Salomon Moses Becker blev født i 1880 og Blume Blenda Becker i 1883, begge i Latskeve i Litauen, som dengang tilhørte det storrussiske rige. De var fætter og kusine.

I 1900 emigrerede de til Sverige med en større del af slægten på grund af pogromer. Det samme gjorde mange andre.

De blev gift den 11. april 1904, og min mor Rachel blev født i Lund i 1906. Hendes bror Herman kom til året efter. Den 10. september 1909 rejste de til Danmark, hvor yderligere to sønner blev født.

Familien flyttede ofte og boede en kortere overgang i Esbjerg, men ellers i København. Mine bedsteforældre klarede sig, som de bedst kunne. Min morfar søgte forgæves om næringsbrev som skrædder i 1919 og ville egentlig være rejst til Palæstina, men blev nægtet indrejse. I stedet købte han for sine opsparede midler en herreekviperingsforretning. Næringsbrevet fik han i 1921. Til sidst blev han produkthandler.

Fra 1935 til 1943 boede familien i Thorshavnsgade 28 på Islands Brygge. Mine forældre og min ældre søster Ruth, født i 1937, boede i Bergthorasgade 12, så der var ikke langt, når de om søndagen skulle besøge mine bedsteforældre. Min søster husker min bedstefar stående i vinduet, og når han fik øje på den lille familie, styrtede han ned for at omfavne hende og lege med hende.

Den 1. oktober 1943 blev mine bedsteforældre taget af tyskerne. De blev angivet af en dansk portier på et hotel ved Nørreport, hvor de opholdt sig om natten, inden de sammen med mine forældre, min søster og mig skulle være flygtet til Sverige. Jeg var på det tidspunkt to år.

Mine bedsteforældre kom til Theresienstadt, hvor min bedstefar døde den 21. februar 1944. Først ni måneder senere nåede beskeden om hans død skrevet på et censureret postkort fra lejren min mor i Sverige. Min mormor kom hjem med De Hvide Busser i foråret 1945.

Hun flyttede i en lille lejlighed på Frederiksberg sammen med min onkel Herman, som fik polio som treårig og sad i kørestol. Da min mormor døde, flyttede Herman ind på Meyers Minde bag synagogen i Krystalgade i det indre København.

Jeg husker min mormor som et kærligt og fast holdepunkt for hele familien og som et menneske, der ikke gjorde noget væsen af sig. Hun lavede den herligste mad i et lille køkken med to gasblus og en høkasse til kartoflerne. Når hun om fredagen havde været hos fiskerkonerne på Højbro Plads for at købe en karpe til Gefillte Fisch, så blev den lagt i det fyldte badekar, hvor den svømmede rundt, indtil det blev dens tur til at blive tilberedt, og alle jødiske helligdage blev naturligvis fejret hos hende.

En snublesten for min mormor betyder, at hun får lidt af den opmærksomhed, som hun burde have haft, mens hun levede. Jeg glæder mig over, at jeg med snublesten for dem begge får muligheden for at forene mine bedsteforældre foran deres sidste frivillige fælles bopæl.