Niels Bohr fik i 1922 tildelt nobelprisen i fysik “for his services in the investigation of the structure of atoms and of the radiation emanating from them”. Hvor det var muligt ud fra hans samfundsposition, benyttede han i flere forbindelser platformen, som prisen gav ham, til at gøre en forskel. Hans berømmelse som fysiker gav ham mulighed for at få relevante politikere og internationale institutioner i tale i forbindelse med sine mærkesager.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i januar 1933 foretog nazisterne en katastrofal udrensning af den videnskabelige elite i landet. Det gik især ud over jødiske matematikere og fysikere ved de hæderkronede universiteter i Göttingen og Berlin. Over 1.000 akademikere blev afskediget, og de emigrerede hovedsagelig til USA – blandt dem var 20 nobelprismodtagere. Der blev omgående oprettet hjælpekomitéer for at skaffe dem ansættelse i udlandet, og i Danmark var de to brødre Niels og Harald Bohr særdeles aktive i forhold til at hjælpe deres kolleger. Niels Bohr opnåede bl.a. støtte fra Carlsbergfondet, Rask-Ørsted Fondet og Rockefeller Foundation, så han kunne tilbyde emigranterne længere ophold ved instituttet, før de tog videre til USA.

Niels Bohrs Institut for Teoretisk Fysik (ITF) var et samlingssted for fysikere fra hele verden. Hans kontakt til Göttingen opstod i forbindelse med den berømte forelæsningsrække ”Bohr-Festspiele” afholdt i 1922. Der var ikke mange, der efter Første Verdenskrig ville samarbejde med de tyske forskere, men Niels Bohr mente, at det var vigtigt at samarbejde på tværs af landegrænser og skabe et internationalt forskningsfællesskab baseret på åbenhed, ud fra den devise at kun sammen bliver vi alle klogere.

Et eksempel på en af de tyske forskere, der gæstede instituttet og endte med at tilbringe hele sit akademiske liv i København, er Hilde Levi. Hun var ved at afslutte sine studier i Berlin, da Hitler kom til magten, og hun indså, at hun som kvinde og jøde ikke havde nogen fremtid i Tyskland. Efter at have bestået eksamen i 1934 blev Hilde Levi gæst på Niels Bohrs institut. Hun har beskrevet, hvordan hun var overrasket over instituttets atmosfære og Bohrs frisind, kendt som ”Kopenhagener Geist”. Ånden på instituttet var vidt forskellig fra den autoritære stil på tyske universiteter. Bohr var aldrig chefen. Han var beundret og blev betragtet som en fremragende lærer og leder af de forskellige grupper, men aldrig som en overordnet. Det var en meget mere demokratisk stil, end hun var vant til. Hun beundrede Bohr for at anse sit videnskabelige personale som medarbejdere frem for som underordnede.

Den 9. april 1940, da Danmark blev besat, befandt Niels Bohr sig på et nattog mellem Oslo og København. Da han fik nyheden på færgen til Helsingør, var hans bekymring rettet mod de medarbejdere ved instituttet, som han frygtede, at besættelsesmagten ville udvise en særlig interesse for. Bohr selv modtog invitationer om at komme til Institute for Advanced Studies i Princeton USA, men han valgte at blive ved sit institut og fortsætte forskningen så godt som muligt. Det var svært både at skaffe videnskabelige tidsskrifter med de nyeste forskningsresultater og det materiel, der skulle til for at foretage de planlagte laboratorieforsøg. Bohr følte sig forpligtet til at blive og yde sit for at hjælpe de mange emigranter. Foruden Hilde Levi var det f.eks. også hendes veninde Sophie Hellman, der var Niels Bohrs sekretær, samt Hanna Kobylinski og Stefan Rozental. For at skjule Levi arrangerede Bohr, at hun kunne arbejde på Carlsberg Laboratorium hos Kaj Linderstrøm-Lang.

