Mænni Ruben, København 2.6. 1922 – 21.6. 1976 var den ældste af Betti og Leon Rubens fire børn. Familien var ortodokse jøder og blev deporteret til Theresienstadt den 1. oktober 1943. Leon Ruben bukkede under for forholdene i koncentrationslejren, men resten af familien blev reddet af De Hvide Busser den 15. april 1945.
Mit navn er Gösta Tixell. Moses Ruben, kendt som Mænni, var min mors bror. Jeg var 15 år, da han døde i 1976. Mænni havde ingen børn, og derfor er der meget få, der kendte ham, der stadig lever. Jeg har valgt at skrive nogle erindringer om Mænni snarere end en liste af biografiske oplysninger.
Mænni blev født i København og levede dér hele sit liv. Vi boede cirka to timer væk, på den anden side af grænsen til Sverige, men København, hvor min mormor og Mænni boede, var vigtig i vores liv. Mænni giftede sig med Suzanne (Suzi) født Ejsen i 1952. Desværre fik de ingen børn. I stedet fik min søster og jeg stor kærlighed og opmærksomhed.
Mænni fik aldrig kørekort. Som mange andre danskere kom han rundt i København på sin cykel, og det er et af mine levende minder om ham. Min onkel iklædt overfrakke og alpehue siddende på sin cykel.
Mænni var skiltemaler. Når vi gik gennem det indre København, på vej til shabbat-gudstjeneste i Synagogen, udpegede Mænni alle de forretningsskilte, han havde malet, og alle de vinduesudstillinger han havde lavet. Jeg besøgte ofte Mænnis værksted. Det var et en-mands-firma, selv om han havde lærlinge. Han lærte mig, hvordan man laver silketryk og lod mig endda aftegne skabeloner. Mænni designede også en hebraisk font, der stadig bruges i Danmark.
Mænni og Suzi var praktiserende jøder. Mænni deltog i gudstjenesterne i Synagogen i Krystalgade hver lørdag, næsten en times gang fra deres hjem. Jeg husker også, at han ledede sederen (Pesach-middagen) hjemme hos min mormor. Han var iklædt den traditionelle hvide kittel og legede gemmeleg med afikoman-matzaen med min søster og mig. Han var også aktiv i den jødiske menighed, hvor han i mange år havde æresposter. Han var meget kendt og vellidt.
Mænni og Suzi rejste meget i forhold til tidens normer. Suzi var fra Schweiz, og de tog dertil på familiebesøg. De rejste til Israel for at besøge min moster og onkel. De tog også på korte ferier i Danmark og andre steder i Europa. De havde ikke råd til fine hoteller, men Mænni gjorde det til en tradition, at de altid skulle have kaffe og kage på et fem-stjernet hotel, lige meget hvor de tog hen. Man kan vel sige, at han samlede på berømte hoteller på sin egen måde.
Mænnis store passion var klassisk musik og at spille violin. Han spillede i et amatør-symfoniorkester, der hed Eufrosyne, hvor han også var koncertmester. Hans violin var tilsyneladende af høj kvalitet, bygget af en italiensk violinbygger. Han havde fået den i Theresienstadt, hvor han spillede i ghetto-orkesteret. På en eller anden måde lykkedes det ham at få den med tilbage til Danmark ved redningen. Desværre lykkedes det os aldrig at spore violinens oprindelse, og efter hans død gav Suzi den til en talentfuld studerende.
Efter redningen i 1945 samlede Mænnis overlevende venner og musiker-kolleger fra Theresienstadt en scrapbog med tegninger, anekdoter og korte digte. Mænni gemte denne scrapbog og den er nu tilgængelig online via dette link: https://terezinautographbook1945.ca/Mænni-rubens-autograph-book.
Der er gået præcis 50 år, siden Mænni døde af et hjertetilfælde. Han døde pludseligt midt om natten og blev begravet klokken 11 den følgende formiddag. På trods af det korte varsel ærede hundreder af menighedsmedlemmer ham med deres tilstedeværelse.
Det er passende, at Mænni og hans familie bliver mindet med snublesten. De blev fjernet fra deres hjem midt om natten til koncentrationslejrens helvede, kun fordi de var jøder. Mænni, hans søskende og deres mor blev befriet af De Hvide Busser. De levede og besejrede nazisterne. Nu vil deres mindesmærker blive sat netop på det sted, hvor de blev taget til fange. De besejrer dermed nazisterne for anden gang.
Æret være hans minde til evig tid. יהיה זכרו ברוך