Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Frants Sundstrøm

Frants Aleks Carl Sundstrøm

Født 1918 i Onsbjerg på Samsø.

Søn af snedker Frants Gotfred Peter og hustru Laura Kirstine Sundstrøm.

Han var den tredjeyngste af en søskendeflok på 9. Til trods herfor var han den sidst levende af søskendeflokken.

Gennem sin opvækst tjente han hos bønderne på øen.

Han tog som mange andre unge fra øen til København, hvor han fik arbejde som portør på Finseninstituttet.

Frants blev ansat 25. marts 1943 hos Frederiksberg Politi, Frederiksberg politistation, Howitzvej 30, i ordenspolitiet.

Han blev taget til fange sammen med de øvrige danske politifolk under den tyske “Aktion Möwe” den 19. september 1944 og fragtet med skibet Cometa til Lübeck. Herfra videre i kreaturvogn til koncentrationslejren Neuengamme.

Efter nogle dages ophold der blev han overført med kreaturvogn til koncentrationslejren i Buchenwald, hvor fangerne blev beskæftiget med at flytte mursten fra en del af lejren til en anden plads i lejren.

Efter forhandling med tyskerne i Danmark blev politifolkene den 19. december 1944 overført i kreaturvogn til krigsfangelejren Stalag IV B ved Mühlberg.

I januar 1945 blev de overført til arbejde i krigsindustrien. Frants blev tvunget til at arbejde som Nitterdreng på en flyvemaskinefabrik i Wittenberg.

Herfra blev han afhentet af Svensk Røde Kors og transporteret tilbage til Neuengamme. Efter nogle dages ophold i ”Danskerbarakken” blev han og medfangerne kørt til Frøslevlejren. Efter kort tid der, blev de kørt med tog gennem Danmark til Frihavnen i København. Med en dansk færge blev de sejlet til Malmø for et kort ophold og herefter til Ronneby Brunn i Sverige.

Tilbage i Danmark 7. maj 1945 og igen tjenestegørende på Frederiksberg Politistation indtil afgang med sygepension i 1977.

Til trods for sit kz-syndrom, der bl.a. kom til udtryk i mareridt og lange gåture om natten, var min far en fantastisk kærlig og omsorgsfuld far, bror for sine søskende og et familiemenneske, som absolut fortjener at blive æret og mindet.

 

Skrevet af Torben Sundstrøm (søn af Frants A.C. Sundstrøm)

Snublesten sat: 2024