Men i september 1943 blev Bohr som så mange andre nødt til at forlade sit fædreland, da hans mor var født Adler i en jødisk slægt. Niels Bohr og hans kone Margrethe, der boede i Carlsbergs Æresbolig, gik ofte tur i Søndermarken om aftenen. Den 29. september gik de af sted på hvad, der lignede deres sædvanlige aftentur. I stedet for at vende tilbage til Æresboligen slog de ind på en rute, der førte dem til et kolonihavehus i haveforeningen Frederikshøj. Ved mørkets frembrud blev de ført ned til fiskekutteren Elo i Sydhavnen og til havs overført til trawleren Søstjernen, der bragte dem til Limhamn i Sverige.

Efter ankomsten tidligt om morgenen den 30. september rejste Niels Bohr omgående til Stockholm, hvor han sammen med Ebbe Munck forhandlede med de svenske myndigheder om redningen af de danske jøder. Han lagde vægt på, at de svenske myndigheder ikke skulle udspørge de danske flygtninge om, hvem der havde hjulpet dem til Sverige, da man ikke kunne være sikker på, hvor den information ville ende. Dermed ville man udsætte modstandsfolk og de fiskere, der sejlede, for fare.

En dag som denne, hvor vi mindes, er også en dag, hvor vi bør reflektere over, hvordan vi fremadrettet kan undgå at skabe lignende ulykke. Her mener jeg, at FNs bestræbelser på at løse internationale konflikter og formulere politikker i sager, der har betydning for os alle, er et vigtigt forum. I 2015 blevet der formuleret 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FNs medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. Målene fokuserer ligeledes på at fremme fred, sikkerhed og stærke institutioner og på at styrke internationale partnerskaber.

Verdensmålene anerkender, at social, økonomisk og miljømæssig udvikling, fred, sikkerhed og internationalt samarbejde er tæt forbundne, og at det kræver en integreret indsats at opnå holdbare udviklingsresultater. Helt så langt var FNs medlemslande ikke kommet, da Niels Bohr skrev sit åbne brev, hvori han argumenterer for vigtigheden af vidensdeling og åbenhed. Niels Bohr anså åbenhed for at være en værdi i sig selv, men åbenhed er også en forudsætning for at kunne håndtere globale udfordringer, som det fremgår af dette citat fra hans åbne brev til De Forenende Nationer, 9. juni 1950:

”Netop den kendsgerning at kundskab i sig selv er grundlaget for al civilisation peger direkte på åbenhed som vejen til at overvinde større globale kriser. Hvilke retslige og administrative internationale myndigheder det end måtte blive nødvendigt at oprette for at stabilisere verdensforholdene, er det klart at kun fuldstændig gensidig åbenhed virkningsfuldt kan fremme indbyrdes tillid og garantere fælles sikkerhed.”

Åbenhed er desværre ikke nok til at undgå historiske gentagelser, men det er en vigtig del af at nå til en opfyldelse af verdensmålene. Åbenhed er en vigtig trædesten mod en verden, hvor mulighederne for at bidrage positivt til fællesskabets bedste er mere lige for alle.

Note: Billedet af Niels Bohr er taget af forfatteren Johannes V. Jensen i sommeren 1943 i Tisvilde, hvor de begge havde sommerhus. Forfatteren tog en serie billeder af fysikeren med henblik på at lave en portætbuste af ham. Jensen var nemlig også en glimrende billedkunstner, der både malede og modellerede og lavede portætbuster. Busten af Bohr var færdig i slutningen af september, og i et brev dateret den 29. september 1943 skrev Johannes V. Jensen til Niels Bohrs kone, Margrethe Bohr: “Kære Fru Professorinde Bohr. Hermed de Billeder jeg tog af Deres Mand i Sommer. Jeg lod Busten sende i gaar. Den skal staa i Ovenlys og noget højere end Legemshøjde. Venlige Hilsner til Deres Mand og Sønner. Deres hengivne Johannes V. Jensen”.

Samme aften flygtede Niels Bohr med sin familie til Sverige. Busten modtog parret først efter krigen. Da havde også Johannes V. Jensen modtaget Nobelprisen i litteratur (1944). Således portrætterede den ene danske nobelpristager den anden. Der står kopier af busten på hhv. Niels Bohr Institutet i København og på Johannes V. Jensen Museet i Farsø.