I 1913 emigrerede ægteparret Jacob (født 1877 i Żelechów i Polen og fik oprindeligt fornavnet Jankiel) og Zirla Waniewicz (født Eisenstarck, 1881 i Górzno) til Danmark med deres børn. Jacob havde en halvbror Isak, som allerede boede i Danmark. Man fortæller, at Isak sendte et brev til Jacob, hvor han skrev, at ganske vist er Danmark et kristent land, men folk er venlige overfor immigranterne fra Polen og Rusland. De fik nemt arbejde, og i Danmark fik man oven i købet betaling for sit arbejde, når man afleverede det til den mester, der havde bestilt det. Ikke som i Polen, hvor pengene først blev betalt, når varen var solgt.
Jacob var skrædder ligesom resten af familien, der boede i byen Żelechów. Fra sit første ægteskab havde Jacob sønnen David (Nusyn Dawid, født 1899) med sin hustru Raizla Gastman. Efter Raizlas død giftede Jacob sig med Zirla, og sammen fik de børnene Rakel Lea (Ruchla Łaja, født 1905), Vonja (Efraim, født 1908), Rifka (Ryfka, født 1909), Sara (Sura, 1911) og Poula (født i 1914).
Efter at have modtaget brevet fra Isak rejste Jacob og David til Hamborg for at arbejde som skræddere. Da de havde penge nok, rejste de videre til Danmark. Her fortsatte de med at arbejde, til der var nok penge, til at Zirla og børnene kunne rejse til Danmark. De fik snart en lejlighed i Borgergade. Siden flyttede de til Dronningens Tværgade og og til sidst til Rosenvængets Alle.
Skræddermester Waniewicz blev hurtigt velintegreret i det danske samfund. Han var en eftertragtet skrædder, der altid havde værksted i sin lejlighed. Her var en livlig summen fra herreskræddere og syersker, kunder, der kom for at blive målt og for at prøve, og ikke mindst fra symaskinerne af mærket Singer. Der var bud efter Jacob fra hele Danmark. Når turen gik til Jylland, foregik det med toget. Men hvad gør man, når man holder strengt kosher og besøger de gæstfrie bønder på landet, som inviterer på det ypperste, de har: Flæskesteg? Zirla sørgede for, at Jacob havde en madpakke med, som holdt hele vejen fra afgang, besøget igennem og hjem igen. Når bønderne inviterede på middag, sagde Jacob, at han havde vrøvl med maven, så derfor havde hans kone sørget for maden. Han ville blot gerne bede om et glas te. På den måde nævnte Jacob aldrig, at han ikke kunne spise bøndernes mad.
Hjemmet var religiøst (ortodokst). Jacob gik i synagogen hver morgen til morgengudstjeneste og om aftenen til aftengudstjeneste. Han kom først i den store menighed, men da rabbinerne i den store og lille menighed blev uvenner, besluttede han sig for at gå i den lille synagoge i Ole Suhrs gade. Hver dag to gange om dagen gik han fra Rosenvængets Alle til Ole Suhrs gade.
Zirla tog sig af hjemmet, børnene gik i skole, og senere kom de alle i lære som skræddere. Før krigen havde David og Vonja deres egne skrædderier, Rakel var gift med Isak Krasnik, og sammen havde de datteren Birgit, Sara var gift med Henrik Feinburg, og sammen havde de sønnen Jerry, mens Rifka og Poula stadig boede hjemme.
I oktober 1943 blev Jacob, Zirla, David (var på besøg), Rifka og Poula fanget på adressen i Rosenvængets Allé. Derfra blev de alle deporteret med 470 andre jøder til koncentrationslejren Theresienstadt.
Rakel, Isak og Birgit blev også arresteret og deporteret. Kun Sara og Henrik med deres søn Jerry samt Vonja nåede at flygte til Sverige. Så snart det var muligt, sendte Sara de pakker til familien, der uden tvivl reddede deres liv.
Skønt de sultede, ville Jacob ikke spise den mad, Sara sendte, da den ikke var kosher. Jacob mente, at hvis gud mente, at de skulle overleve, så ville de overleve med eller uden kosher mad. Zirla havde dårligt hjerte og lå så godt som samtlige 18 måneder i Theresienstadt på internat. Tiden i lejren tog hårdt på hende helbredsmæssigt, og hun kom sig aldrig over strabadserne i lejren. Jacob, der havde en pragmatisk indstilling, fortsatte sit liv som hidtil efter hjemkomsten.
Ved hjemkomsten fik familien deres lejlighed og alle deres ejendele tilbage. Udlejeren havde betalt husleje i den tid, de havde været væk, og et yngre par i ejendommen havde sørget for, at alt stod, som da de forlod lejligheden.
Rifka blev aldrig gift. Hun var elskelig og yderst populær blandt alle børn, børnebørn og oldebørn og familien. Rifka var gennem sit voksne liv tættest knyttet til Rakel og hendes børn.
Poula blev gift med Julius Ritz. Hun fik ikke børn, men havde gennem sit voksne liv tæt tilknytning til familiens børn, især Saras børn og familie.
Sara fik fik to børn med Henrik Feinburg. Jerry og Karin (gift Karlin).
Vonja blev gift med Bella, og sammen fik de datteren Marianne (gift Isakson).
Rakel fik to børn med Isak Krasnik. Birgit (gift Fischermann) og Preben, som blev født i Theresienstadt i februar 1944. Rakel var den næstældste i søskendeflokken (David var ældst), og hun var også den, der blev ældst. Hun blev næsten 101 år.
Da søskendeflokken blev ældre, fortsatte den med at have et tæt fællesskab, men med årene mistede de den helt tætte kontakt til David.
Familien talte om sine oplevelser i Theresienstadt, hvilket ikke var så almindeligt. Oftest var det på en måde, hvor de erindrede bizarre oplevelser, som blev omtalt i en blanding af melankoli og humor. At de talte, grinte og græd med hinanden om og over deres oplevelser gjorde, at det var til at holde ud. Deres overlevelse og stærke bånd beroede på, at familien var samlet, og at Sara, som heldigvis var flygtet til Sverige, sendte pakker. Skønt hun ikke vidste, om pakkerne nogensinde nåede frem til de rigtige, eller om de blev konfiskeret af tyskerne, blev hun ved med at sende dem.
Jacob forblev mental og fysisk stærk gennem hele sit lange liv. Gik man tur på Trianglen på Østerbro, var det ikke sjældent, at man kunne se ham sidde på bænken som 90-årig ved den runde kiosk og læse sin jiddishe avis med høreapparat på og den sidste tand i undermunden. Han var velsignet af, at hans datter Rifka boede hjemme og passede ham, indtil han døde. Han nåede endda at opleve at få oldebørn, endnu en lykke og velsignelse for ham.