Klara blev født i København i en ortodoks jødisk familie den 2. oktober 1929 som datter af Leon Ruben og Betti, født Hildesheim. Hun havde tre ældre søskende: Moses “Mænni”, Daniel og Judith. Familien boede i en treværelses lejlighed på Islands Brygge. I den samme karré boede også to af hendes fars søskende med sine familier.

Der boede mange børn i karréen, og de levede en stor del af deres dag nede i gården, hvor de legede. Da Klara var seks år gammel, kom der en ny pige, der lige var flyttet ind med sin familie. Hun hed Kamma Clausen. De to piger var jævnaldrede og blev hurtigt bedste veninder. De forblev hinandens bedste veninder gennem tykt og tyndt i 74 år, indtil Kamma døde som 80-årig.

Sent om aftenen den 1. oktober 1943, dagen før Klaras 14-års fødselsdag, blev familien vækket af banken på døren og råben og skrigen. Det var det tyske politi og soldater, som var kommet for at arrestere dem. For flertallet af de danske jøder lykkedes det, ved hjælp af modige danskere; modstandsfolk, fiskere og andre, at flygte til Sverige, da det blev kendt, at tyskerne ville deportere dem. Familien Ruben var desværre ikke ikke blandt dem.

Da Kammas familie hørte larm, kiggede de ud af vinduet og så de store lastbiler, der holdt nede i den mørke gade. De forstod, hvad der var på færde. Kammas ældre bror Herluf sagde: Vi må have fat i Klaras familie! Han løb på strømpefødder hen over gården og op ad køkkentrappen, men da han kom til familien Rubens køkkendør, kunne han høre, at tyskerne allerede var inde i lejligheden og måtte vende om igen.

Klara og hendes familie måtte stå op og klæde sig på for øjnene af de tyske soldater, der stod og pegede på dem med deres våben. De fik besked om at hurtigt pakke noget varmt tøj. Mens det stod på, lykkedes det Klara at snige sig ud i køkkenet og rive en lille stump papir af det nederste af en avis. Hun skrev: “Kære Kamma, vi er taget af det tyske politi. Sig besked til skolen. Hilsen Klara”. Hun krøllede den lillebitte seddel sammen til en lille kugle og sneg køkkendøren op til en smal sprække, smed papirkuglen ud og lukkede døren igen. Alt dette lykkedes det hende at gøre, uden at tyskerne i lejligheden opdagede det.

Familien blev under våbentrussel ført ud af lejligheden, ned på gaden, blev gennet op i lastbilerne, kørt ned til havnen og kom ombord på en fragtbåd. Der blev de, sammen med de øvrige danske jøder, der ikke havde kunnet flygte, sejlet til Tyskland. Klara måtte fejre sin 14 års fødselsdag som fange i lastrummet ombord på skibet.

Den næste dag følte Kamma sig helt lamslået. Hun kunne ikke forstå, at sådan noget overhovedet kunne ske. Hun gik hen over gården, og som bedøvet gik hun op ad Klaras køkkentrappe og stod lidt udenfor deres køkkendør. Der lå nogle forskellige små stumper og stykker på dørmåtten. Som i trance bøjede hun sig ned og samlede en lillebitte papirkugle op. Da hun kom hjem og viklede den ud, var det netop den lille stump papir som Klara havde skrevet og smidt ud. Dette usandsynlige sammentræf var en historie, som i fremtiden skulle blive genfortalt om og om igen af de to veninder til deres familier og andre.

Ankommet til Tyskland blev de alle flyttet fra skibet over i godsvognene i et tog, trængt sammen som sardiner i en dåse. Der var hverken mad eller vand nok under de tre dage, som det tog toget at køre dem til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet.

I lejren måtte de bo trængt sammen i gamle kaserner, fulde af lopper og lus. Forholdene var elendige; de led af sult og sygdomme, elendige hygiejneforhold, kulde og varme.

