Herman, der var min mor Rachels lillebror, blev født i Lund 25. november 1907 som den næstældste søn af Blume og Salomon Becker. Som treårig blev han smittet med polio. Sygdommen gjorde ham ude af stand til at gå og han tilbragte resten af sit liv i en kørestol.

I hjemmet i Thorshavnsgade blev der både spillet skak og bridge, og især skak blev en livsvarig lidenskab for Herman. En af datidens helt store skakspillere Aron Nimzowitsch kom i hjemmet og spillede med Salomon, og det har givetvis været en stor inspiration for ham.

Da Herman blev voksen, kørte han i al  slags vejr, sommer og vinter med sin hånddrevne invalidecykel ud til det daværende militærhospital på Tagensvej, hvor han underviste de unge, indlagte soldater i skak.

Så ofte det var muligt tog han til Torsdagskoncerter i Radiohuset, som lå ved siden af Svend Trøsts Vej, hvor han efter 1945 boede sammen med sin mor efter 1945, da hun kom tilbage fra Theresienstadt, og han kom tilbage fra eksilet i Sverige. Herman kom gratis ind til koncerterne. Han kendte samtlige kontrollører og sad han i sin vogn i sidegangen og nød musikken. Jeg var ikke ret gammel, da han begyndte at tage mig med. Jeg fik lov at bære hans tunge mappe med bøger, som hang bag på vognen, og sad på et af trinene i koncertsalen ved siden af ham.

Herman og min mormor spiste varm mad midt på dagen. Jeg kan endnu se ham for mig siddende inden middagen i en god lænestol ved siden af det store radioapparat og lytte til den klassiske musik, mens den ene stok blev vendt kunstfærdigt i luften med højre hånd i takt til musikken.

Eftermiddagene tilbragte han med at køre rundt til forskellige antikvarboghandlere for at lede efter, hvad han havde på sin bestillingsliste. Han holdt stille på sin invalidecykel foran forretningen, piftede i fingrene og gjorde på den måde opmærksom på sin tilstedeværelse. Indehaveren kom ud, og der blev handlet.

Aftenerne og noget af nætterne blev ofte tilbragt i “minefeltet” i Københavns indre by, hvor han var en kendt og skattet gæst på især Laurits Betjent og Skindbuksen. Han medbragte min mormors hjemmesmurte madpakke og nød en sodavand, altimens han afleverede de bestilte  bøger eller modtog bestillinger på nye værker.

Herman havde også ry for at besidde alle gode skriftefædres største dyd: den lyttende tavshed.

Da hans mor døde, kunne Herman ikke længere blive i lejligheden og måtte flytte til stiftelsen Meyers Minde bag synagogen i Krystalgade. Her døde han 7. juli 1977.

Dette vers er signeret med et L og skrevet i anledning af Hermans 50 års fødselsdag af en af vennerne på Laurits Betjent.

Når bølgen ved bolværket klukker

mod nat i den stille kanal,

ved Højbro om hushjørnet dukker

en gæst til Café Royal.

 

I øret ham tindrer og toner

endnu fra teatrets kapel

en klang af trompet og tromboner

violin og violoncel.

 

Måske var det kammerkvartetten,

der sidst sneg i øret sig ind,

måske Bournonville-balletten,

der satte sig fast i hans sind.

 

Imens han i porten parkerer

sin vogn mod den malede mur,

et skaktræk han lumsk repeterer

og smiler, den gamle filur.

 

Ved vinduet bordet står rede,

han ventes i dag som i går,

forgæves skal aldrig han lede,

så længe som “Laurits” består.

 

Se, straks om ham samles en skare

af feltets milieuglade børn,

med duggede øjne og klare

de hilser den ensomme ørn.

 

I mappen med søgende hænder

han finder, hvad hver synes om,

den bøgernes kyndige kender

i rang med en Kaas og en Tom.

 

Her fandt du din stadeplads, Becker,

med ryggen mod bardisken vendt,

behovet poetisk du dækker

behørigt for “Laurits Betjent”.

 

Engang førend verden forødtes,

og Hitler lod tingene ske,

med Wulff og med Weltzer du mødtes på Nørreports fortovscafe.

 

Så kom de, de grønne bastarder,

og tvang dig afsted uden dom,

du gik…under solsejlet var der

en plads der stod smertelig tom.

 

Snart glemt er de krigerske knægte

med klirren og skraben og skrål,

i dig har bestået  det ægte

– nu drikker vi, Becker, din skål.