Nachman Simcha ben Rabbi Moshe Levin blev født i Vitebsk i Rusland den 24.1. 1873. Han døde i København i 1957. Han var gift med Genia, der blev kaldt Hennie.

Genia var datter af Elia Jeshaja, som var dayan (jødisk dommer). Hendes mor hed Devorah Liebe, født Rachelson.

Nachman og Genia/Hennie flygtede som mange andre jøder fra Rusland for at undgå både pogromer og 50 års militærtjeneste. Den russisk-japanske krig varede fra 1904-1905, og mange blev indkaldt. Parret ankom til København med deres to døtre Rifka, født 1901, og Sonja født 1905. De var begge født i Vitebsk i Rusland.

Elias blev født i København 1909. Derefter fødtes Anna, Ella og Deborah (Dora), som var min mor.

Som de fleste jøder, der kom til Danmark fra Østeuropa, var de fattige og boede i Københavns fattigkvarter omkring Borgergade.

Nachman og Hennie Levin

Familien Levin flyttede ind i Borgergade 28, hvor de havde de en toværelses lejlighed uden de bekvemmeligheder, som vi er vant til i dag. Men de klarede sig. Hvert barn havde en skuffe til sine egne ting. Bedstefar var chasid (en ortodoks religiøs retning inden for jødedommen). I hjemmet levede de et ortodokst jødisk liv, hvor der blev talt jiddisch (tysk-jødisk dialekt). Senere flyttede de til Nansensgade 19, og det var her, de blev taget af tyske soldater den 1.10. 1943.

Elias Levin fotograferet i sit hjem på plejehjemmet Meyers Minde i Krystalgade

Min morfar (eller bedstefar) lærte aldrig at tale godt dansk, og jeg har ikke kendt min mormor, der døde i 1935. Til sabbatten købte de af og til en levende høne, som flyttede ind i skabet under vasken, indtil shocheten (den jødiske slagter) kom og gjorde den klar til festmåltidet fredag aften.

Nachman blev marskandiser og åbnede en forretning med brugte ting i Nyhavn 40. Elias’ forældre så gerne, at han fik en uddannelse, men hans evner lå åbenbart andre steder, og han startede tidligt som rottefænger og fik 10 øre for hver hale. Det var nok til at forsyne sig med bolsjer en uges tid. Bolsjer havde en vigtig plads i Elias’ liv. Han havde altid to poser i lommen, og mødte han en ven, når han kørte rundt i København eller trak sin cykel, tilbød han altid et af de to slags bolsjer. Jeg har selv arvet denne gode skik, og effekten er altid utrolig positiv. Hvad enten det er hos lægen, i biografen, eller hvor man nu kommer. Elias solgte også æg, som han kørte rundt med på sin cykel, mest i omegnen. Cyklen var Elias’ transportmiddel. Han forsøgte utroligt mange gange at få kørekort. Dog uden held.

Min bedstefar og Elias åbnede sammen en marskandiserforretning på Nørre Voldgade, hvor senere også min mor og min tante Sonja hjalp til. Tante Rifka åbnede en lignende forretning i gaden Åbenrå i det indre København. Af og til hjalp jeg hende. Engang støvede jeg af i vinduet, hvor de kostbare, antikke varer var udstillet. Rifka blev meget sur, da hun så det, idet støvet på varerne jo garanterede deres antikke status, selvom de var købt i Daells Varehus. Rifka blev desværre ikke gift. Kort efter hun kom hjem fra Theresienstadt, rejste hun tilbage til Tjekkoslovakiet for at møde en ven, som hun fik kontakt med i Theresienstadt. Men der kom ikke noget ud af besøget.

Rifka blev ansvarlig for det huslige efter moderens død i 1935 og var aldrig alene. Hun passede sin far med en legendarisk omsorg, indtil han døde i 1957.

Selv om mor var den yngste, blev hun den første, der giftede sig. Min far Anker Jonas, var fra en fornem, gammel, dansk-jødisk familie. Min farmor var ikke henrykt over hans valg. Russerne manglede kultur, og da hun besøgte familien Levin i Nansensgade 50 over gården, hvor de boede efter krigen. sagde hun: ’’Jamen der er jo ingen udsigt!’’. Denne opfattelse var typisk for de fine, gamle, danske jøder. Russerne kaldte dem for danna-jok. Desværre ændrede min farmor aldrig sin holdning over for min mor.

Mine søskende er Hennie, gift med Rudi Bier, og Bent (Moshe), der blev gift med Flory Bik. Bent og Flory og bosatte sig, ligesom min kone Bente og jeg, i Jerusalem i slutningen af 1960’erne.

Nachmans og Genias børn giftede sig og flyttede hjemmefra. Sonja giftede sig med Meyer Schur, der sammen med sin bror Simon, flygtede fra Rusland og endte i København. Familien Schur flyttede sammen med Simon ind i en hyggelig lejlighed i Fiolstræde og blev næsten naboer til synagogen i Krystalgade. Deres søn Leon og jeg var jævnaldrende og gode venner. Mange gange, når jeg gik i synagogen på sabbatten, blev jeg i København hos familien Schur, og Leon og jeg udforskede byen sammen. Frokosten hos familien Schur var efter russisk tradition, suppen efter kødet, altid serveret med kæmpe kneidlach (melboller).

