Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Kaj James Cordosa Nagler

Kaj James Cordosa Nagler

Min far Kaj James Cordosa Nagler (1.1. 1895 i København – 29.9.1964) var søn af Louis Cordosa og Walentine Wilhelmine, f. Nagler, der allerede døde i henholdsvis 1914 og 1923. Min far, der var grandfætter til Alexander og Regine Cordosa, mistede altså sine forældre tidligt.

(Søskendeparret Alexander og Regine Cordosa var ugifte og boede sammen. De blev arresteret og deporteret til ghettoen Theresienstadt, hvor de begge døde. De to søskende har snublesten i Hellerup.) 

Kaj blev arresteret af Gestapo natten til den 2. oktober 1943 på vores bopæl på Gentoftegade 4 i Gentofte. Dengang hed gaden på det stykke Vældegårdsvej. På denne adresse boede min far, min mor og jeg, da min far blev hentet. Han blev efterfølgende deporteret til Theresienstadt, som han overlevede.

Kaj kom tilbage til Danmark med De Hvide Busser i 1945. Herefter ophørte mine forældres samliv.

Kaj blev efterfølgende gift med en ungarsk kvinde, som han havde mødt i koncentrationslejren. Han fik hende til Danmark, og i 1947 fik de en søn, min bror Thomas Cordosa Nagler.

Inden krigen var Kaj chokolade- og delikatessefabrikant, og efter krigen blev han hjulpet i gang igen med støtte fra forskellig side. Chokoladefabrikanten Sv. Michelsen var en af dem, der hjalp ham.

Med succes og entusiasme skabte han efter krigen A/S Danco (da for Danmark, n for Nagler, co for Cordosa). Danco var en engrosvirksomhed med eneimport af chokolade fra Schweiz, Holland og England til Skandinavien. Han stod for chokoladesalget på alle interskandinaviske sejlruter, og han importerede mærker som Tobler, Lindt og Feodora, der snart blev kendt i forretninger over hele landet. Ud over sit hovedsæde i Store Kongensgade 92 oprettede han filialer i Malmø og Oslo og havde detailforretninger i Bredgade.

Kort før sin død bestilte Kaj en rejse til Israel, men han nåede aldrig at komme afsted.

Efter nogle måneders sygeophold på Gentofte Amts Sygehus måtte vi tage afsked med vores far. Han var en mand, som havde viet sit liv til sit firma. Det var hans værk, og det gav hans liv et vigtigt indhold. Kaj blev bisat den 2.10.1964, hvilket fik et familiemedlem til at bemærke, at vi havde mistet ham to gange – eller han blev kørt bort – på den samme dato med 21 års mellemrum.

 

Skrevet af Marianne Miriam Cordosa Nagler, datter af Kaj Cordosa Nagler

Snublesten sat: 2021

Sidst pudset: 25/08/25