Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Johanne Caroline Gray

Johanne Caroline Cohn blev født i Nakskov den 5. januar 1887. Hun var datter af Augusta, født Rubin (1846- 1916) og Moses Salomon Cohn (1839 – 1909), der havde borgerskab som både buntmager, handskemager, hattemager og bandagist i Nakskov. Udover Johanne havde forældrene sønnen Einar David (1885 – 1969).
Johanne  bosatte sig i København og den 25. august 1913 blev hun gift med korrespondent Ronald Dougan Gray, der var født i London i 1891. De fik to børn Eva Kate, født i 1914 og Edwin Ronald født i 1917.  I oktober 1917 døde Ronald kun 26 år gammel, og Johanne ernærede sig som bankassistent i Landmandsbanken.
Den 1. oktober 1943 blev Johanne arresteret af tyskerne under aktionen mod jøderne. Den 2. oktober blev hun sammen med 197 andre arresterede jøder og en gruppe modstandsfol sejlet med skibet Wartheland fra Langelinie i København. Skibet ankom til Swinemünde i Polen den følgende dag. Her blev fangerne ført over i kreaturvogne. Modstandsfolkene blev sendt til diverse koncentrationslejre, mens de jødiske fanger blev sendt til Theresienstadt. Her ankom de tirdag den 5. oktober 1943. Johanne døde den 7. oktober 1943, kun 56 år gammel. Hun led af diabetes og havde ingen medicin.
Kilder: Dansk-Jødisk Genealogisk Database og Silvia Goldbaum Tarabini: “Danske jøders liv og død i Theresienstadt”, Gyldendal, 2023

Skrevet af Merete Næsbye Christensen og Ira Hartogsohn (Snublesten Danmark)

Snublesten sat: 2024