Lea og Moses Grünbaum lærte hinanden at kende, efter at de begge havde været gift før. Begge havde børn fra tidligere ægteskaber. Lea var datter af en velhavende hestehandler, men det var ikke let at være jøde, på trods af at familien var relativt velstående. Hun kom som ganske ung til Danmark fra Letland, hvorfra hun flygtede med sin første mand omkring århundredeskiftet.

Det fortælles, at Lea forelskede sig i Berlatefke Kagan. Han skulle imidlertid aftjene sin værnepligt, på det tidspunkt 25 år. Som jøde var det desuden langtfra sikkert, at man overlevede værnepligten. Lea og Berlatefke flygtede derfor til København, hvor de slog sig ned som henholdsvis skomager og syerske.

Lea fik otte børn med Berlatefke. Fem piger og tre drenge. Den yngste søn døde af tuberkulose, og én søn var syg. Familien levede under så ringe kår, at den syge søn blev bortadopteret til en familie i Holland.Familien dér havde råd til at give ham den medicin, der var nødvendig for hans overlevelse.

Berlatefke døde og efterlod Lea med én hjemmeboende datter, Rachel, som var stærkt knyttet til sin far.

Moses blev født i byen Piantek i Polen i 1882. I 1904 forlod han og hans storebror Simon Polen på grund af pogromer. Pogromerne gjorde det svært at leve fredeligt som jøde. Drømmen var at rejse til USA, men da de nåede til Danmark, etablerede Moses sig her.

I 1905 giftede Moses sig med Bajla, og sammen fik de fem børn. Tre drenge og to piger, hvoraf Henry Grünbaum blev en kendt dansk politiker og finansminister.

Moses blev dansk statsborger den 13. april 1923 og ernærede sig som skomager. Først som ansat og siden som selvstændig skomager på Englandsvej.

Moses var – atypisk for jødiske mænd – en høj og stolt mand og på mange måder en ”damernes ven”. Bajla og han blev skilt i 1935.

I august 1943 blev Lea og Moses gift. De boede på Frederiksundsvej 39 med den 11-årige Rachel. Hun var kommet til verden den 3. juli 1928 og var næstyngste barn i Lea og Berlatefkes børneflok på otte.

15 år gammel måtte hun på familiens vegne arrangere flugten til Sverige. Hvorfor hverken Lea eller Moses planlagde at flygte, vides ikke med sikkerhed, men formodentlig mente eller håbede de til det sidste, at den danske politik over for tyskerne ville sikre de danske jøder. De havde derfor hverken viljen, og måske heller ikke evnerne, til at planlægge flugten. De overlod det derfor til Rachel.

Det lykkedes da også Rachel at planlægge flugten, som skulle finde sted den 4. oktober 1943.

En taxa hentede dem og kørte dem sammen med andre flygtninge til Dragør, hvorfra en kutter skulle sejle dem over Sundet. De blev sat af på Vestgrønningen, hvorfra der kun er ganske få hundrede meter til havnen. På vej mod havnen mødte de nogle store drenge, som kom løbende mod dem og råbte: ”Svinene er der”. Om familien var i chok eller ikke helt forstod, hvad det betød, vides ikke. I hvert fald fortsatte de mod havnen og gik lige i armene på tyskerne.

De blev arresteret med det samme og indsat på Dragør Fortet. Senere overførtes de alle tre til Vestre Fængsel og kom derfra videre til Horserød. Fra Horserød blev de i kreaturvogne deporteret til Theresienstadt. “Togturen” varede flere dage og foregik under de kummerligste forhold.

I Theresienstadt bliver familien skilt ad, men de overlevede alle tre og kom hjem med De Hvide Busser.

Rachel blev gift i 1948 og fik to drenge. Resten af sit kiv levede hun, mærket af opholdet i koncentrationslejren, med angsten som følgesvend. Sammen med sin mand fik hun dog et godt og langt liv. Hun var hjemmegående hustru det meste af livet, men på et tidspunkt gjorde hun sin store interesse for tøj til sin levevej. Som en del af sin mands skrædderi åbnede hun en kjoleforretning.

Det var magtpåliggende for Rachel ikke at give sit had til tyskerne videre til sine to børn. Når angsten fik tag i hende, hankede hun op i sig selv ved at at synge ”Always Look on the Bright Side of Life”.