Rebekka Nathan blev født 27. november 1877 i København som datter af Berendt Nathan og Laura Lea Nathanson. Rebekkas forældre blev skilt, og faderen, der var barber, udvandrede i 1903 til Chicago i USA, hvor han døde i 1917.
Som barn boede familien på stiftelsen Meyers Minde i Krystalgade, men efter at Rebekka i 1910 blev gift med Robert Moses Aron Wattkin, boede parret en årrække i Olfert Fischers Gade. Efter at Rebekka og Robert blev skilt i 1933, boede Rebekka med sin seks år yngre, ugifte søster Esther i Ny Kongensgade.
Begge søstre blev arresteret i oktober 1943 og deporteret til Theresienstadt med den transport, der afgik fra stationen i Helsingør klokken fire om morgenen den 13. oktober 1943. Transporten ankom til ghettoen om eftermiddagen den 14. oktober 1943, og Rebekka overlevede kun tre måneder. Hun døde 14. januar 1944. Esther overlevede fangenskabet og vendte efter krigen tilbage til København. Hun døde i 1950 på Sct. Josephs Hospital.
Kilde Dansk-Jødisk Genealogisk Database