Birger Mouritsen

Under besættelsen havde dagbladet Informations grundlægger Børge Outze en dødsfjende med initialerne OEC, der havde forfulgt ham, siden han i 1936 blev ansat som journalist på Nationaltidende. Med tyskerne i landet meldte samme OEC sig som stikker i Gestapos tjeneste. Som aktiv i Konservativ Ungdom angav han 41 partikammerater, hvoraf 15 blev fængslet for at modtage illegale blade eller være aktive i hemmelige modstandsgrupper. Siden påtog han sig at opsnuse den stærkt efterstræbte Børge Outze for en fast hyre på 125 kroner om ugen og en ekstra dusør på 1.000 kroner, hvis det lykkedes. Den 2. juni 1944 fik OEC sin store chance. Da han kom forbi Café Nord over for Grøften i Tivoli, så han Børge Outze og tre yngre mænd ved et bord. Han alarmerede straks sin kontakt på Dagmarhus.

Mens Outze var gået til en telefonboks, så hans tre hjælpere seks mistænkelige tyskere sætte sig i nærheden. De blev enige om, at det måtte være Gestapo-folk på jagt efter Børge Outze. Som leder af den illegale nyhedstjeneste var han gået under jorden og blev anset som ‘det dyreste vildt’. Ham ville de tre for enhver pris redde. En af de tre mænd, den 22-årige Birger Mouritsen, var Outzes livvagt. Han rejste sig, gav tegn til de to andre om at gå, snuppede selv Børge Outzes mappe fra den tomme stol og kaldte på tjeneren for at betale. I samme sekund blev de anholdt, lænket til hver sin tysker med håndjern og ført bort, mens hele Tivoli blev omringet under en storstilet razzia og alle udgange spærret. Det lykkedes Børge Outze at slippe ud gennem restaurant Keglebanen ved siden af Nimb.

Som det første ringede han til Birgers mor på Østerbro, så hun nåede at brænde alle sønnens navnelister og kuverter i kakkelovnen, inden Gestapo brasede ind ad døren i Ribegade.

Med sin lille manøvre i Tivoli havde Birger Mouritsen fuppet Gestapo til at tro, at han var Outze. Indholdet i mappen viste, at de havde fanget en stor fisk. Ingen af de arresterende tyskere anede, hvordan Outze så ud, og Gestapos aktionsleder ville ikke ses med OEC. Derfor var han holdt tilbage ved havens indgang. Det reddede Outzes liv, men kostede Birgers.

Efter det første forhør hos Gestapo blev Birger Mouritsen indsat i Vestre Fængsel. Her traf han modstandskammeraten Niels Jørgensen, der var Børge Outzes nære kollega fra Nationaltidende, og som skrev om mødet: “Dagen efter hans Anholdelse fik jeg Lejlighed til at veksle et par Ord med ham i Vestre Fængsel, da vi samtidig skulde på Toilettet. Det var ikke til at se paa ham, at han var Fange. Med Triumf i Stemmen hviskede han fra det ene Toilet til det andet: “De tog ikke Børge. Vi klarede den. Den er vel nok fin!” Børge (Outze) var hans chef, og han var ikke blevet taget – altsaa var alt i Orden. Saadan var Birger Mouritsen. Ikke ved en enkelt Lejlighed, men altid.” Outze måtte gå den tunge vej til Birgers forældre og fortælle, hvad der var sket. Den 51-årige far havde været regnskabsfører i flåden og hjulpet jøder til Sverige. Han tilbød straks at træde i sønnens sted, blive livvagt for Outze og hjælpe med at reorganisere arbejdet med Information.

Sammen med en storesøster voksede Birger Mouritsen op hos forældrene Agnes og Alfred Mouritsen, der begge var født af enlige mødre i små kår. Birgers forældre blev viet i Korsør, hvor faderen lå i marinen som matrosoverkonstabel på ‘Herluf Trolle’, mens moderen boede i det gamle Korsør hos sin plejemor, der var enke efter en matros. Birgers bedstefædre var helt anonyme, så det har været umuligt at finde eventuelle nulevende slægtninge, der kunne være med til nedlæggelse af snublestenen.

Forbindelsen til havet gik videre til Birger, der aftjente sin værnepligt i marinen. Han blev en af de sidste soldater, som flåden fik lov at uddanne inden augustoprøret i 1943, da viceadmiral Vedel den 29. august beordrede den danske flådestyrke sænket for at svække det tyske greb om Danmark. Det forstærkede kun modstandsviljen hos den unge handlekraftige Birger, der i det civile liv var kontorassistent i VVS-firmaet Brødrene Dahl på Rådhuspladsen i København. Han var ivrig efter at blive en del af modstandsbevægelsen, men vidste ikke hvordan, indtil han tilfældigt opdagede, at hans faste pølsevogn fungerede som distributør af illegale blade. Det bragte ham ind i Studenternes Efterretningstjeneste, Hjemmefronten og Information. Først som hjælper ved trykning af deres blade, siden under jorden med ansvar for illegale operationer.

