Familien Fischermann bestod af forældrene Martha og Leopold eller Leib, som han blev kaldt i jødiske kredse, og deres seks børn: Fanny, Adolf, Robert, Salle, Rebekka og Mogens. De havde fået at vide, at de skulle væk hjemmefra, og Leibs bror, der havde en slagterforretning, sendte en af sine svende over til sin bror og hans familie med en konvolut med 10.000 kroner. Dem skulle de bruge til en båd for at komme til Sverige. Men svenden dukkede aldrig op. Familien tog i stedet hen til nogle venner for at overnatte, men Rebekka blev syg, og Leib syntes ikke, at man kunne være bekendt at ulejlige vennerne med sygdom, så familien tog hjem og sov.
Næste morgen den 2. oktober 1943 var Fanny og Adolf på arbejde. Martha og Leib var af den opfattelse, at tyskerne kun var ude efter mændene, så da det hamrede på døren klokken fem om morgenen, fik Salle og Robert travlt med at binde lagener sammen og fire deres far ned fra altanen. De fik ham ned i lige under anden sals højde, hvorfra han sprang og undslap.
Salle, der er født i 1929 og var 13 år dengang, fortæller: ”Da det var sket, tog min mor det roligt. Hun gik ud og lukkede døren op. Der stod en dansk SS-mand med tre tyske soldater med geværer. Han sagde: ”Tag mad og tøj med til tre dage. Varmt tøj”. Vi skulle alle med. Så kom vi ned i en prærievogn og kørte ud til Frihavnen. Her kom vi om bord og ned i bunden på et fragtskib. Derfra sejlede vi til Tyskland, hvor vi alle blev gennet ud. På havnen holdt kreaturvogne, og dem blev vi så at sige lodset op i. Der er en ting, jeg aldrig glemmer: Der lå et marineskib ved siden af, og alle marinerne var oppe på dækket. Og de morede sig. Det glemmer jeg ikke. Jeg håber, at de siden blev klogere”.
Imens var Leib blevet forenet med sine to børn Fanny og Adolf. Sammen med nogle andre købte de en robåd for at komme til Sverige, men da de var et stykke ude, gik bunden ud, for båden var pilrådden. Leib, der havde fået trykket nogle ribben, da han sprang fra altanen, gik til bunds, og Adolf dykkede ned for at finde sin far. Ingen af dem kom op igen. Fanny svømmede i land, kom på Helsingør Sygehus og kort tid efter til Sverige.
”Min søster, der var 18 år, kom til Sverige, men det var jo en dyb ulykke. At hun mistede sin far og sin bror, og at resten af familien var i Theresienstadt. Der skal virkelig noget til for at overleve det. Hun fortalte ikke min mor, at far og Adolf var druknet. Hun sendte hele tiden kort og ind imellem fra dem alle tre. Hun turde ikke fortælle det. Det kan jeg godt forstå. Det ville have været for meget for min mor. Så det var godt, at hun ikke gjorde det”, siger Salle.
Martha og de fire børn overlevede Theresienstadt, og i foråret 1945 blev de reddet af Folke Bernadottes Hvide Busser og bragt til Sverige. I Göteborg blev familien genforenet med Fanny, der måtte fortælle dem, at Leib og Adolf var druknet under flugten. Det var frygteligt for Martha, der havde troet, at hendes mand og ældste søn var i sikkerhed i Sverige sammen med Fanny.
”Men livet skulle gå videre. Vores lejlighed i Nordvest var væk. Viceværten var nazist. Han gik i uniform, det gjorde sønnen også. Det var nogle kønne fyre. Så han havde tømt lejligheden. Alt var stjålet. Sølvtøj, alt, væk. Lejligheden var lejet ud. Så fik vi en lejlighed på fjerde sal uden varmt vand i Scandiagade 90 i Sydhavnen. Få år efter krigen blev vi ramt af endnu et hårdt slag, da Rebekka døde som kun 21-årig”, fortæller Salle.
Salle Fischermann døde den 14. januar 2022, 92 år gammel