Min far blev født i 1912 som andet barn af Ella og Niels Peter Nielsen. Min farfar døde af tuberkolose, inden min farfar var fyldt et år, så min farmor blev enke som 18-årig. Hun blev gift igen ind i en familie, der handlede med skotøj, men det var kun min far, der kom med. Måske var skotøjsforretningerne årsagen til, at han blev uddannet håndskomager og fik en lille butik på Amagerbrogade.

I 1941 mødte han min mor, der var født i november 1920. De blev gift i Simon Peters Kirke den 20. maj 1942 af pastor Tage Schack, der blev skudt af HIPO-folk kort før krigens afslutning. Ved begravelsen af en kvindelig stikker skal han efter sigende have sagt,  at “måske kunne Gud tilgive hende, med menneskene ville det nok blive lidt sværere.”

Min fars interesser var at gå på galop- eller cykelbanen, men det holdt han op med, da han mødte min mor, og jeg blev født 25. januar 1944. Han kørte gerne tur med mig i barnevognen. Det var ikke almindeligt, at fædre gjorde det dengang. Min mor fortalte også, at han kunne finde på at spørge forbipasserende, om de havde lyst til at se vidunderet.

Desværre blev lykken kort.

Frank Bøgh skriver i sin bog “Petergruppen. Himmlers hævnere. Tysk terror i Danmark 1944-45” (People’s Press, 2018): “I løbet af foråret 1944 havde Villy Strynbo fået at vide, at en skomager ved navn Svend Arne Larsen handlede med våben og illegale varer. Der blev foretaget nogle observationer på Larsens adresse, og det var nok til, at Larsen blev noteret som et potentielt drabsemne. Lørdag den 20. maj 1944 besluttede man i gruppen, at Larsen skulle dræbes. Man bad om tilladelse hos Schwerdt, der igen havde spurgt Bovensiepen ved det daglige formiddagsmøde. Tilladelsen blev givet, og Bothildsen Nielsen blev tidligt på formiddagen sendt ud i Larsens forretning på Amagerbrogade 222B for at se, om skomageren var hjemme. Bothildsen Nielsen cyklede til adressen, hvor han i skomagervækstedet hos Larsen købte et par snørebånd.

Herefter cyklede han tilbage til Vesterport og fortalte Schwerdt, at skomageren var i sin forretning. Schwerdt besluttede nu, at Bothildsen Nielsen og Himmel skulle foretage drabet. De to mænd cyklede tilbage til forretningen på Amagerbrogade, hvor de konstaterede, at der ikke var kunder i butikken, og klokken 11.20 gik de ind. Inde i butikslokalet kunne de høre, at skomageren var nede i sit værksted, der lå i kælderen. Himmel gik hen til kældertrappen, netop som skomageren, der havde hørt, at der var kunder i butikken, begyndte at gå op ad trappen. Himmel trak sin pistol, hvorefter han skød og dræbte skomager Larsen med fem skud.”

På Skolen på Duevej på Frederiksberg hænger en mindetavle med seks navne, hvoraf min fars navn er det ene. I skolens årlige skrift stod der i oktober 1946:

“Men Kamp giver Tab. Nogle maatte dø, for at vi kunde leve, og 6 af vore gamle Drenge blev derude og kom ikke med til
den straalende Majfest i Fjor. 4 af dem hviler i Ryvangens hellige Jord. Skoledirektøren har lovet at være os behjælpelig med at faa
opsat en Mindetavle for disse vore 6 Helte, en Mindetavle, der skal bevare deres Navne for Eftertiden og samtidig langt ud i Fremtiden tale sit alvorsfulde, manende Sprog til Duevejens Drenge og Piger. Vi siger Skoledirektøren Tak for Tilbudet.”