Den 4. maj 1945, da befrielsen i Danmark var en realitet, kunne den 17-årige Søren Ulrich Haae Laub vende tilbage til familiens bopæl på Henningsens Alle 19 i Hellerup. Han var gået under jorden den 16. februar 1945 , da hans far, havnedirektør Frederik Wilhelm Haae Laub (1887 – 1945 ), blev likvideret i hjemmet for øjnene af sin hustru Gerda Laub og sønnen Søren. Søren blev senere min far.

Drabet blev udført af Petergruppen. Det var formentlig en hævnaktion for sænkning af et tysk marinefartøj i Københavns Havn. Som modstandsmand og med trykkeri i kælderen med illegalt blad var Frederik Wilhelm flere gange blevet advaret imod nazismens trusler og opfordret til at flygte til Sverige med sin familie. Da flåden blev sænket den 29. august 1943, strammede modstanden i Danmark til. Frederik Wilhelm Laub valgte at blive.

Laub havde haft et spetakulært liv. I forbindelse med udnævnelsen til søofficer fik han Kongens Æressabel i 1907. Han blev beskrevet som dristig, rolig og koldblodig. 1909 – 10 var han næstkommanderende på Alabamaekspeditionen til Nordøstgrønland. Han var med til at oprette Marinens Flyvevæsen og var blandt de første ti uddannede piloter med certifikat i 1913. 1920 – 1935 var han udstationeret i Dansk Vestindien på Sankt Thomas som direktør for Vestindisk Kompagni. I det tidsrum blev han gift med Gerda Hansen i 1922, og de fik to drenge: Niels (1924 – 1945) og Søren (1927 – 2005).

Den ældste søn Niels Hieronymus Haae Laub var tilknyttet den militære efterretningstjeneste og deltog i Modstandsbevægelsen som fotograf. Som en del af forberedelsen til det senere RAF- angreb i marts 1945 blev han under fotografering af Shellhuset arresteret af Gestapo den 14. 0ktober 1944. Han sad i Vestre Fængsel indtil deportationen til koncentrationslejren Neuengamme i januar 1945. Her kom han på udekommando til Dessauer Ufer Hamburg, hvor han døde den 28. marts 1945, blot 21 år gammel.

Han var som barn og ung en ivrig og dygtig spejder og blev beskrevet som en god ven. Min farmor donerede spejderhytten “Kettingehøj“ 1. Ordrup Flok i Niels’ navn efter krigen.

Min farmor Gerda gik som en stille markering af de tragiske hændelser, som hun og min far var ude for i slutningen af Anden Verdenskrig, klædt i sort indtil sin død i 1968.