Min mor Annie var lige akkurat fyldt 13 år, da hun under flugten i oktober 1943 blev adskilt fra sin familie og taget af tyskerne. Hun blev deporteret uden pårørende, men i den gruppe på i alt 16 kvinder, børn og mænd, der udgjorde den fjerde og sidste transport af jøder fra Danmark.

Inden deportationen var min mor i forhør i Shellhuset og fængslet i Horserød-lejren ved Helsingør. Sammen med de øvrige kvinder og børn i transporten var hun indsat i kvindelejren Ravensbrück, indtil hun i januar 1944 blev sendt videre til Theresienstadt. Herfra blev hun befriet sammen med de øvrige danskere og kom til Sverige med De Hvide Busser i april 1945.

I Sverige blev Annie genforenet med min mormor, der var enlig mor og min moster og den øvrige familie. Det var en svær situation, for da hun blev adskilt fra familien, var hun en pige. De 18 måneder alene under forfærdelige forhold havde gjort hende til en selvstændig kvinde.

Tiden efter krigen var hård for min mor. Holdningen var nok, at nu var det hele overstået, så nu skulle hun bare glemme det. Hun beskrev selv, at hun blev slæbt rundt til familie og venner, men bare havde brug for at være i fred. Det var der ingen forståelse for.

Hun led hele livet af det, vi i dag kender som PTSD. Opholdet i Theresienstadt var ikke alene rædsomt for min mor og min mormor, men også for min moster. Hun mistede sin søster, sit hjem og til dels også sin mor, som kun kunne tænke på sin ældste datter. I dag ville de have fået hjælp. Min mormor havde ikke stor forståelse for sine børn, så det var barske tider.

Efter befrielsen uddannede min mor sig som klinikassistent og arbejdede hos en tandlæge. Hun giftede sig med min far, Max Faden, som hun kendte fra Theresienstadt og genså hos tandlægen. Min far var født i 1925 og kom fra Wien til Danmark med en Jugend Alyah-gruppe i 1930’erne og blev deporteret til Theresienstadt som statsløs i 1943.

Efter min fødsel i 1952 arbejdede min mor på kontor og senere som medhjælpende hustru i mine forældres møbelforretning på Enghavevej 18A på Vesterbro, indtil hun fik invalidepension på grund af sine krigstraumer.

Fortiden var aldrig langt væk i mit barndomshjem, men der var sandelig også megen humor.

Min mor døde i 2002 og min far i 2009.

Note: Ud over Annie blev tre andre børn deporteret fra Danmark til Theresienstadt uden pårørende. Det drejede sig om en pige på 16 år, der blev deporteret med sin storesøster og en dreng på 13 år.

I Ib Katznelsons bog “Lad ham dø, 2-årig i Ravensbrück og Theresienstadt”. Syddansk Universitetsforlag 2017 kan man læse en udførlig og fin beretning om den skæbne, der overgik Annie Smaalann og de øvrige personer i den fjerde transport. To-årige Ib Katznelson og hans familie var også med denne transport.