snublesten

Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Karinus Felsted

Karinus Johannes Felsted

Karinus Johannes Felsted blev født den 14. november 1891 i Kolding som søn af farver Hans Frederik Felsted og Anne Kirstine, f. Juhl. Han blev gift den 15. april 1917 med Thora Marie Petersen,

Efter endt skolegang blev han uddannet som skrædder og ansat i skrædderfirmaet A. G. Isaksen. Felsted tilsluttede sig Socialdemokratisk Forbund og blev aktiv i fagbevægelsen. Man ved forholdsvis lidt om Karinus Felsteds arbejde i modstandsbevægelsen. Det menes dog, at han uddelte illegale blade og indsamlede penge til det illegale blad Budstikken for Kolding og Omegn. Gruppen blev stukket til det tyske politi, og den 3. december 1943 og de følgende dage gennemførte Gestapo omfattende razziaer mod gruppen. Her blev Karinus Felsted arresteret.

Først blev han indsat i Staldgården, Gestapos hovedkvarter i Kolding, senere blev han sendt til Kolding Arrest. Den 21. december 1943 deporterede tyskerne ham sammen med andre modstandsfolk til Tyskland. I koncentrationslejren Sachsenhausen nord for Berlin fik han fangenummer 74.343. Her blev han syg, og præcis et år før Danmarks befrielse døde Karinus Felsted den 5. maj 1944.

 

Skrevet af Kim Mikkelsen, museumslærer ved Skoletjenesten Kolding og lærer på Sdr. Vang Skole

Snublesten nedlagt: 2021