Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Martha Mathilde Goldberg

Martha Mathilde Goldberg blev født den 25. januar 1873 i Königsberg i Tyskland. Byen er i dag russisk og hedder Kaliningrad.

Man ved ikke, hvornår Martha emigrerede til Danmark, men folketællingen i 1916 angiver, at hun på daværende tidspunkt boede på Vesterbrogade 21. Det formodes, at hun da boede sammen med sine søstre Fanny, Anna og Helene. Martha forblev ugift og ernærede sig som sproglærerinde.

Da hun den 1. oktober 1943 arresteredes af nazisterne, boede hun i Løgstørgade på Østerbro.

Lørdag den 2. oktober 1943 blev hun deporteret fra Langeliniekaj med skibet Wartheland med kurs mod Swinemünde/Swinoujscie. Skibet ankom søndag morgen. Derefter blev Martha Mathilde Goldberg sammen med 197 andre deporterede, heriblandt to af sine søstre, gennet ind i kreaturvogne og kørt til koncentrationslejren Theresienstadt. Hun ankom til lejren udsultet og forkommen tirsdag den 5. oktober 1943 om aftenen.

Martha Mathilde Goldberg overlevede ikke forholdene i koncentrationslejren og døde i en alder af 71 år den 30. juni 1944 i Theresienstadt.

 

Skrevet af Nili Baruch (Snublesten Danmark)

Snublesten sat: 2024