Poul Villy Christensen var født den 11. januar 1919 i Mårum ved Helsinge på Sjælland.
Officielt hed han Poul Villy Oscar Christensen, i daglig tale dog kun Villy men af hensyn til genkendeligheden Poul Villy på snublestenen. Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940 aftjente han sin værnepligt på sergentskolen i Odense. Han blev hjemsendt i april 1940.
Efter hjemsendelsen søgte han ind til politiet i Esbjerg. Her var han indtil 1944, hvor han blev forflyttet til Holbæk Politi. Samtidig med sit arbejde i politiet var han leder af en modstandsgruppe, der tog imod våben på Orø. Hele tre gange blev han taget af tyskerne og to gange lykkedes det ham at flygte. Tredje gang lykkedes det ikke.
I to artikler i to unavngivne og udaterede (lokal?-)aviser fortæller Poul Villy efter befrielsen om sin arrestation:
Lejligheden blev stormet af en Snes Mand fra det tyske Sikkerhedpoliti, da klokken var 23. Halvdelen af dem var danske Statsborgere. De havde hjemme på Politigaarden i København.
Vi kunde daarligt bortforklare vor tilknytning til Frihedsbevægelsen, eftersom vi sad og studerede Skydeteori. Desuden fandt Tyskerne en Karabin med Ammunition. Vi blev taget med på Politistationen og jeg blev som Leder af Gruppen underkastet Forhør.
På Politistationen kom jeg først ind i det Lokale, som normalt er Politimesterens. Her blev jeg bundet på Hænderne og så blev jeg slaaet. Jeg fik vel henved 16 Slag med Knytnæver i Ansigtet, så jeg røg fra den ene Side af Lokalet til den anden. Man ville have mig til at opgive Navne paa andre Gruppemedlemmer og til at sige, hvor der fandtes Vaabenlagre. Jeg vilde intet fortælle dem. Saa blev jeg sat over i det gamle Retslokale halv Times Tid, hvorefter de hentede mig igen og spurgte, om jeg så vilde fortælle, hvor der var Vaaben.
Jeg forklarede, at jeg ingen Anelse havde om det, da de enkelte Gruppeledere ikke fik Underretning om sligt.
De spændte en Jernkæde om mine Haandled, saa det snærede ind i Kødet, og bandt Hængelaas for. Jeg blev trukket op paa Kriminalpolitiets Kontor, hvor de ved at trække mig i Haaret tvang mig ned over et Bord, saa jeg kom til at ligge på Maven. Med en Kæp begyndte de derpaa at bearbejde mit Bagparti. Efter en Stunds forløb brækkede de Kæppen, saa der blev mere Slagkraft i.
Da Poul Villy efter denne behandling stadig ikke ville udtale sig, blev han ført til Politigården i København. Her sad han i 15 dage uden at komme til forhør en eneste gang.
Om opholdet på Politigården fortæller han:
Kosten derinde var skrækkelig. Om Morgenen fik jeg udleveret en tommetyk Rubrødsskorpe, der var fuld af Mug. Jeg maatte ingen Kniv faa til at skrabe Brødet rent med, da en Kniv var et Mordvaaben. Derimod fik jeg en Gaffel, som jeg kunne hjælpe mig med. Til Frokost fik jeg en Humpel Rugbrød af samme Art. Om Aftenen blev der serveret Kaalrabisuppe hver Dag. Sommetider var der lidt Gulerødder i. Af Smør fik jeg udleveret saa meget som normalt bruges til to Stykker Brød. Det skulde række til en Uge. Hver fjerde Dag fik jeg desuden et lille stykke Pølse eller for 10 Øre Leverpostej.
Fangenskabet fik heldigvis en ende, da Befrielsen kom den 4. maj 1945.
Efter krigen flyttede Poul Villy tilbage til Esbjerg med hustru og to børn. Her havde han nogle omtumlede år hvor han, mærket af oplevelserne under besættelsen, havde svært ved at klare de forskellige jobs, han havde. I begyndelsen af 1960erne kom han under revalidering og blev i 1964 uddannet skomager. Herefter fik han sit eget værksted som han passede med flid og dygtighed, indtil han døde som 65-årig den 16. november 1984.
Fire dage efter, at Poul Villy gik bort fik han brev fra Frihedsfonden om, at han var udset til at få livsvarig pension.
Ligesom så mange andre talte Poul Villy aldrig om sine oplevelser under krigen, selv om hans liv blev præget af dem.