Anna giftede sig med Alfred Fürst. Hendes søster Ella var allerede flyttet hjemmefra og boede på Frederiksberg. Elias og Ella blev først gift efter krigen. Elias med Sarah, født Zewi, fra Åbo i Finland. Deres søn Dan blev født i Gentofte i 1952. Ella blev gift med Isse Naimark fra Malmø, de fik desværre aldrig børn.

Nachmann Levin fotograferet med sine børnebørn i midten af 1950erne. Fra venstre: Bent Jonas, Wulff (nu Zeev) Jonas, Nachman Levin, Hennie Fürst (gift Levin), Leon Schur og Hennie Jonas (gift Bier) med Dan Levin på skødet.

Under krigen fortsatte livet som ’’normalt’’ i København indtil august 1943, hvor ’’samarbejdet’’ med tyskerne brød sammen. På trods af at den tyske besættelsesmagt forsøgte at overtale ledelsen i Berlin til ikke at røre de danske jøder, beordrede Hitler alligevel en aktion mod jøderne på Rosh Hashana (den jødiske nytårsfest) den 1.10. 1943. Næsten alle fik besked om det og arrangerede skjul hos gode naboer og venner. Familien Levin havde aftalt med en god ven af Elias, at han ville hente dem samme aften. Derfor åbnede de rejseklare, da der blev banket på døren, men det var tyskerne, der kom for at arrestere dem. De endte i Theresienstadt i stedet for hos Elias’ ven. Resten af familien kom til Sverige, hvor den opholdt sig til maj 1945. Fra Sverige havde familien via pakker og postkort kontakt med dem i Theresienstadt. Tysk grundighed sørgede for, at der blev kvitteret ved modtagelsen. Da min kusine, Hennie Fürst, blev født 31. marts 1944, underskrev de postkortet med Hennie Fürst, og på den måde vidste vi i Sverige, at Anna havde født en pige, Hennie.

De seks Levin-søskende fotograferet ca. 1931. Fra venstre: Elias, Rifka, Dora, Ella og Anna

Elias har også beskrevet tiden i Theresienstadt i en lille bog, som Erik Henriques Bing har skrevet efter samtaler med Elias i 2002 og 2003.

Andre, der var sammen med familien Levin i Theresienstadt, fortalte hvordan Elias under hele opholdet passende utroligt godt på sin far. Min bedstefar, der led af grøn stær (Glaukom), blev opereret i Theresienstadt, men operationen hjalp ikke, så han var næsten blind. Da jeg år senere læste en bog, om jøderne i Theresienstadt, skrev forfatteren, at da De hvide Busser kom for at hente jøderne hjem, nægtede tyskerne at lade en gammel mand gå op i bussen. Han var blind, og det var ingen god reklame for ‘tysk sundhedsvæsen’. Den svenske chauffør lagde armene over kors og sagde: ’’Vi kører ikke, før end denne gamle mand er kommet op i bussen’’. Den gamle mand fik så lov alligevel at komme med bussen. Jeg ringede til Elias og spurgte, om det var rigtigt. “Ja”, svarede han. Jeg kunne høre på stemmen, at han, ligesom jeg selv, havde en klump i halsen.

I Theresienstadt havde Elias givet Vorherre det løfte, ’’neder’’, at hvis og når han kom hjem, ville han arbejde for at bevare minder om de afdøde jøder i Danmark. Det løfte holdt han. Resultatet blev en række bøger og kataloger, om de jødiske begravelsespladser, med billeder af gravsten, tekst og detaljer. Bøgerne blev udgivet på eget forlag. De blev støttet af en række velgørende institutioner. Sammen med en anden synagogeforstander rensede og sorterede Elias de gamle vimpler, som de fandt i en æske på loftet i menighedshuset, der lå i Ny Kongensgade 6. En vimpel blev brugt til at binde om en torarulle for at holde den godt sammen. Mange af vimplerne var bleer, der var blevet brugt til drengebørn i forbindelse med omskærelsen. Disse bleer blev broderet med detaljer om barnet, mange på kunstfærdig vis. Herved blev en vigtig del af dansk jødisk kulturhistorie bevaret.

Efter krigen drev Elias i mange år forretning på hjørnet af Øster Farimagsgade 29 ved Kartoffelrækkerne, hvor han blandt andet solgte brugt og nyt rideudstyr, skøjter og brugt tøj. Han boede i lejligheden oven over forretningen. Som mange af dem, der var i Theresienstadt, fortalte Elias ikke meget om opholdet. Først i sine sidste år, hvor han boede på alderdomshjemmet Meyers Minde i Krystalgade, og hvor også Sonja og Ella boede, berettede han om sit ophold i Theresienstadt. En stor tragedie ramte ham, da hans elskede søn Dan døde i Manchester i England den 12.9. 2002. Heldigvis havde Elias glæde af sine tre børnebørn Kalman, Ester og Sarah, der blev født i årene 1981-87.

Da Elias i slutningen af 1980’erne blev inviteret til et seminar i Paris om jødiske gravpladser, blev hans rejse betalt af Københavns Universitet. Han gav en forelæsning på jiddisch om sit arbejde med registrering af gravene. Talen blev oversat til engelsk af hans gode veninde fru Kaja Sacks, der også hjalp ham med hans arbejde med de jødiske gravsteder. Da han kom hjem fra Paris, spurgte jeg ham: ’’Nåh – hvordan var det så i Paris?’’. Han svarede med et smil: ’’Jeg fik maftir’’ (oplæsning af profetafsnittet, en religiøs æresbegunstigelse i synagogen).