Gabrielle Salmonsen blev født i København i 1855. Hun var datter af slagter Salomon Heimann og hans kone Rikke, født Texiere. I 1879 blev hun gift med grosserer Daniel Salmonsen fra Nyborg. Han døde allerede i 1882, kun 38 år gammel, så Gabrielle blev enke, da hun var 27 år. Parret nåede dog i 1880 at få datteren Dina, der blev gift med inspektør Axel Marcus Meyer. Dina og Axel fik sammen børnene Edith og Børge.
Da Dina var blevet voksen og gift, flyttede Gabrielle ind hos sin datter og svigersøn på Bianco Lunos Allé på Frederiksberg, hvor hun boede resten af sit liv. Hendes nu afdøde oldebarn Flemming Cohn huskede hende som en elskelig dame i lang sort kjole og med fine briller. Hun sad ofte og broderede.
Da jøderne blev advaret om den forestående razzia i slutningen af september 1943, besluttede familien, at den knap 88-årige Gabrielle ikke skulle gennemgå de trængsler, en flugt ville indebære. Man regnede simpelt hen ikke med, at hun ville kunne klare flugten. Og ingen kunne forestille sig, at tyskerne ville røre en kvinde i så høj en alder. For at få hende væk fra byen flyttede familien Gabrielle ud på Pensionat Fønss i Taarbæk. Her arresterede besættelsesmagten hende og andre ældre jøder den 2. oktober 1943. Hun blev deporteret med transport nummer to og fik nummer 166. Gabrielle ankom til koncentrationslejren Theresienstadt den 5. oktober 1943. Datteren Dina forsøgte at sende to postkort til sin mor. De kom begge retur uden at være blevet afleveret. Kun godt fire måneder klarede Gabrielle de umenneskelige forhold i koncentrationslejren. Den 10. februar 1944 afgik hun ved døden i Theresienstadt.
Gabrielles tipoldebarn Allan Cohn Shapiro siger, at hans tipoldemors skæbne har efterladt familiens historie med ar, men også med styrke. ”Jeg fornemmede altid min fars smerte og stolthed over at kunne fortælle historien uden frygt og med stærk indignation”, siger han og tilføjer: ”I jødedommen siger man, at et menneske dør to gange: Første gang når det dør fysisk og anden gang, hvis folk holder op med at tale om afdøde. Kære Olde. Dit liv har haft betydning for vores liv. Vi er stolte og glade over at kunne mindes dig. Vores families beslutning om at efterlade dig på Pension Fønss i oktober 1943 blev skæbnesvanger for dig og efterlod familien i en tavs sorg og smerte”.