Eva Salomonsen blev arresteret i sit hjem i Bredgade 51 st. th. natten mellem den 1. og 2. oktober 1943. Hun var 88 år gammel og alvorligt syg, og ingen i hendes familie havde derfor forestillet sig, at tyskerne ville interessere sig for hende. Men det gjorde de: Eva blev deporteret til Theresienstadt, hvor hun døde få dage efter ankomsten.

Eva kom til verden i Bogense i 1855. Hendes far, David Israel Wagner, ejede en velrenommeret manufakturhandel i Østergade, hvor hele familien boede: far David, mor Amalie, storebror Julius, storesøster Emilie, storesøster Bertha og lille Evaline.

I slutningen af 1860’erne flyttede familien fra den lille købstad til hovedstaden – måske fordi de større søskende var giftefærdige. I hvert fald blev Bertha gift i 1872, Emilie i 1874, og Julius i 1876. Søskendeparret Emilie og Julius blev i øvrigt gift med søskendeparret Benny og Rosalie Henriques.

I 1878 var det Evas tur, og hun blev gift med Frederik Nikolaj Salomonsen. De var meget forelskede – det ved vi bl.a. fra Frederiks mange breve og digte til Eva. De fik hurtigt sønnen David.

Familien boede på Amagertorv og var en del af det jødiske, københavnske borgerskab.

Amagertorv var et af byens fineste og travleste strøg. Fra vinduerne i nr. 7 kunne familien se over på Goldschmidts magasiner og diverse delikatesseforretninger, ligesom de kunne se en livlig trafik af hestevogne og elegante spadserende. Og så er der ikke så langt fra Amagertorv til Krystalgade og synagogen.

Men trods alle de ønsker om en lang og lys fremtid, som også kom til udtryk i Frederiks digte, fik familien kun syv år sammen: Frederik døde i 1885, kun 46 år gammel. Eva giftede sig aldrig igen, men forblev enke i næsten 60 år.

Det forhindrede hende ikke i at have et indholdsrigt liv. Hun var omgivet af familie og venner, og hun havde David at tage sig af. Sammen holdt de sommerferier på pensionater og badehoteller i Taarbæk og Tisvildeleje, om vinteren boede hun af og til på Hotel Cosmopolite, og hun rejste til Tyskland og Holland og Belgien.

Da hun i 1913 flyttede ind i Bredgade 51, var ejendommen knap 30 år gammel, og det var kun 20 år siden, at Frederiks Kirke – Marmorkirken – var blevet færdig. Eva gik i Magasin du Nord og i det nye Kgl. Teater, hun promenerede i den travle Østergade, og mens hun boede i Bredgade, vedtog Rigsdagen – der efter Christiansborgs brand holdt til lidt længere henne ad gaden i dét, der senere blev Østre Landsret – at give kvinder stemmeret.

Eva var et engageret menneske. Hun holdt sig orienteret om, hvad der skete i samfundet, både helt lokalt og ude i verden, og hun donerede generøst til godgørende formål som fx Sygeplejeselskabet, Børnehjem for jødiske børn, Nødlidende Kvinders Bespisning samt fattige jødiske flygtninge fra Rusland, hvoraf mange boede i det nærliggende Adelgade- og Borgergade-kvarter.

Og Eva blev bedstemor: David giftede sig med Karen Schoustrup, og sammen fik de døtrene Annelise og Tove.

Det meste af Evas familie – hendes forældre, hendes mand, hendes søskende – er begravet enten i Møllegade eller på Mosaisk Vestre Begravelsesplads, og selvom hun står nævnt både på stenen i Møllegade og på mindesmærket på Mosaisk Vestre Begravelsesplads, har hun ikke selv en grav: Hendes aske blev – ligesom tusinder af andre ofres aske – tømt ud i floden Eger ved Theresienstadt.

Hvor stenene i Møllegade og på Mosaisk Vestre Begravelsesplads minder om, at Eva døde, minder snublestenen ikke bare om, at hun døde, men også om, at hun levede – et helt almindeligt menneske, blandt andre helt almindelige mennesker.