Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Cecilia Goldschmidt ved Villa Ponto i Brabrand antageligt i begyndelsen af 1930'erne.

Cecilia Goldschmidt

Cecilia Goldschmidt blev ifølge Mosaisk Troessamfund født den 20. juli 1864 i København .

Hun var lærerinde på Frk. Bastians Skole i St. Kongensgade og boede ifølge Mosaisk Troessamfund i mange år i på tredje sal i Gothersgade 171 i København. Livet igennem boede Cecilia sammen med sin søster, Sigrid Goldschmidt, indtil Cecilia blev arresteret af Gestapo. Ved Folketællingen i 1940 var søstrene flyttet til første sal på Sølvgade 95, hvor de er registreret sammen med husbestyrerinden Karen Margrethe Pedersen, født 1906.

Cecilia Goldschmidt døde den 23. oktober 1943 under sit fangenskab i Theresienstadt. Det var kun få uger efter, at hun den 5. oktober var ankommet til ghettoen.

Søsteren Sigrid Goldschmidt nåede at gå under jorden og blev derfor ikke taget af tyskerne, inden aktionen mod jøderne fandt sted den 1. oktober 1943 . Sigrid Goldschmidt døde af sorg over søsteren i slutningen af krigen og blev begravet den 30. april 1945 på Den Jødiske Begravelsesplads. Sigrid Goldschmidt blev begravet ved siden af sin bror, Louis Goldschmidt, og der blev også sat en mindesten for Cecilia Goldschmidt.

Cecilia og Sigrid forblev ugifte og fik ingen børn, men havde frem til deres død et tæt bånd til deres brors børn, Tage Goldschmidt og Eva Goldschmidt.

 

 

Skrevet af Mikael Goldschmidt (søn af Cecilia og Sigrids nevø, Tage Goldschmidt)

Snublesten sat: 2024

Sidst pudset: 03/05/26