Schulim Niedrig blev født 1910 i Oświęcim i Polen. Familien flyttede til Berlin i 1915, og Schulim blev uddannet skrædder. I 1938 giftede han sig med den ti år yngre frisør, Ruth Fanni Niedrig, der var født og opvokset i nærheden af Berlin.
Den 28. oktober 1938 blev Schulim som 17.000 andre jøder med polsk statsborgerskab udvist af Tyskland og sendt mod den polske grænse. Udvisningen af de polske jøder førte godt en uge senere til den begivenhed, der foranledigede Krystalnatten i Tyskland og Østrig den 9. november 1938, hvor jødiske synagoger, hjem og butikker blev hærget, plyndret og sat i brand, og mange tusinde jødiske borgere blev pryglet, myrdet eller slæbt i koncentrationslejr.
Fra Polen rejste Schulim illegalt tilbage til Tyskland og blev genforenet med Ruth, der i mellemtiden havde fået ordre om at forlade Tyskland på grund af sit ægteskab med ‘den polske jøde’.
Parret besluttede at flygte til Danmark, og 7. maj 1939 krydsede de den danske grænse ved Flensborg. Men på vej til København blev de anholdt i Nyborg, fængslet og derefter sendt videre til Vestre Fængsel i København. 23. maj 1939 blev de på Larsens Plads sat på en færge til Danzig (i dag den polske by Gdansk), men de polske myndigheder sendte dem ved ankomsten omgående retur til København. Her blev det unge par anholdt og fængslet i to måneder, hvilket var inden for den ramme, loven tillod.
Fra fængslet forsøgte Schulim at skrive til myndighederne, og Ruth for sin del skrev et brev til kong Christian 10. (som han dog aldrig modtog) i håbet om at få et fremmedpas, så hun og hendes mand kunne forlade landet. I august 1939 var den jødiske hjælpekomité, Komitéen af 4. Maj 1933, blevet opmærksom på parret og deres prekære situation. Komitéen gik ind i sagen, og det lykkedes den at få parret løsladt og understøttede de unge mennesker herfra. Fra april 1940 boede Ruth og Schulim i lejligheden i Kronprinsensgade.
Den rolige situation varede kun kort. Allerede i maj 1940 blev Schulim anholdt i Købmagergade, da to betjente så ham tage i døren til en opgang. Egentlig ville han bare besøge nogle venner, men hans dansk formåede næppe at lade ham forklare situationen på en for betjentene tilfredsstillende måde, eller også ville de ikke forstå ham, og han blev taget med. Næste dag anholdt politiet Ruth på parrets bopæl.
En længere sag begyndte nu mellem statsadvokaten, Udenrigsministeriet , Justitsministeriet og Politiadvokaturen i København. Sidstnævnte mente, at Ruth og Schulim burde løslades, idet det ikke var muligt at sende dem til Polen. Men en betjent fra Fremmedafdelingen fulgte ikke advokaturens henstilling, og til sidst lykkedes det de danske myndigheder at få de tyske til at erklære sig villige til at modtage Ruth og Schulim Niedrig. Det er vigtigt at understrege, at Tyskland ikke krævede dem udleveret. Udleveringen skete helt og aldeles på dansk foranledning.
Den 11. juli 1940 blev Niedrig-parret udvist til Tyskland, hvor de først blev fængslet et par måneder i Flensborg. Herefter sendtes de til arbejdslejren Schloßhofstraße i Bielefeld, hvor de nærmest arbejdede som slaver. Den 2. marts 1942 blev de begge deporteret til Auschwitz. Schulim kom på den måde paradoksalt nok ‘hjem igen’, idet hans hjemby er byen, der ligger få kilometer uden for koncentrations- og udryddelseslejren. I første omgang blev de begge udtaget til arbejde, men allerede i august 1942 blev Ruth bidt ihjel af SS-soldaters vagthunde. Schulim overlevede lejren, blev i januar 1945 overført til koncentrationslejren Buchenwald og derfra overflyttet til Bielefeld. Her mødte han Ursula Meyer fra Berlin, som han giftede sig med i december 1945. I juni 1947 flyttede Ursula og han først til Sverige og derefter til Canada med deres datter Monika, der var blevet født i 1946.
Schulim Niedrig, der i Canada havde sin egen skrædderforretning, ændrede navn til Fritz Niedrich. Han døde i Toronto i 1987.
Kilde: Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, Medaljens bagside. Jødiske flygtningeskæbner i Danmark 1933-1945, Forlaget Vandkunsten 2005