Den 24. november 1944 ved 20-tiden ventede Egon H. Johannesen og hans hustru Astrid besøg af et vennepar i deres lejlighed i Brønshøj i København. De forventede, at en hyggelig aften lå foran dem. Det kom til at gå helt anderledes.
Dørklokken ringede. Udenfor stod ikke to venner, men to ukendte mænd. De udbad sig Johannesens navn, hvorefter han blev skudt på klos hold og var død på stedet. Astrid stod i baggrunden som øjenvidne. De havde været kærester siden 1937 og var blevet gift i midten af oktober 1943.
Det var et clearing- eller hævnmord for modstandsbevægelsens mislykkede attentatforsøg den 17. november 1944 på den nazistisk sindede Erik Johannes Strøbech, sognepræst i den nærliggende Utterslev Kirke. Gerningsmændene tilhørte den berygtede tysk-danske terrorgruppe med navnet Peter-gruppen eller Brøndum-banden. Samme tysk-danske terrorgruppe, som også stod bag mordet på Kaj Munk den 4. januar samme år og mange andre.
Johannesen var født i 1918 i den østjyske stationsby Langå. Han blev i 1937 student fra Randers Statsskole. Efter tre års teologiske studier ved Aarhus Universitet tog han embedseksamen i sommeren 1943 ved Københavns Universitet med det højeste antal points, der indtil da var blevet givet efter den nyeste karakterordning.
Inden da havde han besvaret en prisopgave over et gammeltestamentligt emne, som indbragte ham universitetets guldmedalje i 1942. Samtidig havde han gjort sig fortrolig med hebraisk og andre semitiske sprog. Han blev betragtet som en af de mest lovende unge teologer i sin tid. Store forventninger i den akademiske verden var knyttet til hans fremtidige virke. Han var lærd, men ikke stuelærd eller en bogorm. Han var beskeden og uimponeret over egne præstationer. I sin fritid lod han sig involvere i kirkeligt arbejde og var bl.a. medlem af Kristelig Akademisk Forenings Israelsmissionskreds.
Fra 1. september 1943 og tre måneder frem blev Johannesen ansat på prøve som Israelsmissiones rejsesekretær. Fra 1. december 1943 blev han fastansat. Efter sin ordination den 8. marts 1944 havde han titlen rejsepræst. Ved offentlige såvel som private stuemøder rundt omkring i landet informerede han om Israelsmissionens sag og jødernes situation og advarede imod antisemitisme. Ind i mellem sine rejser fik han tid til at arbejde videre med sine studier med en doktorgrad for øje.
I første halvdel af oktober måned 1943 bistod Johannesen aktivt i danske jøders flugt til Sverige, hvor de blev bragt i sikkerhed. Der var således en sammenhæng mellem hans virke for jøder og hans død.
Den 27. november 1944, tre dage efter Johannesens død, blev der holdt en mindegudstjeneste i Simeons Kirke på Nørrebro i København. Den 1. december blev han begravet i Langå. Dannebrog var på halv i byen, og i butiksvinduerne stod: ”På grund af begravelse er forretningen lukket fra kl. 1-4”. Kirken kunne ikke rumme alle, som ville vise ham den sidste ære. I silende regn stod mange ude på kirkegården.
En minde- eller gravsten blev siden rejst af Den Danske Israelsmission og venner i Langå. Herpå findes inskriptionen ”Deo Soli Gloria” (Gud alene æren). Det havde været Astrids og Egons valgsprog i livet og blev det også i døden. Det kunne mord og død ikke ændre på. Skønt Egon Johannesen løbende havde modtaget advarsler om, at han med sine aktiviteter satte sit eget liv på spil, lod han sig ikke skræmme. Advarslerne blev til virkelighed den 24. november 1944. Han lod andre kæmpe med rigtige våben. Ordet var hans våben. Deo Soli Gloria.