Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Lis Schermeister fotograferet i forbindelse med sit bryllup med Abbe Kishinovsky. Stockholm, julen 1944

Lis Schermeister

Lis Schermeister blev født i København den 11. august 1922. Hendes far Bernhard Schermeister var modist og havde opbygget en virksomhed, som lavede damehatte. Hendes mor Edith (født Cohn) var hjemmegående husmor. Lis var den ældste af tre søstre.

Lis gik i Zahles Pigeskole og videreuddannede sig til kontorassistent. Hun fik høje karakterer og en lærerudtalelse i faget engelsk fra 1941 lød: ”omgængelig, hurtig og klar. Udtalefærdighed ud over det sædvanlige”. Lis arbejdede nogle år som kontorassistent i faderens modistfirma.

Gennem hele livet læste Lis bøger af de mest fremtrædende forfattere. Det var hendes store ønske at fortsætte sine studier i akademisk retning, men det satte krigen og flugten til Sverige desværre en stopper for. Senere talte hun ofte om de personligt tabte muligheder som følge af tyskernes besættelse af Danmark og det bestialske jødehad, som fulgte med.

Den 29. september 1943 flygtede hun sammen med sin forlovede John Guttermann i en fiskerbåd fra Snekkersten til Helsingborg og blev genforenet med sine forældre og to søstre i Sverige. En yderligere traumatisk oplevelse var, at hendes far begik selvmord kort efter ankomsten til Sverige.

Forlovelsen holdt ikke, men på en SJUF-lejr (Skandinavisk Jødisk Ungdomsforbund) traf hun Abraham Kischinovsky (kaldet Abbe), som var frisør. Det var den store kærlighed, og de blev gift i Stockholm juleaften 1944. Årsagen, til at de blev gift netop juleaften, var, at Abbe havde fri dagen efter. Bryllupsrejsen gik til Uppsala.

Efter krigen flyttede parret til København, hvor Abbe fik job som sælger i modistvirksomheden, som Bernhards enke Edith Schermeister forsøgte at drive videre. Det er bemærkelsesværdigt, at virksomheden stadig eksisterede og også, at den lejlighed på J.M. Thielesvej, som familien flygtede fra, stod urørt takket være en indsats fra loyale naboer. Nogle år senere kunne de købe en frisørsalon i Gothersgade 3, som Abbe drev i over 40 år til sin død i december 1992.

Lis og Abbe fik to drenge: Mogens, som blev født i 1947 og Bjørn, som blev født i 1950. De er bosat i hhv. København og Jerusalem. Lis og Abbe var kærlige forældre og bedsteforældre, som fik skabt et tæt og personligt bånd til børnebørnene på trods af afstanden. De tog ofte på rejser med børnebørnene og bevarede derigennem den personlige kontakt.

Lis arbejdede i mange år som bogholder og var hele livet aktiv og socialt engageret. I mange år var hun kasserer i WIZO (Womens International Zionist Organisation) og var aktiv i ICJW (International Council of Jewish Women). Lis deltog ofte i konferencer og bekæmpede personligt uretfærdigheder både ved skriftlige indlæg og ved deltagelse i eksempelvis menneskerettighedsdemonstrationer til støtte for personer, som i Rusland var blevet fængslet i kraft af deres sociale og politiske engagement.

Lis holdt både hjerne og krop i gang. Hun svømmede flere gange om ugen, var en aktiv bridgespiller og ligeledes en habil skakspiller. Hun havde et stort hjerte for ældre, ensomme mennesker, som hun ofte bød hjem på frokost eller middag. Lis døde pludseligt og uden forudgående sygdom den 1. november 1999.

 

Skrevet af Mogens Kishinovsky (søn af Lis Kishinovsky, f. Schermeister)

Snublesten sat: 2024