Lørdag den 2. oktober 1943 var min far, Kurt, 10 år.
Han gik på Forberedelsesskolen i Randers, men var fritaget for kristendomsundervisning på grund af sin jødiske baggrund og gik derfor rundt uden for skolen for at slå tiden ihjel, da to Gestapo-mænd kom og arresterede ham og tog ham med til tyskernes kommandantur i Randers. 

Her blev han mødt af sine forældre,  John og Ester, og sin farfar, Philip, og på et tidspunkt kom også min farfars to fætre, Harald og Alfred, og deres søster, Hanne.
De syv  Hartogsohn´er var nazisternes fangst i Randers under jødeaktionen i Danmark, der fandt sted den 1.  og 2. oktober 1943. 

I løbet af dagen blev de alle syv stuvet ind i en kreaturvogn i et tog, der kørte ned gennem Jylland for at opsamle de tilfangetagne jøder. Togets destination var Theresienstadt i Tjekkoslovakiet, en gammel garnisonsby, der fra 1941 – 1945 blev brugt af nazisterne som gennemgangslejr for ca. 140.000 fanger fra hele Europa. De fleste fanger blev sendt videre til de forskellige udryddelseslejre.  Toget ankom til Theresienstadt den 5. oktober 1943.

 

Stærk forankring i Randers 

 Familien Hartogsohn følte sig stærkt forankret i Randers. Mine tiptipoldeforældre, Betty og Nathan Nathansen, slog sig ned i byen i starten af 1800-tallet og blev forældre til 21 børn.  Barn nummer ni, Hanne Betti, giftede sig med børstenbinder Jonas Philip Hartogsohn fra Emden i Tyskland og de fik syv børn – fire døtre og tre sønner. En af sønnerne døde som barn. 

Den ældste søn, Eduard, overtog Jonas Philips børste-, pensel- og gadekostefabrik på hjørnet af Klostergade og Snaregade i Randers og blev sammen med sin kone Jenny forældre til fire børn: Siegfried, Alfred, Harald og Hanne.  De tre sidstnævnte børn blev i Randers og videreførte børstenbindervirksomheden efter deres fars død i 1941, mens Siegfried uddannede sig til cand.polit og blev kontorchef i Nationalbanken og bosatte sig i København. 

Siegfried advarede sine søskende i dagene op til den 2. oktober 1943, men de følte ikke, at de havde gjort noget forkert og syntes derfor ikke, at de havde grund til at flygte. Siegfried blev i Danmark under krigen, fordi hans viden om valuta var vigtig for tyskerne, der derfor accepterede hans tilstedeværelse. 

Den yngste søn, Philip Michael, slog sig ned som købmand. Efter at hans købmandsgård på hjørnet af Tørvebryggen og Søndergade i Randers brændte i begyndelsen af 1930erne, byggede han en ny ejendom – Sønderport – på grunden. Ejendommen ligger der endnu og består af to opgange.  Philip boede selv  i det daværende 4, mens mine farforældre og min far boede i det daværende nummer 2 i oktober 1943. 

På trods af besættelsen og antisemitiske artikler om familien Hartogsohn i det nazistiske blad, Fædrelandet, følte de sig ikke i fare. Tværtimod var der opbakning og støtte fra venner og bekendte i byen og det var med en vis skepsis, at min farmor og farfar forberedte sig på eventuelt at flygte. 

 

Svensk statsborgerskab 

 Min farmor var født i Sverige og søgte derfor i løbet af sommeren 1943 om at få sit svenske statsborgerskab tilbage, som hun havde opgivet, da hun blev gift med min farfar i 1931 og blev dansk statsborger.  

Det lykkedes for min farmor og min far  at få svensk statsborgerskab, men da tyskerne kom for at arrestere hende, lå papirerne, der ville have beskyttet dem mod tyskernes arrestation, på et kontor og ventede på en underskrift eller et stempel og derfor var tyskerne ligeglade med, at de tog to svenskere med som fanger. Efterfølgende bestræbelser i både Danmark og Sverige på at få frigivet min far og min farmor mislykkedes. 

Min farfar blev arresteret på vej til sagføreren, hvor han skulle aftale, hvad der skulle ske med familiens aktiver, når eller hvis de måtte forlade de trygge omgivelser i Randers. 

