Bernhard Schermeister blev født i København i 1891 som det yngste barn af Meir Jehuda Schermeister og hans hustru Chana. Meir og Chana kom fra den hviderussiske handelsby Grodno ved floden Nemunas. Da deres økonomiske situation var meget vanskelig, flyttede Chana og Meir i 1889 med deres tre børn, Joachim, Rachel og Lea, til København.

Familien Schermeister forblev tro mod den ortodokse jødedom. Meir var, ud over at være cigarmager, også lærd i jødisk filosofi og fungerede som “sofer” (skriver) ved synagogen. Det var en stor omvæltning for Chana og Meir at komme til København i 1889, en by med en lille jødisk menighed, der blev mindre på grund af social fremgang, blandede ægteskaber og fritænkning. Selv om de var “russere”, blev de venligt modtaget i synagogen i Krystalgade, takket være Meirs talmudiske kundskaber. De levede i stor fattigdom, men Meirs cigarmageri gik så godt, at han efter få år kunne få titel af fabrikant. De hyppige adresseændringer illustrerer den sociale opstigning fra ren slum til et pænt middelklassekvarter.

Da Bernhard, med det hebraiske navn Nachum Dov, blev født, boede familien allerede i Linnésgade Københavns i indre by kun ti minutters gang fra synagogen. Meir fik endda bygget en “sukkah”, en løvsalshytte, på loftet, som blev brugt under den jødiske fest Sukkot. Under helligdagene spiste og sov familien i hytten for at mindes israelitternes rejse gennem ørkenen efter deres udrejse fra Egypten. Det var en storfornøjelse for de to drenge, Joachim og Bernhard, at åbne taget ved at svinge et stort håndtag og hjul. De fik en streng, målrettet opdragelse og kom begge i lære hos en jødisk hattefabrikant. De begyndte hver for sig med damehatte og nåede begge op i nærheden af den kommercielleoverklasse. Bernhard gik på Handelshøjskolen og senere pa Købmandsskolens Aftenskole og kunne i 1927 kalde sig grosserer. Han blev kendt og succesfuld som leverandør af kappeliner, råhatte med puld og skygge, lavet af uld, velour eller filt. Bernhard var specialist i velourhatte og solgte ogsa nålestribede bånd, bændler, fjer og anden pynt.

I 1921, som 30-årig, giftede Bernhard sig med Edith Cohn, som var seks år yngre. Ediths forældre, Leopold og Franziska, hvis slægt kan spores tilbage til 1730’erne, kom fra den jødiske menighed i Fredericia, men boede allerede i København, da deres tre døtre Asta, Ida og yngste Edith, blev født. Familien Cohn var mere liberalt indstillet og ikke religiøse. Ida adskilte sig fra andre, da hun spillede klaver og violin, rejste rundt i verden og altid havde sit kassefotografiapparat hængende om halsen.

Bernhard og Edith fik tre døtre Lis, Jeanne og Inge. Edith var hjemmegående husmor. Hun var optaget af de tre piger, sine forældre og den store lejlighed pa J.M. Thieles Vej. Edith var vokset op på Frederiksberg i en fin lejlighed på Nyvej, og familien havde også et sommerhus i Hvidovre. Leopold arbejdede i ”Statstelegraphen” hele sit liv, først i Fredericia fra han var 14 år og senere i København. Han døde i en høj alder med tre børnebørn og seks oldebørn.

Bernhard og Edith elskede at rejse. Deres bryllupsrejse gik til Berlin og Paris, og andre ture førte dem til Frankfurt, Wien og Norge. De nød især ture i Danmark med deres tre piger og elskede havet, så de tog adskillige gange til Skagen. En milepæl blev nået, da Bernhard som en af de første i landet fik egen bil, og hele familien tog til deres sommerhus i Snekkersten i Nordsjælland. I 1920’eme anskaffede han sig også en filmfremviser og fik filmet hele sin familie.

Bernhard og Edith var ortodokse, og døtrene blev opdraget religiøst. Bernhard skrev om Edith: “Alle vore Traditioner kom ogsaa til at blive dine; ja, jeg kan endda med Sindsro indrømme, at du opildnede mig til at bygge videre paa det religiøse Fundament, jeg havde faaet i mit Hjem.”

Bernhard var aktiv i den jødiske menighed. Han var stifter og formand for Jeshurun, og i 1919 var han med til at stifte Skandinavisk Jødisk Ungdomsforbund. Han var engageret og gav sin mening til kende. I 1938 trykte Jyllandsposten et åbent brev til Mussolini pa forsiden, skrevet af Kaj Munk, hvor han kritiserede mishandlingen af jøderne. Bernhard skrev et takkebrev til Kaj Munk, som i dag er opbevaret pa Kaj Munk Museet i hans præstegård i Vedersø.

I 1941 skrev Bernhard: “Gid man snart kunne se en god Ende på denne grusomme Tid… Hvilke Ulykker og Savn denne Tid skal afføde endnu, står i Dag August 1941 hen i det uvisse…”

Det er klart, at Bernhard var bekymret over situationen, og rygterne om en razzia mod de danske jøder tog på nerverne.  I sommeren 1943 blev Bernhard opereret og fik fjernet sin prostata. Det var en større operation, som krævede kræfter at komme igennem. Bernhard, Edith og Jeanne flygtede sammen den 6. oktober 1943 efter at have været i skjul i fire dage. Det var en kold og ubehagelig aften, da de kom ombord på en fiskekutter og gik ned under dækket. De sejlede fra Sletten Strand til Hven og videre til Landskrona. Dagen efter ankomsten tog Bernhard sit eget liv.

Efter krigen vendte Edith og de tre piger tilbage til Danmark. Lis og Inge blev gift i Sverige. Edith giftede sig med William Margolinsky og flyttede tilbage til lejligheden på J.M. Thieles Vej 1A, hvor hun boede indtil sin død i 1971.