Emil Valdemar Abrahamson blev født i København i 1867. Han var eneste barn af sten- og billedhugger Carl Frederik Kjerstrup og hans jødiske kone Bolette, født Abrahamson.
I 1886 etablerede Emil et agentur, og i 1891 fik han borgerskab som grosserer. Firmaet Emil V. Abrahamson, i daglig tale kaldet EVA, udviklede sig under Emils ledelse fra at være et agentur for tyske produkter til i eget navn at handle med farvestoffer og kemikalier til både tekstil- og læderindustrien og til land- og havebrug. Firmaet eksporterede til Norge, Sverige, Finland og Rusland.
Ved Emils 60-års fødselsdag i oktober 1927 skrev Nationaltidende om ham: “En munter, selskabeligt anlagt mand, der får den ikke ringe ros at være sine venners ven”. I omtalen blev han desuden rost for sine forretningsmæssige evner og ungdommelige fremtoning, skønt han få år forinden i 1922-23 havde mistet en millionformue ved Landmandsbankens krak og bl.a. måttet sælge sin fornemme sommervilla “Røntofte” på Bøgebakken i Snekkersten. Der blev afholdt auktion over indboet.
Helt galt kan det dog ikke have stået til, for da han i 1938 blev tvunget til at trække sig ud af firmaet efter pres fra den tyske virksomhed I.G.Farben, der ikke mått eller ville have jødiske samarbejdspartnere i udlandet, blev virksomhedens værdi anslået til 10.6 millioner datidskroner.
Det var bittert for Emil at måtte trække sig fra sit livsværk. I 1938 skrev han i et brev til sønnen Helge Erik: “Jeg er legemligt svækket – man kalder det alderdomssvækkelser – og åndeligt deprimeret”. I et brev til sin kæreste, Grethe, skrev Helge Erik, at det var en konkurrent i Danmark, der blot for at skade Emils forretning havde gjort tyskerne opmærksomme på hans jødiske tilhørsforhold. De to ældste sønner, Edgar og Sigurd Abrahamson, der allerede var medindehavere, overtog ledelsen af virksomheden og videreførte den.
I 1941 var Helge Erik og hans kone Grethe lige blevet forældre til en lille dreng, da han kun 26 år gammel døde af hjertestop efter astma-behandling. I 1943 blev Emil enkemand, da hans kone Betty døde af kræft 53 år gammel.
At det jødiske havde en betydning for ham, vidner hans testamente fra 1938 om. Heri betænker han den jødiske Carolineskolen og andre jødiske formål.
Emil ankom til Theresienstadt med transport nummer XXV/2 den 5. oktober 1943 og døde, antagelig ved selvmord, allerede den 15. oktober 1943.