Den 4. september 1944 var den unge modstandsmand Gunnar Dyrberg på vej til Harsdorffsvej 9 på Frederiksberg, hvor ægteparret Ada og Gunnar Bomhoff boede i en villa. Familien var både praktiske og økonomiske hjælpere for Modstandsbevægelsen, og der blev blandt andet afholdt møder i villaen på Harsdorffsvej.
Den 4. september 1944 skulle villaen på Harsdorffsvej igen huse et møde med deltagere fra Modstandsbevægelsen. Hverken dagsorden eller deltagere kendes, men det formodes, at en af deltagerne var Frantz Lassen, der havde forstand på skibssabotage. Imidlertid var Lassen blevet arresteret, og det menes, at hans forklaringer under tortur var årsag til, at mødet blev røbet.
Gunnar Dyrberg skulle deltage i mødet. Han var forsinket, da han var punkteret og fortæller i Niels-Birger Danielsens bog “Modstand 1944-45”:
“Det myldrede med mennesker (…) Jeg trak min cykel forbi og blandede mig i opløbet for at få noget at vide”. Tysk politi var mødt op netop på det aftalte mødetidspunkt. Heldigvis havde tyskerne overset, at villaen lå for enden af en meget lang indkørsel, så mine kammerater blev advaret i god tid. Efter en skudveksling lykkedes det dem at slippe væk”.
Gunnar Bomhoff var ikke til stede, da Gestapo kom, men Ada Bomhoff blev arresteret af tyskerne og forblev fange dels i Vestre Fængsel, dels i Frøslevlejren indtil den 6. april 1945, hvor hun blev løsladt.
Den 11. oktober 1944 blev villaen på Harsdorffsvej sprængt i luften af tyskerne, og i den forbindelse omkom Gunnar Bomhoffs bror, der opholdt sig i villaen. I nogle kilder kaldes han Willy Bomhoff, men under researchen til nedlæggelsen af snublestenene for familien Bomhoff, blev det klart, at hans navn var Hakon Heinrich Heiberg Jensen, født 1880.
Lis, Helmer og Gunnar Bomhoff gik under jorden, men den 18. oktober om aftenen mødtes de med Flammen, der også var under jorden, og spiste middag på Bellevue Strandhotel i Klampenborg.
Niels-Birger Danielsen fortæller videre: “Flammen kontakter prokurist Erik Nyegaard, der har været aktiv i illegalt arbejde siden jødeaktionen i oktober 1943. Nyegaard inviterer selskabet hjem til sig på Strandvejen 184. Ved 22-tiden dundrede det på døren. Det var Gestapo med en stor styrke.
“Flammen” løb op på 1. sal og indså, at han var uden en chance – især fordi han havde glemt sin pistol i stuen. Den rødhårede likvidator begik selvmord med en cyankaliumkapsel.
Erik Nyegaards kone, Elsa, fik en halv time til at bryde op med sine to sønner på ni og otte år. Derefter sprængte tysk politi villaen i luften. De fire andre blev ført til Vestre Fængsel og videre til Frøslevlejren. Her forblev Helmer og Lis Bomhoff til krigsafslutningen, mens Erik Nyegaard og Gunnar Bomhoff senere kom i tysk kz-lejr. Bomhoff omkom, mens Nyegaard overlevede”.
Kilder: Niels-Birger Danielsen: Modstand dramaets sidste akt 1944-45, Politikens Forlag. Wikipedia.
Pia Bomhoff, Ada og Gunnar Bomhoffs barnebarn, fortæller om familien:
Min morfar Gunnar Johan Rudolf Bomhoff blev født den 30. oktober 1887 og døde den 13. april 1945 i Neuengamme. Først arbejdede han på Politikens redaktion, men skiftede derefter over i en helt anden boldgade og blev en driftig forretningsmand. Da han mødte Ada, hvis far var slagter, slog han sig sammen med ham i firmaet A. Reichmann & Co, der beskæftigede sig med handel med tarme. Det blev en god forretning. I 1928 købte han villaen på Harsdorffsvej 9.
Min mormor Ada Elvira Bomhoff blev født den 22. marts 1892 og døde den 11. oktober 1975 på Frederiksberg. Gunnar og Ada blev gift den 10. oktober 1914 og fik tre børn: Aase (født 1915), Helmer (født 1916) og Verner (født 1918).
Ada var ikke direkte aktiv i Modstandsbevægelsen, men har nok alligevel anet, hvad der foregik. Da Gestapo sprængte villaen i luften i oktober 1944, blev familien spredt for alle vinde. Min mor Aase og hendes bror Verner med familie var allerede flygtet til Sverige, mens resten af familien endte i tysk fangenskab.
Heldigvis fik Ada et godt liv efter krigen med børn, børnebørn og sommerhus i Hornbæk, men alligevel martrede krigen hende, da hun blev ældre og særligt de sidste år, hvor hun var på plejehjem. Hun fortalte noget om tiden i Frøslevlejren, men generelt talte hun ikke meget om den mørke tid.
Min onkel Helmer Adolf Bomhoff blev født den 28. august 1916 og døde den 4. april 1998 i Spanien. Han blev skilt fra Lis Bomhoff efter krigen og giftede sig igen i midten af 1960’erne med Sigrid.
På det tidspunkt blev Langs Hegnet 28 solgt, og han og Sigrid flyttede til Huseby ved Helsinge. I 1990’erne flyttede de til Spanien.
Helmer var martret af krigen og ulykkelig over, at det var faderen, der blev sendt i koncentrationslejr og døde, mens han selv blev i Frøslev. Sigrid, der var en del yngre end han, sørgede dog for, at hans sidste år blev så gode som muligt.