Det lille søvn det lykkedes dem at få blandt væggelusene blev tit afbrudt af hylene fra togene, der forlod lejren med nogle af fangerne ombord, på vej til Auschwitz. Det var en isnende, frygtelig lyd, der trængte gennem marv og ben, og alle vidste, at det var en forfærdelig skæbne, der ventede fangerne ombord på toget.

Klaras skolegang blev afbrudt, og hun måtte arbejde. En overgang arbejdede hun i et Seuglingsheim, et spædbørnshjem. Her tog hun sig af spædbørnene, madede og plejede dem. En morgen efter at de havde hørt de forfærdelige hyl fra toget om natten, kom hun til arbejdet og opdagede, at alle de små hvide tremmesenge var tomme. Hvert eneste af børnene, som hun havde plejet så omhyggeligt, var kørt afsted til Auschwitz.

Hun blev senere sat til at arbejde i den tyske krigsindustri, på en fabrik, hvor hun spaltede glimmer, noget tyskerne brugte til at fremstille våben. Det var et trægt og kedeligt arbejde.

På grund af sult og dårlige hygiejniske forhold var dysenteri hyppig i lejren. Der var mange dygtige læger blandt fangerne, men de havde ingen medicin at tilbyde. Klaras far Leon blev smittet og døde af sygdommen.

Efter noget tid begyndte Dansk Røde Kors at sende pakker med mad og diverse småting til de danske fanger. Denne ekstra mad var med til at redde livet for resten af familien. Dansk Røde Kors havde brug for folk, der ville stå som afsender af pakkerne. Kamma meldte sig som frivillig til dette, og derved kom der en gang imellem en lille hilsen hjemmefra i form af Kammas navn på en pakke.

Den 15. april 1945 blev de danske fanger i Theresienstadt befriet af Svensk Røde Kors under ledelse af greve Folke Bernadotte. De blev kørt i De Hvide Busser gennem Tyskland, der stadig var i krig, mens bomberne faldt omkring dem. De nåede frem til den danske grænse uden uheld. Siden blev de sejlet til Sverige, hvor de kom i karantænelejr. Da krigen var forbi, kunne de endelig komme hjem igen. Familiens lejlighed var blevet passet på af gode naboer, og de kunne flytte inde i den. Familien måtte nu vænne sig til en ny tilværelse, uden deres far og mand.

Klara valgte at uddanne sig til børnehavelærerinde ved Frøbelseminariet. Hun var resten af livet stolt af sin uddannelse og kom af og til med små fortællinger om tiden ved seminariet. Hun arbejdede i forskellige børnehaver i København, blandt andet den jødiske børnehave under ledelse af Dora Leibo. En overgang arbejdede hun som ground hostess i lufthavnen i Kastrup.

Da Israel udkæmpede sin frihedskrig 1948, tog Klaras søskende Daniel og Judith til Israel som en del af en skandinavisk gruppe unge frivillige jøder. De kom begge to til at blive boende, giftede sig og fik børn.

Klara giftede sig med Leo Tikotzinsky fra Malmø i 1956. De havde mødtes ved en skandinavisk jødisk ungdomslejr. Parret bosatte sig i Malmø. Efter at have lært svensk begyndte Klara at arbejde i den jødiske børnehave og var den første uddannede pædagog til at arbejde der.

1959 fik parret sit første barn, datteren Sonja, og 1961 kom sønnen Gösta. Et par år senere skiftede familien navn til Tixell.

Da børnene var 4 og 6 år gamle begyndte Klara at arbejde igen, nu i en døgninstitution for udviklingshæmmede børn og voksne. Det var første gang nogensinde, at man ansatte en pædagog, og at beboerne fik nogen form for undervisning. Resten af sit arbejdsliv kom Klara til at arbejde med handikappede og udviklingshæmmede børn, og hun kompletterede efterhånden sin uddannelse ved at læse til specialpædagog ved Lunds universitet.

