Elieser Cipikoff, kaldet Leiser, blev født 13. marts 1889 i byen Ostrov, der ligger i området Pskov i det nordvestlige Rusland. Hans forældre var Beile (født Unterschlag) og Salman Zipikoff. Leiser og hans bror Nathan ændrede senere deres efternavn til Cipikoff.

Leiser kom til Danmark med sin far, der var skrædder, og sin lidt ældre bror i 1904. Året efter fulgte moderen Beile og de fire yngste søskende. Baggrunden for emigrationen til Danmark var følgende:

I begyndelsen af 1900-tallet rejste Beiles bror af sted med sin anden kone og deres sammenbragte børn. Parret var formentlig på vej til USA. I København blev broderen syg og døde, og konen tog resolut sine egne børn under armen og drog tilbage til Rusland. Ægtemandens afkom lod hun blive i København. De efterladte børn kontaktede nu deres bedsteforældre, altså Beiles forældre, og det ældre ægtepar besluttede sig for at komme børnene til undsætning. De rejste til København. Beiles dattersøn, Salo Wassermann, skrev senere i sine uudgivne erindinger: “Sammenlignet med den shtetl i Rusland, de kom fra, har de sikkert troet, at de var kommet i Paradis, og så sendte de bud efter de andre børn.”

Beiles forældre hed Channah Lea og Noah Abraham, og de var født i henholdsvis 1830 og 1821. De har altså været over 70 og 80 år, da de besluttede sig for at rejse til København. Fire af Noah Abrahams efterkommere blev opkaldt efter ham og levede på samme tid. Navneforvirringen klarede man ved at give dem tilnavne. Således var der Tykke Noah, Store Noah, Lille Noah og ‘bare’ Noah.

Beile, Salman og deres børn sluttede sig snart til Beiles forældre, og således kom Leiser til København, 15 år gammel. Familien boede i en række lejligheder i Københavns indre by, som fx i Store Kongensgade, Klosterstræde, Pustervig og Pilestræde. Salman havde altid en ekstra lejlighed til systue, da han var dameskrædder.

Den 22. august 1915 blev Leiser gift med Nechama Lea, kaldet Lea, født Donde. Parret fik sønnerne Jacob og Lille Noah, der blev født i 1916 og 1922. Leiser fik borgerskab som skrædder i 1921.

Da det blev tid til at flygte i oktober 1943, tog familien op til en bekendt, der havde et pensionat i Lille Kregme i Nordsjælland. Familien Zipikoff,  der talte 18-20 personer, tog derop med lokalbanen ‘Grisen’ den 2. oktober.

Leisers svoger, Chaim Wassermann, der var gift med hans søster Rachel, arrangerede flugten og betalte for den sammen med sine svogre. Men forinden ville Chaim lige til København for at sikre hjem og forretninger, så han tog til byen med Nathan og hans kone Helene og Leisers anden søster, Chaja, og hendes mand Grenim Grenimann. Ved skumringstid tog den øvrige familie, heriblandt Lea og Leiser, til Sverige med en fiskerbåd. Ved ankomsten til Sverige angav Leiser, at han anså sig selv for at være politisk flygtning. Fiskerne havde forsikret dem, at Nathan og de andre ville komme over med en båd senere.

Men de kom ikke senere. Og de kom heller ikke næste dag. Den 6. oktober dukkede Lea og Leisers yngste søn, Lille Noah, pludselig op i Sverige.

Lille Noah kunne fortælle, hvad der var sket. Han og hans ældre bror Jacob havde sluttet sig til selskabet, der var taget til København. Da de ankom til Snekkersten, afgik der ikke flere fiskerbåde. Båden, som hans forældre og resten af familien var kommet over med, var den sidste. To unge fiskere tilbød så at ro de sidste familiemedlemmer til Sverige i deres lille robåd. Med i båden var Chaim, Helene, Nathan, Chaja, Grenim, Lille Noah og Jacob. På havnen stod en mand ved navn Ejnar Davidsen. Ham tog de også med. Dertil kom naturligvis de to unge fiskere, der skulle ro.

Chaims søn, Salo Wassermann, skrev senere om turen: “Det var en mørk og blæsende aften i oktober. Der skulle mere end et mirakel til, hvis det skulle gå godt, og det gjorde det altså heller ikke. Lille Noah og den ene af de to unge fiskere var de eneste, der blev reddet. Noah forsøgte at holde sin broder Jacob oppe, og de var begge meget dygtige svømmere, men Noah måtte opgive at redde sin broder. Alle de andre holdt om hinanden, og de druknede alle.”

Man anslår, at 20 til 22 mennesker druknede under flugten til Sverige i efteråret 1943. Familien Cipikoff/Wassermann/Grenimann var hårdt ramt. Seks af dem druknede. Helene, Chaja og Ejnar Davidsen var de eneste af de i alt otte omkomne fra båden, der siden blev fundet. De er begravet på Malmøs Jødiske Begravelsesplads.

Samme dag som hendes søn, datter, svigersøn og barnebarn samt to svigerbørn druknede i Øresund, ankom gamle Beile Zipikoff til ghettoen Theresienstadt, hvortil tyskerne havde deporteret hende fra Meyers Stiftelse i Krystalgade. Hun døde her den 21. oktober 1943 uden at vide, at så stor en del af hendes allernærmeste var omkommet forinden. Beile Zipikoff var en af de første tre personer, der fik en snublesten i Danmark, da de første blev sat i 2019.

Leiser Cipikoff mistede både sin ældste søn, sin bror og sin mor i oktober 1943. Selv døde han i 1974.

Teksten er skrevet ud fra oplysninger i Dansk-Jødisk Genealogisk Database samt på baggrund af Henriette Harris’ bog ‘De var os. En bog om snublesten’, Alpha Forlag, 2025.