Jeg er den ældste af mormors og Bernhard Shermeisters børnebørn. Jeg blev født, tre år efter at vores morfar Bernhard døde, så ingen af børnebørnene har kendt deres morfar.
Der findes mig bekendt ikke meget skriftligt om vores morfar. Det meste af det vi ved, er blevet os fortalt. Min fætter Bjørn (søn af min mors søster Lis) har dog fundet nogle filmstumper, der viser en lykkelig familie. Jeg tror, at de fleste af klippene er fra 1930’erne. At jeg som det førstefødte barnebarn fik min morfars navn tyder på, at døtrene var glade for deres far. Navnet Bernhard betyder stærk som en bjørn. Min tante Jeanne fik tre børn. Den førstfødte fik navnet Jacob efter hans farfar, men den anden fik navnet Dov, der på hebraisk betyder Bjørn. Lis fik to børn, hvor den sidstfødte fik navnet Bjørn. Han hedder i dag på hebraisk Dov.
Takket være de filmstrimler, som Bjørn har taget vare på, kan vi se, at Bernhard var velstillet. De havde bil, hvilket kun få havde råd til i 1930’erne. Vi kan også se, at de om sommeren lejede en sommerbolig, formentlig i Snekkersten. Vi ser en stolt far, der leger med sine døtre.
Jeg ved fra min mor, at hun fik navnet Inge, fordi hendes far ønskede sig en søn. Der kom ingen dreng, og derfor kom Oles og min mor til at hedde Inge, fordi hun blev ingen dreng. Jeg tror, at dette plagede vores mor, selvom hun selvfølgelig ikke kunne gøre hverken fra eller til for at imødekomme Bernhards ønske om at få en søn.
Endelig kan vi tale om den indflydelse Bernhard og Ediths opdragelse har haft på deres døtre. Umiddelbart kan vi fastslå, at alle tre blev gift med jøder. Alle tre holdt traditionerne i live. I dag husker jeg med glæde tilbage på, hvordan Lis og min mor planlagde seder, hvem der skulle holde første og hvem, der skulle være være værtinde for anden aften. Specielt må jeg her fremhæve Lis, der aldrig lod nogen, hun kendte nok så perifert, sidde alene hjemme til nogen jontef (jiddisch for helligdag) Det gjaldt først og fremmest Ida og Asta, Ediths søstre, der selvsagt altid var fast inventar, men hos Lis og Abbe var der altid flere gæster. I skrivende stund kommer jeg i tanke om Gerd, der vist var en skolekammerat til Lis, vistnok med en dansk-jødisk baggrund. Men der var også andre. Det var lige før, at naboen fru Halling også blev inviteret til Seder. Før Inge og Lis overtog sederaften, stod mormor Edith godt støttet af fru Jessen for arrangementet begge aftener.
Bernhard var også en af grundlæggerne af Skandinavist Jødisk Ungdomsforbund, der stadig har sin mission med at forsøge at fremme jødiske ægteskaber, idet de fleste skandinaviske menigheder er og var for små til at kunne “producere” nok jødiske ægteskaber.
Min mor Inge Schermeister blev født den 9. januar 1926. Jeg ved ikke, om hun kom i børnehave, men da hun nåede skolealderen, begyndte hun på Zahles Pigeskole, hvor Lis og Jeanne allerede gik. Hun var glad for at lære, og jeg tror, hun var en kvik elev. Det undrer mig lidt, at hun og hendes søstre ikke blev sendt på den jødiske pigeskole, men det blev de altså ikke.. Jeg antager, at det ikke var fint nok at gå på den jødiske pigeskole, hvor de fleste nye jødiske indvandrede jøder fra Østeuropa gik. Vi har ikke noget skriftligt om hendes væren og gøren bortset fra en sidur, som hun fik til sin 14 års-fødselsdag. Bernhard skrev på en af de blanke sider. Jeg ved at denne gave var meget kærkommen, fordi min mor skrev noget tilsvarende til mig til min bar mitzvah. Dette brev er underskrevet “dine forældre, og Jeanne har tilføjet med blyant “og Jeanne “. Det viser, at de har haft det godt, og at humoren ikke var langt væk.