Nechama Lea, kaldet Lea, blev født 17. januar 1896 i byen Dvinsk i Letland. Hendes forældre var Baseline (født Hirsch) og Benjamin Donde. Familien figurerer første gang i folketællingen i 1916, så Lea har været nærmest voksen, da hun kom til Danmark.

Den 22. august 1915 blev Lea gift med Elieser ‘Leiser’ Cipikoff. Parret fik sønnerne Jacob og Noah, der blev født i 1916 og 1922. Leiser fik borgerskab som skrædder i 1921.

Da det blev tid til at flygte i oktober 1943, tog familien op til en bekendt, der havde et pensionat i Lille Kregme i Nordsjælland. Familien, der talte 18-20 personer, tog derop med lokalbanen ‘Grisen’ den 2. oktober.

Leisers svoger, Chaim Wassermann, der var gift med hans søster Rachel, arrangerede flugten og betalte for den sammen med sine svogre. Men forinden ville Chaim lige til København for at sikre hjem og forretninger, så han tog til byen med Nathan og hans kone Helene og Leisers anden søster, Chaja, og hendes mand Grenim Grenimann. Ved skumringstid tog den øvrige familie, heriblandt Lea og Leiser, til Sverige med en fiskerbåd. Ved ankomsten til Sverige angav både Lea og Leiser, at de anså sig selv for at være politiske flygtninge. Fiskerne havde forsikret dem, at Nathan og de andre ville komme over med en båd senere.

Men de kom ikke senere. Og de kom heller ikke næste dag. Den 6. oktober dukkede Lea og Leisers yngste søn, Noah, pludselig op i Sverige.

Noah kunne fortælle, hvad der var sket. Han og hans ældre bror Jacob havde sluttet sig til selskabet, der var taget til København. Da de ankom til Snekkersten, afgik der ikke flere fiskerbåde. Båden, som hans forældre og resten af familien var kommet over med, var den sidste. To unge fiskere tilbød så at ro de sidste familiemedlemmer til Sverige i deres lille robåd. Med i båden var Chaim, Helene, Nathan, Chaja, Grenim, Noah og Jacob. På havnen stod en mand ved navn Ejnar Davidsen. Ham tog de også med. Dertil kom naturligvis de to unge fiskere, der skulle ro.

Chaims søn, Salo Wassermann, skrev senere om turen: “Det var en mørk og blæsende aften i oktober. Der skulle mere end et mirakel til, hvis det skulle gå godt, og det gjorde det altså heller ikke. Noah og den ene af de to unge fiskere var de eneste, der blev reddet. Noah forsøgte at holde sin broder Jacob oppe, og de var begge meget dygtige svømmere, men Noah måtte opgive at redde sin broder. Alle de andre holdt om hinanden, og de druknede alle.”

Man anslår, at 20 til 22 mennesker druknede under flugten til Sverige i efteråret 1943. Familien Cipikoff/Wassermann/Grenimann var hårdt ramt. Seks af dem druknede. Helene, Chaja og Ejnar Davidsen var de eneste af de i alt otte omkomne fra båden, der siden blev fundet. De er begravet på Malmøs Jødiske Begravelsesplads.

Samme dag som hendes søn, datter, svigersøn og barnebarn samt to svigerbørn druknede i Øresund, ankom gamle Beile Zipikoff (spnnerne havde ændret deres navn til Cipikoff) til ghettoen Theresienstadt, hvortil tyskerne havde deporteret hende fra Meyers Stiftelse i Krystalgade. Hun døde her den 21. oktober 1943 uden at vide, at så stor en del af hendes allernærmeste var omkommet forinden. Beile Zipikoff var en af de første tre personer, der fik en snublesten i Danmark, da de første blev sat i 2019.

Lea Cipikoff døde i 1985.

Teksten er skrevet ud fra oplysninger i Dansk-Jødisk Genealogisk Database samt på baggrund af Henriette Harris’ bog ‘De var os. En bog om snublesten’, Alpha Forlag, 2025.