Lauritz Nielsen Ferslev blev født på Frederiksberg den 20. maj 1900 og døde den 30. september 1944 i koncentrationslejren Buchenwald, som den første af de deporterede danske politifolk.
Snublestenen er nedlagt, hvor Lauritz passede sit arbejde som lærer ved Politiskolen, udlånt fra Frederiksberg Politi. Lauritz blev taget til fange af tyskerne fra Politiskolen den 19. september og blev overført til Neuengamme. I to hold – den 29. september og den 6. oktober – blev de internerede danske betjente overført til Buchenwald.
Lauritz blev flyttet den 29. september, men blev under de umenneskelige vilkår under transporten syg og døde som følge af sin ubehandlede sukkersyge kort efter ankomsten til Buchenwald.
”På et træskilt, der var placeret midt i en dynge mursten, stod der bare Buchenwald. Det var temmelig åbenbart at hele området havde været udsat for et bombeangreb og det var umiddelbart svært for politifolkene at forstå, hvorfor de skulle af på denne station, hvor alt tilsyneladende kun var ruiner.
Fra en af godsvognene hørtes en del spektakel, flere af danskerne råbte inde fra vognen, at de havde en alvorlig syg mand i deres vogn.
I første omgang var der ingen i det tyske mandskab, der interesserede sig det mindste for de danske fangers postyr. Så kom 4 af de danske politifolk kravlede ned fra vognen, slæbende på halvt bevidstløs mand, som de lagde på perronen. Den syge mand var overpolitibetjent Ferslev fra politiskolen. Han havde i årevis haft sukkersyge og da han ikke havde fået sin insulin med sig, da han blev taget på skolen den 19. september, var han gradvis blevet mere og mere syg og havde efterhånden udviklet et insulinchok. (…) De 722 danske politifolk, der nu var formeret i en kolonne bestående af 145 rækker af 5 mand, gik nu fra stationen ind i lejrens område. Man travede ud af en asfalteret vej med bygninger på begge sider. Til venstre lå nogle garageanlæg og til højre så man aflange stenbarakker, der lå på velholdte græsarealer. Det var tilsyneladende administrationskontorer.
Vejen, de gik af, blev kaldt Carachoweg og førte direkte fra jernbanestationen til selve lejrens hovedport. Bagerst i kolonnen, som det sidste geled, gik de 4 mænd, der halvt bar, halvt slæbte den syge Ferslev. Efter nogen ventetid blev der igen uro bagerst i kolonnen. Overbetjent Ferslev var efterhånden nærmest bevidstløs og alle var klar over, at det nu var alvorligt galt med manden. De få, der vidste, at Ferslev havde sukkersyge, havde til gengæld ingen anelse om, hvad denne sygdom blev kaldt på tysk, og det var først, da en tyskkyndig betjent råbte ”Zuckerkrankheit” og pegede på den liggende mand, at nogle soldater fra det tyske vagtmandskab beordrede nogle fanger inde fra lejren, til at hente Ferslev.
Mange af de helt unge politifolk i kolonnen kendte Ferslev fra politiskolen, hvor han havde været lærer. Ikke mindst for dem var det forfærdeligt at se den store mand ligge på et lærredstykke, nærmest som en kasseret kludedukke, i sin snavsede og krøllede uniform, der var oversået med store hvide kalkpletter. Efter nogle øjeblikke kom fire lurvede mænd i stribede dragter løbende inde fra lejren med en underlig metalbåre, der nærmest lignede bunden fra en køjeseng. De lagde Lauritz Ferslev på båren, hvorefter de slæbte ham ind gennem gitterporten og videre over den store appelplads. Det sidste danskerne så, var Ferslevs hoved, der var gledet ud over kanten på båren og dinglede nærmest uanstændigt frem og tilbage. Ferslev var tydeligvis dybt bevidstløs.
Så lød ordren ”Fremad !!!” og den lange kolonne af danskere satte sig langsomt i gang med retning ind i lejren”.
(Uddrag fra bogen ”De danske fanger i Buchenwald” Frank Bøgh & Povl Rasmussen, Forlaget People’s Press, 2011
Lauritz var ældste barn i en søskendeflok på syv.
Han blev gift med Astrid Gudrun i Garnisionskirken 16. november 1930. Lauritz og Astrid fik ingen børn – det var der kun to af Lauritz’ søskende, der gjorde – men Lauritz var en højt elsket onkel for de søskendebørn, der var. Lauritz boede ved sin død på Overbyes Allé 18, Valby.