Max Menachem Bezalel Ellberger var født den 11.11. 1913 i Tyskland, og hans kone Viktoria Elka (kaldet Viola) var født Müller den 30.10. 1914 i det daværende Tjekkoslovakiet. Parret blev viet den 16.9. 1937 i Frankfurt.
Max havde i 1934 måttet opgive sine universitetsstudier på grund af nazisternes diskrimination og forfølgelser. I stedet kom han i lære som blikkenslager med den tanke for øje at emigrere til Palæstina, hvor man i højere grad havde brug for folk med forstand på håndværk og landbrug. Han blev tilknyttet Hechaluz-bevægelsen, der udvalgte unge jøder til udvandring til Palæstina. Navnet er hebraisk og betyder ’pionererne’. Bevægelsen blev dannet efter Første Verdenskrig og voksede op igennem 1920’erne. I 1933 havde den verdensomspændende bevægelse 83.000 medlemmer.
Allerede i april 1933 blev en række danske gårdejere gennem Landøkonomisk Rejseburau anmodet om at tage imod ulønnede, jødiske landvæsenselever. Landbrugslandet Danmark var det ideelle sted at erhverve sig de fornødne kundskaber. Eleverne skulle blot have kost og logi, og tanken var, at de siden skulle rejse videre til Palæstina. Størsteparten var tyske statsborgere. Det var jo dem, der først var ramt af forfølgelserne. I september 1933 etablerede man et Hechaluz-kontor i Nørregade 20 i København, landvæsenseleverne styrede det selv. Man mener, at i alt 1400 unge jøder kom til Danmark som chaluzim indtil den tyske besættelse af Danmark. Heraf nåede 1000 at forlade landet, inden krigen brød ud, de 600 af dem rejste til Palæstina.
Max og Viktoria flyttede på et tidspunkt til en af Hechaluz’ forberedelseslejre i Tyskland, hvorefter de fik arbejde som forstandere ved et jødisk ungdomshjem i München. Gestapo lukkede hjemmet efter Krystalnatten den 9. november 1938, og Max og nogle af drengene blev sendt til koncentrationslejren Dachau. For at blive lukket ud af lejren skulle man omgående forlade Tyskland, og parret fik gennem Hechaluz en opholdstilladelse til Danmark. Først fik de arbejde på to gårde i Rønnede i nærheden af Faxe på Sydsjælland.
Fra september 1939 og indtil den tyske besættelse ankom 320 jødiske, uledsagede flygtningebørn mellem 13 og 17 år til Danmark. Fra 1938 lukkede stadigt flere lande for jødisk indvandring, herunder Danmark, men Danske Kvinders Nationalråd og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed fik børnene til landet gennem et samarbejde med Jødisk Kvindeforening og Mosaisk Troessamfund. Børnene skulle også have været videre til Palæstina, men på grund af den tyske besættelse fra april 1940 strandede 184 af dem i Danmark. De blev sendt ud til hjem i provinsen, og da Max og Viktoria havde erfaring med at arbejde med og undervise børn, blev parret flyttet til Ousted-Tåning på Skanderborg-egnen, hvor der var en større koncentration af Liga-børn, som de blev kaldt. Lærerne, som der i alt var omkring ti af, skulle undervise børnene i hebraisk og zionisme og i det hele taget give børnene, der var rejst fra deres familier, et holdepunkt. Sammenholdet børnene imellem var vigtigt, og lærerne forsøgte at fastholde dem på zionismens idéer. De skulle ikke assimileres, hvilket ikke var let, jo længere tid de unge var i Danmark.
I juli 1940 flyttede parret til Østbirk i nærheden af Horsens, men da Hitler et år efter overfaldt Sovjetunionen i juni 1941, udvidede den tyske besættelsesmagt den såkaldte ”sikkerhedszone” i Jylland helt ned til Vejle. Østbirk-børnene måtte altså flyttes, det drejede sig om ca. 30 unge, og Max Ellberger blev af Kvindeligaen sat på opgaven at finde hjem til dem syd for Vejle. Det var nok uigennemtænkt, da zonen når som helst kunne blive rykket sydpå, og området desuden var præget af nazistiske sindede mennesker på grund af det tyske mindretal.
