Min far Johan Grün blev født den 7. marts 1921. Han var søn af Hugo og Addi Grün og havde en bror, der hed Olaf. I 1949 blev han gift med Alice, født Marcus, og de fik børnene Vibeke og Flemming i 1950 og 1954.

Johan kom i lære i 1937 som 16-årig hos Dragsted juvelerhandler, som lå i Bredgade. Han var færdiguddannet guldsmed i 1941, derefter flyttede han til Århus og arbejdede hos en guldsmed.

I oktober 1943 forsøgte han at flygte til Sverige med sin bror Olaf, men blev arresteret af Gestapo ved Nivå Teglværk og ført til Horserød Fængsel, inden han og hans bror blev sejlet til Polen fra Langelinje og kørt i kreaturvogne til Teresienstadt. I 1945 blev han befriet og reddet af Folke Bernadotte.  Ca. 450 overlevende, traumatiserede og udhungrede jøder blev ført gennem det sønderbombede Tyskland i de ”Hvide Busser”. Han kom derefter i karantæne i Sverige, hvorefter han kort efter kunne gense sit fædreland Danmark. Som han selv udtrykte det, så var det Røde Kors-pakkerne fra Sverige, der reddede hans liv.

Opholdet i Teresienstadt i 19 1/2 måned satte sit dunkle præg på min fars liv. Han var præget af oplevelserne i lejren, som betød, at hans almindelige liv med kone, børn og arbejde ofte endte med indadvendthed. Selv om min far var et utroligt livligt og livsglad menneske, var der et mørke i hans sind, som han ikke viste udadtil, men som vi som børn kunne fornemme. Da han kom tilbage til Danmark fra Sverige, var beskeden fra myndighederne: ”Glem, hvad I har oplevet, glem jeres oplevelser, jo før jo bedre”. Dengang vidste man ikke, hvad man skulle stille op med stærkt traumatiserede krigsfanger. Altså fik han ingen psykoterapi.

Min far mødte min mor i Jødisk Ungdomsforening i 1948, og seks måneder senere blev de gift i Københavns synagoge. De bosatte sig i et rækkehus i Hellerup og flyttede senere i lejlighed på Østerbro. Min far havde etableret sig som guldsmed og havde sin egen forretning på hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde. Han var inspireret af sin egen far Hugo Grün, som var en af de mest veletablerede juvelerer i Nordeuropa.

Jeg tror, at min far holdt gejsten oppe ved at fortælle om sin oplevelser og lidelser, i mange år tog han på besøg på skoler og gymnasier landet over og fik på den måde mulighed for at formidle en vigtig del af vores historie om de danske jøder under Holocaust. Jeg tror, at det var en vigtig del af hans selvforståelse, og at han på den måde fik bearbejdet sine traumer.

I 1990 blev min far tilbudt at fortælle sin historie til Danmarks Radio. På baggrund af hans fortælling optog man en dokumentarfilm om lidelserne i Teresienstadt. Det var første gang siden løsladelsen fra lejren, at han genså den. Det var i 50-året for Befrielsen, altså i 1995. Dokumentaren blev senere vist i tv. Min far har skrevet mange artikler i forskellige aviser, og han er også blevet interviewet adskillige gange i forskellige medier.

Han nedskrev sin egen fortælling om familie og slægt og i særdeleshed om tiden i Teresienstadt. Han udgav sin fortælling på eget forlag i 1997. Min far døde i 2012.