 

Deportation til Theresienstadt 

 I stedet for flugt og eksil blev det nu til atten måneders ophold under forfærdelige omstændigheder i Theresienstadt, præget af sult i det første halve år, indtil fødevarepakkerne begyndte at komme, men også med angst, sygdom, ydmygelse og uhumske leveforhold. 

I løbet af de 18 måneder i Theresienstadt blev min far opereret af den ansete tjekkiske øjenlæge Richard Stein, der var deporteret med hele sin øjenklinik og var leder af sundhedsvæsenet i lejren. Det var Stein selv, der diagnosticerede min fars skelen, da han så ham på gaden i Theresienstadt, og sørgede for, at han ikke længere så dobbelt efter operationen.  Stein overlevede og bosatte sig efter krigen i Palæstina.

Min far var heldigvis for ung til at arbejde og undgik dermed ubehagelige og forfærdelige arbejdsopgaver, som bl.a. kunne være at deltage i afsendelsen af de fanger, der skulle i transport.  

På et tidspunkt blev han dog indkaldt til at samle kastanjer. Min farmor glædede sig over denne tilsyneladende rare aktivitet, men fandt snart ud af, at den dækkede over, at en lang række børn og voksne blev sat til at fjerne kasser med aske fra dem, der var døde i lejren, og smide dem i floden Eger. Min far var hurtig og vendte æsken med Axel Metz´ aske, så sønnen Steen, der også var med i arbejdsrækken, ikke så, hvis aske det var, da æsken passerede forbi. 

I løbet af opholdet fik min far på et tidspunkt brug for vitaminer og en kvindelig læge ved navn Anna Taub, der sammen med sin lille datter, Eva, var deporteret fra Prag sørgede gennem kontakter for at skaffe vitaminerne.  

Anna var en vigtig faktor i min farforældres og min fars ophold i Theresienstadt. Hun hjalp dem i en række situationer og forblev en ven af familien hele livet på trods af, at hun efter krigen var bosat i det kommunistiske Tjekkoslovakiet, som det dog lykkedes hende af flygte fra i 1960erne sammen med Eva og dennes mand.  Venskabet med Eva og hendes efterkommere består endnu.  

Da min far en dag var for langsom til at hilse på en tysk soldat, fik han slået en tand ud med soldatens geværkolbe. 

Det må have været meget hård kost for en dreng på 10 at opleve alle disse ting og for min farmor og farfar må det have været forfærdeligt at gennemleve de 18 måneder med alt, hvad de selv var igennem og desuden med følelsen af ikke at kunne beskytte deres barn. 

 

Hjem 

Heldigvis kom alle syv medlemmer af familien Hartogsohn hjem fra Theresienstadt med De Hvide Busser og fandt tilbage til deres gamle liv. Min farmor og farfar flyttede dog til København i slutningen af 1940erne. Måske var der økonomiske eller andre grunde til flytningen, men jeg gætter på, at en vigtig årsag var, at de ønskede at være tættere på de mange venner, de havde fået under opholdet i Theresienstadt. I albummet med billeder fra deres sølvbryllup i 1956 kan jeg se, at størstedelen af de inviterede er venner, de kendte fra Theresienstadt.  

At oplevelserne i Theresienstadt har fulgt med hele livet, for dem der havde den grusomme oplevelse, er der ikke tvivl om og 80 år efter 1943 er jeg – anden generation – både berørt og meget bevæget ved tanken om min families skæbne, og jeg kan kun beklage og ærgre mig over alt det, jeg ikke forstod og alt det, jeg aldrig fik spurgt om. 

 

Philip Michael Hartogsohn 1865 – 1950 

John Philip Hartogsohn 1901 – 1970 

Ester Hartogsohn (f. Nissalowitz i Sverige) 1903 – 1984 

Kurt Philip Hartogsohn 1933 – 2018 

 

OBS! På snublestenene er arrestationsdatoen anført som den 1. oktober 1943, men den rigtige dato er den 2. oktober 1943.

   

Hvis du vil vide mere:
Jeg anbefaler varmt Silvia Goldbaum Tarabinis bog Danske jøders liv og død i Theresienstadt Gyldendal 2023 og podcasten “Tiden vi aldrig talte om” med Steen Metz https://www.dr.dk/lyd/p1/radiofortaellinger/radiofortaellinger-tiden-vi-aldrig-talte-om.