Men mange blev sat i sving, præsten Søren Andersen appellerede diskret til sognebørnene, når de passerede igennem våbenhuset, og i løbet af fjorten dage var der fundet 30 hjem i sognene Skibet, Bredsten, Jerlev og Højen. Præsten og Ellbergers kørte sammen rundt og talte med folk i de forskellige hjem, så de kunne være sikre på, at de unge fik en ordentlig placering. Pastor Andersen og hans familie tog pigen Esther fra Køln ind i Slelde Præstegård. Max og Viktoria flyttede den 1.8. 1941 ind hos gårdejerparret Niels Christian og Karen Marie Sørensen på Vestergaard i Jerlev, og de fik lov at bruge Nørre Vilstrup Missionshus som samlings- og undervisningssted for de unge.
Max Ellberger har fortalt, at han den 30. september 1943 modtog et telegram, hvor der stod ”Far meget syg, rejs straks!”. Han vidste omgående, at der var fare på færde og gjorde, hvad han kunne for at advare bønderne, så de kunne gemme Liga-børnene. Han forsøgte også at få en læge til at indlægge Viktoria, der var gravid, men lægen afviste det. Både Max og Viktoria og otte af Liga-børnene på egnen blev arresteret og deporteret til Theresienstadt den 2. oktober 1943. I Theresienstadt fødte Viktoria en lille pige Chaja, som kun blev fem uger gammel. Hun døde i maj 1944.
Max og Viktoria vendte tilbage til Danmark efter krigen. I Vejle Amts Folkeblad af 11. juni 1945 kan man læse, at i ”De danske Ungdomsforeninger, onsdag den 13. Juni 1945, taler Lærer Ellberger om Opholdet i Theresienstadt. Alle er velkomne”. Han har altså talt om Theresienstadt offentlig kun en måned efter krigens afslutning.
Max og Viktoria fandt deres hjem i Danmark. De flyttede til København og fik datteren Sulamith i 1948. Sulamith giftede sig i England og fik to børn, Emily og David. Max og Viktoria døde begge i en høj alder og er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København.
Kilder:
Vejle Amts Folkeblad, 11.6. 1945; Vejle Amts Folkeblad, 28.3. 1979; Lone Rünitz, Diskret ophold. Jødiske flygtningebørn under besættelsen. En indvandrerhistorie, Syddansk Universitetsforlag, 2010; Silvia Goldbaum Tarabini, Danske jøders liv og død i Theresienstadt, Gyldendal, 2023
Emily Bendell, der er Max og Viktorias barnebarn, fortæller om sine bedsteforældre:
De var utroligt kærlige og tilstedeværende. Jeg følte mig altid tryg hos dem og tilbedt af dem. Når vi ankom til Danmark, stod de og ventede med danske flag. De havde lavet lagkage til teen, og der var altid et nyt avanceret spil for os at lege med i haven, noget min morfar havde lavet i sit værksted. Min mormor var en vidunderlig kok, og selv om jeg var kræsen, spiste jeg alt, hvad hun lavede. Min morfar elskede at belære os i timevis om historie eller kunst. Han var en mand, der var interesseret i mange ting, og han tog en grad i kunsthistorie, da han var oppe i 70’erne. Min mormor var spinkel og feminin, hun havde smukt, hvidt hår, som hun satte op, hun elskede tøj og havde en særlig og vidunderlig stilsans.
Når de talte om Theresienstadt, fortalte de os historier, der var opløftende og interessante. Ofte relateret til kultur, som for eksempel om en koncert i lejren. Her vidste min morfar, at en af de store musikere spillede ”Appassionata” på hans violin (som var blevet konfiskeret, da de ankom) på scenen. Han havde studeret violin på konservatoriet i Wien, så det gjorde ham stolt. Han sagde altid, at mange af Europas bedste musikere og kunstnere var i lejren. De talte aldrig til os om det, der var svært eller om det barn, de mistede. Jeg tror, at de så os som fremtiden og lejren som fortiden.
Efter krigen gav de for en kort stund Israel en chance, men det er min opfattelse, at de var alt for europæiske. Naturligvis ville de ikke vende tilbage til Tyskland, og Danmark havde givet dem et hjem, og de havde meget varme følelser for landet. I deres hjem var der danske flag og dansk mad, og min morfar lærte at tale perfekt dansk.
Min mormor havde seks søstre og en bror. Hendes forældre, hendes bror og fire af hendes søstre blev alle myrdet i Holocaust. Et tab, man ikke kan forestille sig. Min morfar havde én bror. Familien klarede den næsten til Palæstina, men hans mor Anna døde på båden i en eksplosion, mens de ventede på at lægge til. Hans far og bror svømmede i sikkerhed og skabte sig en ny tilværelse i Israel. Jeg har mit mellemnavn efter min oldemor Anna.