De første 12 snublesten til minde om personer, der blev forfulgt af nazisterne i Danmark, blev lagt den 17. juni 2019 i København og på Frederiksberg. I 2020 lagde Snublesten Danmark også snublesten i Gentofte. I 2021 kom Kgs. Lyngby, Odense og Kolding til, og i 2022 blev der tillige lagt snublesten i Aarhus. I 2023 lagde Snublesten Danmark for første gang snublesten i Vejle og Randers. Gruppen har indtil videre lagt 111 snublesten i ni kommuner.
Snublesten er et kunstværk og mindesmærke skabt af den tyske kunstner Gunter Demnig. Projektet tog sin begyndelse i 1992, og de første snublesten blev lagt i Köln i januar 1995. Der ligger snublesten i 31 europæiske lande. I maj 2023 lagde Gunter Demnig nummer 100.000. Størstedelen af snublestenene er lagt af kunstneren selv, og i Danmark har han gjort det både i 2019 og i 2022.
Snublesten er en god indgang, når man skal formidle svære emner som nazismen, Holocaust og Anden Verdenskrig til skoleelever.
Skoler i Greve og Kolding har i tysk- og historieundervisningen arbejdet med ofres skæbner og deltaget med fortællinger om dem, da snublestenene blev lagt. I Kolding blev snublestenene lagt for mennesker, der havde boet i de pågældende skoledistrikter. Eleverne indsamlede selv pengene til snublestenene. På den måde bliver de unge mennesker engageret, føler sig forbundne med fortiden og ansvarlige for nutid og fremtid.
Kontakt os gerne
Skoler og lærere er velkomne til at kontakte os, hvis I ønsker at arbejde med snublesten og evt. selv tage initiativ til at få lagt en snublesten.
Den 19. og den 23. september lægger Snublesten Danmark 24 nye snublesten. Det bliver i København, i Gentofte og på Frederiksberg. Dragør og Gladsaxe kommer til som årets nye kommuner. Flere oplysninger følger.
28 snublesten
28 snublesten
24 snublesten
19 snublesten
12 snublesten
Snublesten Danmark © 2023 Powered by Flash Marketing