Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Britta Edel Nathanson

Jurika Nathanson var født i København i 1866 med fødenavnet Hertz. Hendes far Harry (Hartvig) Magnus Hertz ((1838 – 1894) ernærede sig som legetøjshandler og sammen med sin kone Julie f. Hess (1839 – 1904) fik han otte børn, hvoraf Jurika var nummer to. Familien boede i Springgade, der lå, hvor Pilestræde nu ligger i det indre København, og senere flyttede familien til Borgergade lige i nærheden. 

Hun giftede sig i november 1890 med den jævnaldrende Nachmann Joachim Nathanson, der var født i Odense, og som var både urmager og instrumentmager. Ægteskabet blev dog relativt kort, for Nachmann døde i 1907 kun 40 år gammel. 

De nåede sammen at blive forældre til tre døtre og to sønner født mellem 1891 og 1904. Den yngste datter Britta Edel var ugift og delte bopæl med sin mor i de jødiske ældreboliger i Ny Kongensgade 8, da tyskerne gennemførte jødeaktionen den 1. oktober 1943. Hun levede af invalidepension, og vi må derfor formode, at hun var uarbejdsdygtig. 

Mor og datter blev arresteret og deporteret med transport XXV/3, der afgik fra Helsingør Station den 13. oktober 1943. Ombord på toget var 175 personer, der havde været interneret i Horserødlejren. De fleste af personerne på denne transport var blevet arresteret, mens de var på flugt fra tyskerne, efter at rygtet om jødeaktionen havde bredt sig. Efter arrestationen blev de interneret i lejren i Horserød. 

I Gedser ventede færgen Schwerin. Den sejlede fangerne til Warneünde, hvor de blev anbragt i kreaturvogne, der førte dem til Theresienstadt, hvortil de ankom om eftermiddagen den 14. oktober 1943. 

Jurika overlevede ikke opholdet i Theresienstadt. Hun døde ifølge overrabbiner Max Friedigers optegnelser i ghettoen af hjertesvækkelse den 26. marts 1944. Britta Edel overlevede og kom hjem til Danmark med De Hvide Busser. Hun døde i 1974. 

På trods af Jurika og Nachmann Nathansons mange børn har det ikke været muligt at finde nulevende efterkommere. Denne biografi er derfor baseret på oplysninger i Dansk-Jødisk Genealogisk Database og Silvia Goldbaum Tarabinis bog ‘Danske jøders liv og død i Theresienstadt’, Gyldendal, 2023. 

Hvis du, der læser disse linjer, kender til familien, er vi meget interesserede i at modtage oplysninger til udbygning af biografien. 

 

 

 

Skrevet af Ira Hartogsohn (Snublesten Danmark)

Snublesten sat: 2025