Faster Paula var uddannet damefrisør, men på grund af håndeksem skiftede hun fag og blev syerske. Hun blev tidligt gift med Arne Jensen, og sammen fik de datteren Inge-Lise. Paula og Arne blev skilt, og hun blev kæreste med Viggo Schaadt, som hun senere blev gift med. Mens Paula lå syg på et hospital, tog Arne Jensen sin datter og fik hende døbt. Dåben blev årsagen til, at Inge-Lise hurtigt kom hjem fra Theresienstadt.
Faster Paula var som en prop. Selv om livet ydede hende modstand, især sygdom, så klarede hun sig fint som syerske og senere som en populær tjener og servitrice til store selskaber bl.a. i Mosaisk Troessamfund og på større restauranter. Hun udstyrede alle familiens børn med det smukkeste hjemmestrik, og hun var en selvstændig og munter kvinde.
Den sidste tid boede Paula på Fränkels Stiftelse, som var det jødiske plejehjem i Dyrkøb i København. Paula døde i 1995.