Tanker omkring en snublesten for Zerline og Kai Levin
I de første dage i oktober måned i 1943 besluttede min farmor Zerline Levin, og min far Kai Levin at flygte
til Sverige. Farfar var året før død af en blodprop i Aalborg, hvor han var på forretningsrejse.
Farfars søstre Rosa og Hilda flygtede også til Sverige. Der var således mange landsmænd, som traf
denne beslutning i de dage.
Dagen før Farmor og Far skulle til Sverige via Taarbæk Havn, boede de hos familien Jensen tæt på
havnen. Dagen efter tog de til havnen, men blev stoppet og arresteret af tyskerne. De kom således
ikke til Sverige.
Med skib og tog (kreaturvogne) blev de ført til Theresienstadt.
En voldsom hændelse for Farmor og Far og uden Farfar. Far var 17 år på det tidspunkt.
I Theresienstadt var der to forhold, som prægede deres dagligdag.
Der var sulten, som blev afhjulpet senere med Røde Kors-pakker hjemmefra. Værre var de daglige transporter nordpå til Dødens Bolig, Auschwitz-Birkenau. En af de
seks dødslejre i Polen. Uvished og angst havde de hver dag inde på livet.
I marts måned 1945 kom De Hvide Busser og hentede Farmor og Far, og denne gang kom de til
Sverige.
Efter krigen faldt tingene langsomt på plads. Boligforhold blev afklaret. Farmor besluttede sig for
ikke længere at føre kosher-køkken. Far kom i lære som møbelpolstrer.
I 1951 kom jeg og min tvillingebror Stig til. Farmor sørgede altid for at servere friske
rødspættefileter, som blev købt hos en fiskehandler på Gl. Kongevej.
Det skulle være frisk fisk, som blev taget op i vandbassinet, og når fisken sprællede rigtig meget,
var Farmor tilfreds.
I 1962 tog Far, Mor, Stig og jeg til Theresienstadt. Vi kørte derned i vores Morris Minor med
bindingsværk.
Far viste os rundt i de forskellige kaserne-afsnit. For Far var det en dag, han havde det godt med. Vi
kunne spørge om alt muligt.
For Farmor og Far var det ikke sådan, at de ikke ville rejse til Vesttyskland. Det gjorde de mange
gange.
En lille detalje har jeg husket fra dengang. Jeg ville gerne have en sort skjorte. Min betænksomme
mor mente ikke, at Far ville blive glad for noget af det, som SS havde på i lejren. Men Mor tog fejl. Far havde
ikke noget imod det.
På Farmors gamle dage kom hun på plejehjem på Frederiksberg. Plejepersonalet havde i god tro
taget Farmors ur. Det gav hende mareridt om opholdet i Theresienstadt, hvor ure blev taget fra
fangerne. Min mor talte med plejepersonalet, og så fik Farmor sit ur tilbage på armen.
For Far og Farmor var livets brændstof ikke had, men fred og fordragelighed. Det efterlevede de til
fulde. Musik var en vigtig del af deres liv. Far havde det ikke fra fremmede, for hans farfar var
kongelig musiker.
Farmor, som var født Goldschmidt, døde i juli måned 1975.
Mor døde i maj måned i 1982.
Far døde i marts måned i 1983.
Min bror Stig døde i december måned 2021.
Æret være deres minde