Helene blev født Helene Brechner 23. september 1893 i den polske by Bedzin, der ligger 65 kilometer nordvest for Krakow. Helene var datter af Israel Leib Brechner og Louise ‘Leja´ født Nebenhaus. Bedzin havde dengang en af de største jødiske menigheder i Polen. I 1904 emigrerede familien til Bremen i Tyskland, og i 1906 ankom de til København.
Den 24. marts 1912 blev Helene gift med Nathan Cipikoff, der var skrædder, og de fik sønnen Noah. Da der var fire samtidige Noah’er i familien, alle opkaldt efter deres oldefar, havde de alle tilnavne. Helene og Nathans søn blev kaldt ‘bare’ Noah. De fik også sønnen Martin.
Da det blev tid til at flygte i oktober 1943, kendte ‘bare’ Noah en kvinde, der havde et pensionat i Lille Kregme i Nordsjælland. Familien, der talte 18-20 personer, tog derop med lokalbanen ‘Grisen’ den 2. oktober. Helenes forældre Israel og Louise var døde i henholdsvis 1937 og 1935.
Nathans svoger, Chaim Wassermann, der var gift med hans søster Rachel, arrangerede flugten og betalte for den sammen med sine svogre. Men forinden ville Chaim lige til København for at sikre hjem og forretninger, så han tog til byen med Nathan og Helene og Rachels anden søster, Chaja, og hendes mand Grenim Grenimann. Ved skumringstid tog den øvrige familie til Sverige med en fiskerbåd, og fiskerne forsikrede dem, at Nathan og de andre ville komme over med en båd senere.
Men de kom ikke senere. Og de kom heller ikke næste dag. Den 6. oktober dukkede Lille Noah pludselig op i Sverige. Han var søn af Nathans bror Leiser og hans kone Lea. Forældrene var begge kommet over med det første hold.
Lille Noah kunne fortælle, hvad der var sket. Han og hans ældre bror Jacob havde sluttet sig til selskabet, der var taget til København. Da de ankom til Snekkersten, afgik der ikke flere fiskerbåde. Båden, som Rachel og resten af familien var kommet over med, var den sidste. To unge fiskere tilbød så at ro de sidste familiemedlemmer til Sverige i deres lille robåd. Med i båden var Chaim, Helene, Nathan, Chaja, Grenim, Lille Noah og Jacob. På havnen stod en mand ved navn Ejnar Davidsen. Ham tog de også med. Dertil kom naturligvis de to unge fiskere, der skulle ro.
Chaims søn, Salo Wassermann, skrev senere om turen: “Det var en mørk og blæsende aften i oktober. Der skulle mere end et mirakel til, hvis det skulle gå godt, og det gjorde det altså heller ikke. Lille Noah og den ene af de to unge fiskere var de eneste, der blev reddet. Noah forsøgte at holde sin broder Jacob oppe, og de var begge meget dygtige svømmere, men Noah måtte opgive at redde sin broder. Alle de andre holdt om hinanden, og de druknede alle.”
Man anslår, at 20 til 22 mennesker druknede under flugten til Sverige i efteråret 1943. Familien Cipikoff/Wassermann/Grenimann var hårdt ramt. Seks af dem druknede. Helene, Chaja og Ejnar Davidsen var de eneste af de i alt otte omkomne fra båden, der siden blev fundet. De er begravet på Malmøs Jødiske Begravelsesplads.
Samme dag som hendes søn, datter, svigersøn og barnebarn samt to svigerbørn druknede i Øresund, ankom familiens bedstemor, gamle Beile Zipikoff, til ghettoen Theresienstadt, hvortil tyskerne havde deporteret hende fra Meyers Stiftelse i Krystalgade. Hun døde her den 21. oktober 1943 uden at vide, at så stor en del af hendes allernærmeste var omkommet forinden. Beile Zipikoff var blandt de første tre personer, der fik en snublesten i Danmark, da de første blev sat i 2019.
Teksten er skrevet ud fra oplysninger i Dansk-Jødisk Genealogisk Database samt på baggrund af Henriette Harris’ bog ‘De var os. En bog om snublesten’, Alpha Forlag, 2025.