Alex Eisenberg blev født i Leipzig den 6. december 1923 i en fattig jødisk familie. Hans far lavede børster, og hans mor kom fra en mere velstående familie i pelsbranchen i Leipzig. Alex’ mor døde af tuberkulose, inden han fyldte to år. Hendes gravsten står stadig på en jødisk kirkegård i Leipzig, der mirakuløst har overlevet. Faderen giftede sig kort efter, og Alex fik halvsøskende. Han gik i tysk skole, indtil jødelovene medførte overflytning til en jødisk skole. Alex fortalte, at han blev god til at løbe, fordi han skulle undslippe andre børn, som jagtede ham efter skole, fordi han var jødisk. Han levede med den daglige antisemitisme i 1930’ernes Tyskland og oplevede Krystalnatten i 1938.

I marts 1939 tilsluttede Alex sig en Jugend Alijah-lejr nær den polske grænse, hvor han sammen med andre unge lærte basalt landbrug og gartneri som forberedelse til livet i kibbutz i Palæstina. Her modtog han pludselig et postkort fra sin far, stedmor og lillesøster Jutta, som meddelte, at de var i Køln på vej til illegal udrejse til Belgien, selv om de havde lovet ikke at flygte uden ham. Kort tid efter blev han tilbudt at være en del af den første gruppe børn, som blev modtaget af Politiken-journalisten Merete Bonnesen i Danmark til midlertidigt landbrugs-uddannelsesophold inden videre rejse til Palæstina. Da krigen brød ud i 1939, boede han midlertidigt hos familien Schwartz på Frederiksberg, og i februar 1940 kom han til en frugtplantage hos familen Ramming ved Fåborg for at blive landbrugsuddannet. I Fåborg mødte han den jødiske redaktør Bernhard Jolles, der var flygtet fra Dresden i 1934. Jolles forsynede Alex med læsestof og fik stor betydning for hans intellektuelle udvikling. Alex blev en flittig læser og en flittig låner på Fåborg bibliotek.

I breve til Merete Bonnesen, som viste ham stor interesse, bad han om at komme til byen og læse, og hun sørgede for, at han blev adoptivbarn hos dr.phil. Ada Adler, som var kusine til Niels Bohr. Han fik de bedste lærere: Translatør Rigmor Adler, Ada Adlers søster lærte ham engelsk. Hanna Kobylinsky underviste ham i historie og fortalte bl.a. om Käthe Kollwitz og Ernst Barlach. Han fik nær kontakt til Bohr-familien. Niels Bohr og Harald Bohr tog sig af ham, og Aage Bohr underviste ham i matematik. I en periode, hvor Ada Adler var syg, blev Alex inviteret til at bo sammen med Niels Bohr og hans familie i Æresboligen. Samtalerne med Niels Bohr om hans arbejde og tankeverden lærte Alex meget.

I vinteren 1941-1942 tog han præliminæreksamen og begyndte derefter på Ahms studenterkursus, men blev først student i 1948. I oktober 1943 havde Bohr familien organiseret, at Alex kunne komme til Sverige sammen med ca. 50 andre, bl.a. Paula Strelitz og Rigmor og Hanna Adler, men de blev stukket og taget af tyskerne på Syrefabriksvej på Amager den 4. oktober 1943. Herfra gik det til Horserød og klokken 4 om morgenen den 13. oktober 1943 med tog fra Helsingør station til Gedser, hvor færgen Schwerin sejlede mod Warnemünde kl 9.20. Med kreaturvogn videre til Theresienstadt, hvor Alex var fange, indtil han kom til Sverige med De Hvide Busser i begyndelsen af 1945.

I juni 1945 vendte Alex tilbage til Danmark, hvor Merete Bonnesen sørgede for, at den kendte lungespecialist overlæge Poul Gravesen fik ham indlagt med tuberkulose på Frederiksberg Hospital og senere Faxe Sanatorium. Efter 10 måneders behandling blev han udskrevet og boede igen hos Ada Adler. I modsætning til de andre unge i danskertransporten kunne Alex ikke få den danske stats støtte til uddannelse, selv ikke med den støtte ansøgningen fik fra Niels Bohr. Han var jo ikke dansk statsborger. Da Ada Adler blev syg og døde, bekostede Bohr-familien kost og logi for ham i et pensionat. Ada Adler testamenterede 10.000 kroner til ham, som blev brugt til uddannelse. Han påbegyndte først historiestudier i København, men skiftede til bibliotekaruddannelsen, som han fuldførte i 1954. Herefter blev han ansat ved Københavns Kommunes Biblioteker. Samme år fik Alex dansk statsborgerskab.

I 1976 blev Alex stadsbibliotekar i Hillerød. