Min far, Max Faden, blev født i Wien 5. juli 1925 som eneste søn af Wilhelm og Erna Faden. Det var et fattigt hjem og ifølge min far også ganske ulykkeligt. Mine bedsteforældre var to mennesker, der ikke holdt af hinanden. De omkom begge som følge af den nazistiske forfølgelse.

Max flygtede til Danmark i 1939 som led i Aliyah-programmet. Så vidt jeg ved, blev han anbragt på en gård i Jylland, hvor han skulle lære landbrug for senere at skulle udvandre til Palæstina. Det blev som bekendt umuligt, da Anden Verdenskrig brød ud i Europa. Max var meget ulykkelig i Jylland. Han kendte ingen i nærheden, og han kunne ikke tale med nogen. Der var ingen, der talte tysk. Han kendte intet til landbrug og havde kun set køer på afstand. Han savnede sin mor forfærdeligt. Hun skrev til ham. Jeg har brevene, men er ikke i stand til at læse dem.

Korrespondancen ophørte, da hans mor formentligt blev deporteret til Auschwitz, hvor hun blev myrdet. Min far har fortalt, at han stak af fra gården og tog til København. Her blev han ikke godt modtaget af den jødiske menighed, der vist sendte ham retur. Senere, jeg ved ikke helt hvornår, kom han til Fyn på den gård, hvor han boede hos venlige mennesker og omgikkedes andre unge fra Aliyah-programmet.

I oktober 1943 blev Max anholdt. Det skyldtes mest af alt tante Anna, en behjertet dame, der tog de unge jøder under sine vinger. Måske var hun naiv? Hun oplyste Nyborgs politimester om min fars opholdssted. Politimesteren var åbenbart på god fod med tyskerne, så den oplysning gik straks videre. Max blev arresteret og deporteret til ghettoen Theresienstadt, som han overlevede.

Efter Anden Verdenskrigs afslutning vendte min far tilbage til Fyn. Her åbnede cigarhandleren i Nyborg sit hjem for de jødiske drenge. For min far blev det et kærligt hjem, en forældreerstatning. Som barn har jeg ganske ofte besøgt cigarhandleren, som jeg kaldte bedstefar. Jeg elskede bedstefar og cigarforretningen, hvor der duftede så dejligt af frisk tobak.

Max kom i lære som møbelpolstrer. Det var ikke lysten, der drev ham, men dengang tog man, hvad man kunne få. Efter endt læretid tog Max til København, hvor han sidst i 1940’erne genså Annie, som han kendte fra Theresienstadt. Hun var klinikassistent hos en tandlæge. De blev gift i 1950 og fik mig i 1952. Max var næsten hele sit voksenliv selvstændig erhvervsdrivende.

Min far bibeholdt nære venskaber med mange af de jødiske, unge mænd, han kendte fra sin ungdom. De var alle mere elle mindre familieløse, men blev vel en slags familie for hinanden. De giftede sig med danske kvinder, fik børn og sås ofte.

Derudover blev han gift ind i stor dansk-jødisk familie, som også blev hans familie. I løbet af 1960’erne lærte mine forældre at spille bridge, som en stor del af familien dyrkede. Det resulterede i mange glade spilaftener i godt selskab. Så trods en vanskelig og traumatisk start i livet fik min far en god tilværelse med nære venner og familie og en rimelig økonomi med plads til hus, biler og rejser.

Min far var en dejlig far, og jeg elskede ham.

Max’ kone, Annie, hed Annie Smaalann. Hun kom som 13-årig væk fra sin familie under flugten til Sverige og blev deporteret alene til Theresienstadt. Annie fik en snublesten i 2021.