Daniel Ruben blev født i København i 1924. Familien Ruben havde dybe rødder i Danmark. De gik flere hundrede år tilbage. Det første familiemedlem emigrerede til Danmark fra
Holland i 1726. Daniel havde en ældre bror Moses “Mænni” og to yngre søstre Judith og
Klara. Hans mor Betti gik hjemme med de fire børn, indtil de nåede skolealderen, fordi der
ikke var nogen jødisk børnehave i nærheden af deres bopæl.
Den jødiske skole lå langt væk, og derfor gik de fire børn i en almindelig dansk folkeskole. De
var de eneste jøder på hele skolen. De var fraværende om lørdagen og på jødiske helligdage
og måtte derfor indhente det forsømte medhjemmearbejde. Om søndagen lærte de at læse og
skrive hebraisk.
Drengene fortsatte ikke deres skolegang efter grundskolen, fordi det var påkrævet, at man
deltog i undervisningen om lørdagen, når man gik i overbygningen. Daniel var meget
tiltrukket af naturen og valgte at lære have- og landbrug.
Familien Ruben hørte til de ortodokse jødiske familier i Danmark. Af hensyn til de jødiske
spiseregler fremstillede de det meste af deres mad hjemme bl.a. ost og brød.
Om aftenen den 1. oktober 1943, der afsluttede Rosh Hashanah det år, bankede det på døren,
og der blev ringet på dørklokken. Soldater og politifolk væltede ind og råbte, at familien
havde 20 minutter til gøre sig klar. Børn og forældre blev ført med lastbil til havnen, hvor de
blev tvunget ombord på et skib, der sejlede til Nordtyskland.
Her blev de stuvet sammen i togvogne beregnet til kreatur. Der var 60 personer i hver vogn. Trængslen var uudholdelig, og der var knapt nok luft til at trække vejret.
Transporten fortsatte i tre dage på denne måde. Da toget standsede, og dørene åbnede, så de et stort skilt, hvor der stod Theresienstadt. De blev ført ind i en kasernebygning, der stank af desinfektionsmidler. Der var mangel på mad i lejren, og der var selvfølgelig ingen friske grøntsager.
Tyskerne udvalgte Daniel til at dyrke grøntsager, fordi han havde studeret have- og land-brug. De grøntsager, han avlede, leverede han til officersmessen, og det lykkedes ham også at stjæle tiloversbleven mad, som hjalp hans familie. Daniels far, Abraham Yehuda kaldet Leon, bukkede under for sygdom og døde i smerte, da
der ikke var medicin i lejren.
Efter 18 måneders helvede kom personale fra Røde Kors på den danske regerings vegne til
lejren. 423 danske jøder gik ombord i 26 busser, der forlod lejren og kørte mod Danmark.
Fangerne kunne ikke tro, at de forlod den forbandede lejr i live.
Efter hjemkomsten til Danmark fandt familien ud af, at naboer havde taget vare på deres
hjem. Alt stod på sin plads. Lykken var dog ikke fuldendt, fordi familiens far ikke var
kommet med hjem.
Da Israel blev etableret i 1948, tilsluttede Daniel sig en gruppe af skandinaviske jøder, der
gik på aliyah (bosatte sig i Israel), for at kæmpe i Uafhængighedskrigen. Daniel kæmpede i
Latrun-området mod den jordanske legion.
Efter sin hjemsendelse fra hæren blev Daniel ansat hos en blomsterhandler i Tel Aviv. I 1951
giftede han sig med Hanna Vaniewitz, der også var gået på aliyah fra Danmark. Deres første
barn, en søn, blev født i 1952. Han blev kaldt Yehuda Avraham efter sin farfar. Datteren Yael
Esther blev født i 1956.
Sinai-krigen brød ud kort efter Yaels fødsel, og Daniel blev mobiliseret i nogle måneder. I
1958 døde ejeren af blomsterbutikken, og Daniel åbnede herefter egen butik centralt i Tel
Aviv. Butikken blev en succes på grund af Daniels særlige blomsterarrangementer. På grund
af sin karisma kom han tæt på sine kunder, og butikken blev hurtigt en af byens mest berømte
forretninger.
Daniel var en trofast deltager i Den Store Synagoge i Tel Aviv, og han var nær ven med
rabbiner Yaakov Rozental. Daniel deltog fuldhjertet i alle synagogale handlinger.
Den 17. april 1966 var Daniel på vej hjem for at spise frokost, da to biler var involveret i en
ulykke. En af bilerne kørte op på fortovet og ramte Daniel, der blev hårdt såret. Han døde på
operationsbordet få timer senere.
Oversat fra engelsk af Ira Hartogsohn, Snublesten Danmark