Betti blev født i en ortodoks jødisk familie den 1. august 1897 i Hamborg som datter af Isaac Hildesheim og Caroline, født Jacobsen.

Hun var nummer to ud af fem søskende. Hendes ældste bror Moses faldt som tysk soldat i Første Verdenskrig, og hendes lillesøster Klara døde af difteritis som treårig.

Betti giftede sig med Leon Ruben, København, og parret bosatte sig i Egilsgade i København. I den samme karré boede to af Leons brødre med deres familier.

Betti og Leon fik fire børn: Moses “Mænni”, Daniel, Judith og Klara. Betti var hjemmegående, tog sig af børn og hus, og var samtidig aktiv i den jødiske menighed og var med til at starte Jødisk Syklub, som var en velgørenhedsforening. Hun var aktiv i Syklubben i mange år og blev i tidens løb sågar hædersmedlem. Man samlede penge ind, bl. a. ved en årlig basar, og fordelte dem anonymt til trængende.

Bettis bror David var også flyttet til København og havde giftet sig med en af Leons søstre. Da tiderne blev sværere for jøderne i Tyskland, ville Betti prøve at hjælpe sine forældre og bror Michel “Bubi” med at også komme til Danmark. Det viste sig at være nærmest umuligt, men til sidst besøgte Betti Indenrigsministeriet og talte med ministeren selv. Da hun fortalte om sine forældre, og hvor svært de havde det i Tyskland, kom hun til at græde, hvorpå ministeren sagde: “Fru Ruben, jeg har selv en gammel mor, jeg ved, hvordan det er.” Derpå fik hendes forældre og bror indrejsetilladelse til Danmark og bosatte sig også i København.

Den 1. oktober 1943 blev familiens liv fuldstændig forandret. De var blandt de ca. 500 danske jøder, som det ikke lykkedes at flygte til Sverige, og sent om aftenen blev familien vækket af det tyske politi og blev beordret ud af lejligheden og op i en lastbil. De blev kørt til havnen og tvunget ombord på en båd til Tyskland. Derefter blev de gennet op i godsvogne i et tog, hvor de var trængt sammen som sardiner i en dåse. Der var hverken mad eller vand til alle. Efter tre dage ankom de til koncentrationslejren Theresienstadt i det daværendeTjekkoslovakiet.

Her blev de indlogeret i kaserner sammen med hundredevis af andre fanger, kvinder for sig og mænd for sig.

Tiden i lejren var helvede på jorden. De var plaget af sult og sygdomme, lopper og lus, dårlige hygiejniske forhold, kulde og varme. Bettis mand Leon blev ramt af dysenteri på grund af sult og dårlige hygiejniske forhold. Der var mange dygtige læger blandt fangerne, men de havde ingen medicin at tilbyde, og det førte til Leons død.

Senere begyndte Dansk Røde Kors at sende pakker med mad til de danske fanger i lejren, og det medvirkede til, at resten af familien overlevede.

Den 15. april 1945 blev de danske fanger i Theresienstadt befriet af Røde Kors under ledelse af greve Folke Bernadotte. De blev kørt i De Hvide Busser gennem Tyskland, der stadig var i krig, mens bomberne faldt omkring dem. De ankom til Danmark uden uheld og blev derefter sejlet til Sverige, hvor de måtte bo i en karantænelejr, indtil de endelig kunne komme hjem igen, efter at krigen var slut.

De fandt deres lejlighed i god behold takket være gode naboer, og måtte nu indrette sig i en ny tilværelse uden deres mand og far.

Betti havde forskellige slags arbejde, blandt andet havde hun et tillidshverv som shomer i menigheden. Det vil sige, at hun havde ansvaret for, at personalet i køkkenet opretholdt lovene om kashrut (mad tillavet efter de jødiske forskrifter). Hun havde til tider også madgæster i hjemmet, tit ortodokse jødiske ungkarle, som kom hver dag og spiste til middag sammen med familien i et hjem, som de vidste var kosher.

En overgang gik hun regelmæssigt hjem til en blind dame og læste højt for hende.

I 1948 da Israel udkæmpede sin frihedskrig, tog hendes to børn Daniel og Judith sammen med en gruppe skandinaviske, frivillige unge til Israel for at bidrage. Både Daniel og Judith blev, giftede sig, fik børn og levede resten af livet i Israel. Mænni giftede sig i København, men fik ingen børn. Klara giftede sig i Malmø og fik to børn.

Betti havde en stor vennekreds, og til trods for at hun boede alene, da børnene var flyttet hjemmefra,  følte hun sig ikke ensom. Hun plejede at sige, at hun var alene, men ikke ensom.

Under en af sine rejser til Israel blev Betti et af ofrene for et palæstinensisk terroristangreb i byen Hebron. Hun fik granatsplinter i det ene ben og måtte leve med disse resten af livet. Betti var plaget af gigt, hun gennemgik mange forskellige kure, og det gik op og ned, men blev generelt værre, da hun blev ældre.

Til trods for de mange prøvelser hun havde været igennem, havde hun et positivt livssyn og gjorde, hvad hun kunne for at hjælpe andre og påskønnede de glæder, hun havde.

Betti fik ni børnebørn, syv i Israel og to i Sverige. Hendes søn Mænni kiggede dagligt ind til hende på vej hjem fra arbejde, og hun så jævnligt Klara og hendes svenske familie. Hun besøgte også de to familier i Israel, så tit hun kunne.

Betti døde i København den 8. februar 1974 af komplikationer i forbindelse med hendes gigt og en urinvejsinfektion.