Allerede i september 1943 gik Birger Mouritzen ind i arbejdet med at bringe flygtninge til Sverige. Først illegale danske fanger fra Vestre Fængsel, som de danske myndigheder havde løsladt efter 29. august 1943 med krav om, at de skulle forlade landet. En gruppe aktive i Studenternes Efterretningstjeneste købte en fiskerbåd på Møn, der kunne sejle fra Stevns og Møn til formålet. Midt i september kom også de første jødiske flygtninge med på turene.

Efter sit arbejde med flugtruterne knyttedes Birger Mouritzen stadig tættere til Information. Han påtog sig det farlige hverv som kurer, der hentede post og holdt forbindelsen mellem redaktionen og de grupper rundt i hovedstaden, som trykte og siden distribuerede de daglige nyhedsbreve ud i landet og til Sverige. Da Børge Outze i januar 1944 gik under jorden på flugt for Gestapo, fulgte Birger med som hans bevæbnede og uundværlige livvagt. Det var i den egenskab, han i juni sad med på cafeen i Tivoli. Efter arrestation og forhør hos Gestapo overførtes han fra Vestre Fængsel til Horserød i Nordsjælland, derfra den 12. august til Frøslevlejren ved Padborg og den 15. september med det første hold danske fanger til Tyskland. Undervejs var det lykkedes ham at sende en besked hjem til Børge Outze, hvor han skrev: “De troede, at jeg var dig. Kors, hvor blev de gale, da de opdagede det. Det har jeg grinet godt af siden …” Man kan forestille sig, hvad ‘de’ har gjort ved den fange, der gjorde dem så gale.

De to andre fra mødet i Tivoli var også forblevet i tysk varetægt. Den bornholmske købmandssøn Kjeld Frederiksen var stud.jur., leder af Studenternes Efterretningstjeneste og som vennen Birger medarbejder ved Information. Deres skæbnetråde fulgtes hele vejen fra Tivoli via Horserød og Frøslev til Tyskland. Den sidste var bankassistent Carl Christian Hinchely Andersen, der var med i Tivoli for at udbrede Information på Sjælland. Han sluttede sin tid som fange i Frøslev, men slap for det videre forløb i Tyskland. Førnævnte Niels Jørgensen var med i toget fra Frøslev mod Tyskland, men kort efter grænsen blev han sat af for at blive ført tilbage til Danmark. Her skiltes hans og Birgers veje, og herom skrev han efter befrielsen: “Det var den sidste jeg saa, da Gestapo hentede mig ud af Toget Syd for den danske Grænse for at føre mig tilbage til Vestre Fængsel. Han stod i Vogndøren med et Smil, der skulde dække over, at han var beklemt (for min Skyld), og vinkede, da Bilen kørte bort. “Du klarer den!” raabte han. For sin egen Skyld nærede han tilsyneladende slet ingen Bekymringer.”

Niels Jørgensen var en måned i Danmark og blev deporteret til Tyskland med det næste hold fanger fra Frøslev den 20. oktober. Han landede i samme lejr som Birger Mouritsen, koncentrationslejren Neuengamme 15 kilometer sydøst for Hamborg. Det var her, 90 procent af de næsten 6.100 danske kz- eller tugthusfanger kom til under besættelsen, enten som langtidsfanger, eller fordi de som overlevende mod krigens slutning blev samlet fra andre lejre for at komme hjem med De Hvide Busser. Kun jøderne i Theresienstadt og kommunisterne i Stutthof kom ikke til Neuengamme. Senere overførtes Birger Mouritsen til en af lejrens 96 såkaldte udelejre, Porta Westfalica. Her foregik arbejdet i minegange, der blev sprængt gennem et bjergmassiv, som skulle beskytte en flyfabrik og andre militært vigtige fabrikker mod bomber. Blandt de danske fanger var dødeligheden i Porta Westfalica højere end i andre lejre. Mærket af sygdom og sult havde Birger Mouritsen bogstaveligt slidt sig til døde. Den 28. november blev han indlagt i Neuengammes overfyldte og uhumske lazaret, hvor han døde samme dag. Hans kammerat fra Tivoli-mødet Kjeld Frederiksen døde samme sted den 21. februar 1945.

Kilder: Modstandsdatabasen. Peter Birkelund: ‘De loyale oprørere’. Niels Jørgensen: ‘På det tyske slavemarked’. Niels Jørgensen: ‘Dødens Lotteri’ (kronik i Nationaltidende 22. juni 1945). Ole Lange og Alex Frank Larsen: ‘Outze · Reporter · Redaktør · Revser’. Finn Salomonsens beretning (Gøteborg, 26. oktober 1943). Alex Frank Larsen: ‘Nyheder på liv og død. I sporene efter Danmarks største journalist gennem det besatte København’.

Biografier