I nogle år flyttede famillien rundt i Skåne, men faldt efterhånden til ro i Åstorp udenfor Helsingborg, hvor børnene voksede op.

Klara arbejdede som forstander for Lekoteket (legecentret) i Ängelholm, hvor hun gav pædagogisk rådgivning og lånte særligt udvalgt legetøj ud til børn med forskellige handikap. Hun kom til at arbejde her i mange år, indtil hun gik på pension.

Sønnen Gösta flyttede til Israel, hvor han giftede sig og fik to børn: Kfir og Sahar. Datteren Sonja giftede sig i Malmö og fik en søn: Eli.

Efter at børnene havde forladt hjemmet, flyttede Klara og Leo efterhånden til Helsingborg. Klara blev medlem af en gruppe i Malmö, som var sammensat af overlevende fra koncentrationslejre, der var blevet reddet af De Hvide Busser. De kaldte sig Förintelsens Ögonvittnen (Holocausts Øjenvidner). Gruppen bestod af 24 overlevende fra Holocaust, og i næsten 30 år tog de rundt på skoler, biblioteker, kirker og foreninger og fortalte om deres personlige oplevelser i koncentrationslejrene. Det var meget svært for dem, for hver gang de fortalte deres historie, blev der rippet op i deres egne traumer, men de betragtede det som så vigtigt, og de valgte at blive ved med at fortælle, om og om igen. De så det, som om de gav tilhørerne en vaccination mod antisemitisme og racisme med deres fortællinger. Igennem de 29 år gruppen bestod, har den vaccineret adskillig hundrede tusinde unge og voksne. Dette arbejde var uhyre vigtigt for Klara, og hun havde en kæmpe samling af avisudklip fra sine besøg i skoler og breve fra de børn og unge, som havde hørt hende fortælle.

Klara var aktiv også på andre måder. Hun var et aktivt medlem af den lille jødiske menighed i Helsingborg, og hun var gennem flere år formand for den zionistiske kvindeorganisation WIZO i Helsingborg, hvorved hun tog initiativ til og gennemførte mange forskellige aktiviteter. Hun var også et aktivt medlem af den kvindepolitiske organisation Fredrika Bremerförbundet i Helsingborg.

Gennem flere år sang hun i det jødiske kor i Lund, sammen med sin datter Sonja.

Klara havde kunstnerisk talent og tegnede tit små dekorationer på postkort, breve, etiketter og andet. Hun lavede en serie tegninger om tiden i Theresienstadt, og den blev brugt i mange forskellige sammenhænge, fx på udstillinger og som illustration i bøger. Klara var også dygtig til at skrive festsange og små digte, både på dansk og svensk.

Klara og Leo var engagerede i Israels sag, rejste derned, skænkede og samlede penge ind og var aktive medlemmer af Föreningen Sverige – Israel i Helsingborg.

Klara havde mange gode venner, først og fremmest Kamma som hun beholdt en tæt kontakt med livet igennem, men også andre, som hun kom til at lære at kende i forskellige sammenhæng: naboer, kolleger, folk fra den jødiske menighed. De kunne ikke altid mødes så tit, men hun havde hyppig telefonkontakt med dem alle. Hun beholdt også livet igennem en tæt kontakt med familien i København og i Israel.

2011 fik Klara et slagtilfælde og blev derefter kørestolsbruger og måtte have hjælp med næsten alt i hverdagen. Hun og Leo kunne dog blive boende hjemme i flere år endnu med megen hjælp fra kommunens hjemmehjælp.

2016 flyttede parret på plejehjem, og Leo døde kort herefter af kræft i urinblæren. Da Leo var død, ønskede Klara at flytte tilbage til København, og hun kom til at bo sine sidste år på det jødiske plejehjem Deborah Centret på Østerbro, hvor hun var meget glad for at bo.

Klara nåede at få tre oldebørn: Jona, Mirjam og Leo. De er børn af hendes ældste barnebarn Eli Kaufman.

Klara døde i en høj alder den 10. september 2022.