Julius Jacob Moritzon-Lazarus blev født i København i 1882. Hans mor Malvine Barkany (1855 – 1935) var født i Ungarn, men var emigreret til København, hvor hun blev gift med Ludvig Moritz Moritzon (1850 – 1933), der ernærede sig som vekselerer.
Udover Julius fik de datteren Verona (1884 – 1884), der var dødfødt eller døde som spæd og desuden Etelka Verona Moritzon-Barkany (1887 – 1950).
Julius var i perioder indlagt på Sankt Hans Hospital i Roskilde, men boede ellers i Sankt Gertrudsstræde 1 i det indre København ikke langt fra barndomshjemmet i Købmagergade 63-65. Ifølge folketællingerne fra 1901 og 1921 ernærede han sig som musiker og med et agentur. Akkompagnerede han måske sin søster, Elkana, der var koncertsangerinde?
Julius, der var ugift og barnløs, blev arresteret under aktionen mod de danske jøder den 1. oktober 1943 og kom med transport XXV/2, der afgik fra Langelinje med skibet Wartheland lørdag den 2. oktober kl. 10.00.
Ombord på skibet var både de 198 jøder, som var taget til fange under aktionen den 1. og 2. oktober 1943 og et antal modstandsfolk. Da skibet ankom til Swinemünde ca. et døgn efter afgangen, blev jøderne anbragt i kreaturvogne, der ankom til ghettobyen Theresienstadt i det daværende Tjekkoslovakiet tirsdag den 5. oktober om aftenen.
Overrabbiner Max Friediger var blandt de danske fanger i Theresienstadt. Under opholdet førte han protokol over de danske fanger, og han har noteret, at Julius døde af lungetuberkulose den 20. juni 1944.
Da det ikke har været muligt at finde pårørende til Julius Jacob Moritzon Lazarus, er biografien skrevet på baggrund af oplysninger i Dansk- Jødisk Genealogisk Database og Silvia Goldbaum Tarabinis bog ‘Danske jøders liv og død i Theresienstadt’ (Gyldendal 2023).
Oplysninger til udbygning af denne biografi modtages meget gerne.