snublesten

Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Sara Gendlin

Sara Trollman var født i København i 1917 og døde i 1995.

Hun blev i 1939 gift med David Ruben Gendlin, der var født i 1915. Deres ægteskab varede i 56 år.

I oktober 1943 under jødernes flugt blev de begge taget af de danske nazister fra Wilfred Petersens gruppe. De havde skjult sig i en villa i Skodsborg, mens de ventede på at komme over til Sverige. Herefter blev de udleveret til Gestapo. Sara var gravid og fødte sønnen Leif i Theresienstadt i marts 1944. Leif døde blot fem dage gammel. Den brutale ondskab, sult og umenneskelighed, som parret gennemlevede, og tabet af deres søn Leif, mærkede Sara og David for resten af livet. Efter befrielsen blev deres arrestation en del af sagen mod Wilfred Petersen.

De formåede efter krigen at skabe et trygt og kærligt hjem for deres døtre Lissi og Lena og deres børnebørn samt svigerbørn, hvor de fejrede alle familiebegivenheder og de jødiske helligdage.

Sara var uddannet kjolesyerske og havde sans for stil og kvalitet, og hendes døtre var altid klædt på i tidens mode til hverdag og fest. Selv deres brudekjoler var hun med til at præge med sin viden om design og kjolesyning.

Sara havde også evnen med sin venlighed, charme og viden til at skabe god kundekontakt,  Hun arbejdede også i parrets fiskeforretning i Vanløse og blev senere sammen med sin mand David ansat hos Oscar Frederiksen, Københavns førende fisk- og vildt-forretning, på Gammel Strand i København.

Som husmor var hun en dygtig værtinde, hun kunne skabe de lækreste måltider både til hverdag og fest. Hjemmet var altid åbent for døtrenes venner, og der var altid plads til familien og vennerne ved bordet, både til hverdag og til helligdagene.

David Ruben Gendlin var født i København 1915 og døde fire år efter Sara i 1999. Han var i sine unge år en aktiv sportsmand, både som sejler og senere med sin egen kajak. Han var også aktivt bestyrelsesmedlem i sportsforeningen Hakoah, og da man senere oprettede Theresienstadt Foreningen, var han bestyrelsesmedlem igennem flere år.

David var udlært inden for detail i behandlingen af fisk og vildt, og han havde i en kort periode sin egen fiskeforretning i Vanløse. Han havde stor viden om fisk og vildt. I branchen var han en kendt fagmand. Hos Oscar Frederiksen nåede han til at blive forretningsbestyrer, men hans karriere sluttede ikke her. Senere blev han ansat hos den største grossist i vildt- og restaurationsbranchen, Møller og Meldgaard i Kødbyen, hvor dyrene fra de store jagter kom ind til efterbehandling. Her arbejdede David, indtil han gik på pension.

 

 

Skrevet af Allan Niemann, Sara og David Gendlins svigersøn

Snublesten nedlagt: 2023