Dette er historien om min oldemor Ellen Wilhelmine Nielsen. Hun var min morfars mor. Familien boede i Dragør. Dragør var hovedsagelig en fiskerby, så hele Ellens familie var i fiskeribranchen på den ene eller den anden måde. Ellen var 55 år, da hendes mand i 1941 blev syg og døde. Selv om hendes seks børn var på vej til at blive voksne, boede nogle af dem stadig sammen med hende, heriblandt min morfar, min mormor, min mor og hendes søskende. Ellen arbejdede som fiskerkone på Gammel Strand, sådan som mange andre af kvinderne fra Dragør gjorde det på den tid.

På Gammel Strand var der også to brødre, der solgte blomster. En dag i oktober 1943 henvendte de sig til Ellen og spurgte, om hun mod betaling kunne hjælpe dem med at komme til Sverige med en af fiskekutterne. De fortalte, at de var jøder og blev forfulgt af tyskerne. Hun tog brødrene med hjem og gav dem husly, indtil hun fik arrangeret deres flugt.

Fra den dag blev Ellen dybt involveret i modstandsarbejdet. Hun var budbringer, hun transporterede våben, og hun skjulte jøder i sit hjem og hjalp med at få dem smuglet ud til fiskekutterne.

En aften i juli 1944 tog Ellen og hendes familie til en fødselsdagsfest. Min mormors yngre søster kom for at babysitte min mor og hendes søskende. Ellen blev træt, så hun forlod festen tidligt, tog hjem og gik i seng. Kort tid efter var der råben og hamren på døren. Gestapo stod udenfor og ville have hende med. Hun fik lov at skifte fra sin natkjole, mens en tysk soldat stod vagt. Hun blev bragt hen til et lokalt hus, der hed Villa Pax, som tyskerne havde overtaget og brugte som midlertidigt fængsel.

Næste morgen blev Ellen, hendes bror og seks andre lokale varetægtsfængslet i København. De blev frataget deres ejendele, fik fangedragter på og var i forhør uafbrudt.

Cirka en uge senere blev de sat i Vestre Fængsel, hvor mænd og kvinder var adskilt. Hver morgen stod de i kø for at blive råbt op. De fik hver en kop ussel suppe. Det varede ikke længe, før de var lige så syge som de øvrige fanger. I løbet af dagen måtte de udstå endeløse timer med slag og forhør.

Tre måneder senere sidst i oktober sagde en officer til dem, at nogle af fangerne var blevet udvalgt til at blive sendt til et sted i Tyskland. De fik at vide, at de skulle være med til at opbygge et større og bedre Tyskland, og at de skulle betragte det som en ære at være blevet udvalgt. Ellen var en af de udvalgte. De kørte i tog i halvandet døgn, indtil de kom til en lysning, hvor de stod af og gik til fods resten af dagen. De gik mod en skov, hvor de hørte råb og hunde, der gøede.

Endelig ankom de til Frøslev Koncentrationslejr.  Barakkerne var af træ, madrasserne var af tørt græs. De fik besked på at stå i kø til opråb og deres daglige madration. Suppen var gammelt vand med nogle få stykker kål, og brødet var muggent.

Ellen havde haft en hård barndom, men den havde gjort hende stærk og stædig. Hver nat før hun faldt i søvn, bad hun en bøn. Når hun frøs, tænkte hun på sit lille hyggelige hus, og når hun var sulten, så hun de dejlige måltider, som hun plejede at servere for sin familie, for sig. Det var den eneste ting, der holdt hende oppe.

I december 1944 blev Ellen sendt til Ravensbrück, en koncentrationslejr for kvinder. I udkanten af lejrområdet var en indhegning med nogle murstensbygninger. Ellen og nogle af de andre relativt sunde fanger blev sendt på arbejde i de bygninger. Bygningerne var gaskamre. Fangerne skulle læsse ligene på vogne og fjerne deres tøj og guldfyldninger fra deres tænder, før de bragte ligene ud til en massegrav i skoven.

I februar 1945 blev hun sendt til Jugendlager Uckermark, som hun kaldte et helvede. Fangerne fik at vide, at de skulle på en udflugt, men i virkeligheden skulle de i gaskammeret. Men kort efter ankomsten blev Ellen flyttet til et andet fængsel. Her så hun til stadighed voksne og børn blive sendt i gaskammeret. To gange blev hun udvalgt til gaskammeret, men kaldt tilbage, fordi man vurderede, at hun var sund nok til at arbejde.

Langfredag 1945 blev det bestemt, at circa 1.000 kvinder skulle i gaskammeret den weekend. Ellen stod for tur påskesøndag den 1. april. Da dagen kom, stod hun i kø med andre kvinder, mens vagterne holdt øje med dem. Mens hun ventede, hørte en af vagterne hende tale og spurgte, om hun var dansk. Hun sagde ja. Vagten fortalte, at da han var dreng, havde han ofte holdt ferie i Danmark med sin familie, og at danskerne altid havde behandlet dem meget venligt. Han hev hende ud af køen og sendte hende tilbage til barakkerne.

På dette tidspunkt var krigen ved at være tabt for Tyskland. Mindre end en uge senere, lørdag den 7. april, forlød det, at alle skandinaviske fanger skulle evakueres. Den 8. april kom De Hvide Busser med læger, sygeplejersker og medicin og transporterede dem til Sverige, Frankrig og Holland.

Mens Ellen var på hospitalet, fik hun besked om, at hendes bror var fundet i live og snart ville ankomme.

Ellen var indlagt halvanden måned på et svensk hospital og blev så overført til et dansk hospital, hvor hun tilbragte flere måneder med at komme sig. Hun kom endelig hjem til Dragør i sensommeren 1945. Hun kom overens med følgerne efter at have været i koncentrationslejr og gav mange interviews. Hun levede 22 år længere og døde i 1967, 79 år gammel.

To fodnoter:

• The Museum of Jewish Heritage i New York har skabt en ny udstilling, som hedder “Courage to Act: Rescue in Denmark” (udstillingen åbnede den 15. oktober 2023 og kan ses indtil den 15. oktober 2028), og Ellen bliver beskrevet i udstillingen. Det er en udstilling, der skal lære unge besøgende mellem 9 og 12 år om redningsaktionen over for Danmarks jødiske menighed. Går man ind på museets hjemmeside, er der en video på otteethalvt minut, der fortæller om udstillingen.
  
• Den danske producent Niels Juul har sit eget produktionsfirma, der hedder NoFatEgo. Hans sidste film er “Killers of the Flower Moon”, instrueret af Martin Scorsese. Juul laver ofte uafhængige film og dokumentarer. Hans firma er ved at lave en film om Ellens historie. Man kan se lidt om projektet på: https://www.nofatego.com/indevelopment.