Ægteparret Schwartz’ historie begyndte i Povlograd i Ukraine, 400 kilometer øst for Kiev. Rachel Schwartzfeder blev født i 1876. Hun var en køn pige, der elskede blomster, så familien kaldte hende Rose. Da hun blev ældre, sværmede bejlerne om hende: Den unge lidt svagelige skrædder Jashe, Alexander, der var smedens søn, Eliezar, som studerede ved en jeshiva, og endelig hendes fætter Abraham, der var søn af Roses farbror. Roses forældre tvivlede på, at de to første kunne sikre deres datters lykke økonomisk, og Alexander var en flirt, så Roses forældre besluttede, at fætteren var det bedste kort. Abraham var født i 1877, så Rose blev gjort fire år yngre. Først da hun mange år senere blev begravet på Mosaisk Vestre, blev det ved afsløringen af gravstenen klart for hendes børn, at deres mor faktisk havde været et år ældre end deres far.

Abraham kom i skomagerlære og blev soldat i zar Nikolajs hær. I 1896 blev han gift med Rose, året efter fødte hun en datter, der døde to måneder gammel. Året efter fødte hun Elias og tre år efter sønnen Simon. Både Abraham og Rose spinkede og sparede, og på et tidspunkt var der nok til, at Abraham kunne købe en togbillet til Tyskland. I Stettin arbejdede han hårdt og sparede sammen til en billet til Amerika. Men for at komme hertil måtte han over København, hvor han fik arbejde på en skotøjsfabrik og boede i Pilestræde. Abraham skrev og bad Rose rejse til Danmark, et land ingen i deres landsby havde hørt om. Men Rose skrabede pengene sammen, pakkede sin samovar og de to små drenge og rejste afsted mod det ukendte land. Første destination var Stettin, hvorfra hun havde modtaget et brev fra Abraham.

Skønt hun ingen penge havde, forbarmede en kaptajn i Stettin sig over hende og tog hende og drengene med, og en dag ankom den lille familie til København. I året 1903 var der ikke mange emigranter i København, ”kun de der var gået tabt på vej til Amerika”, som sønnen Simon skrev mange år senere. De følgende år fulgte børnene Bertha, Sara og Josef. Familien flyttede til stadig lidt bedre lejligheder, først i Studiestræde, siden i Peder Hvidtfeldts Stræde, og omkring 1910 slog Abraham sig ned som selvstændig skomager med Schwartz’ Skotøjsforretning i Fredericiagade. Parret havde fået ”fordansket” deres efternavn fra Schwartzfeder til Schwartz. Det var trange tider, og Rose bidrog til familiens økonomi ved at købe ting på auktion. For eksempel beretter Simon om, hvordan hans mor går gennem byen en kold morgen til Kompagnistræde, hvor hun køber en dug på auktion til 3,25 kroner. Herefter går hun ud til en fru Cohn, der bor på femte sal på Nørrebrogade og sælger dugen til 3,75 kroner med en krone i udbetaling og resten afdraget over fire uger. Afdrag som Rose selv måtte afhente. De 50 øre var hårdt tjent.

Familien flyttede hen i nærheden af forretningen. Først til Fredericiagade og endelig til Skt. Paulsgade. ”Vi var den eneste jødiske familie i huset – ja, i hele gaden og det nærmeste nabolag”, skriver Simon. Børnene klarede sig godt. De blev gift og fik børn. Simon blev en kendt fagforeningsmand og emigrerede i 1923 til New York. Han kom først hjem på besøg i 1936.

Familien fortæller, at efter at jøderne var blevet advaret i synagogen den 29. september 1943, tøvede Rose og Abraham med at flygte. Den 1. oktober var det shabbat, og den kunne man ikke flygte på. De blev taget af tyskerne og sendt til Theresienstadt. Simon skriver, at hans mor græd dag og nat af bekymring. ”Hvor er mine kinderlach?”, klagede hun på sin blanding af dansk og jiddish. Parret overlevede opholdet i koncentrationslejren og vendte hjem med de Hvide Busser. Rose med et svagt hjerte, Abraham med astma. Hjemmet i Skt. Paulsgade havde gode naboer taget sig af, og huslejen var blevet betalt. Nogle år efter flyttede Rose og Abraham til en lys lejlighed med altan i Tranehavegård i Sydhavnen. De nåede at fejre diamantbryllup i 1956, før Rose døde to år senere. Abraham fulgte sin kone i 1960.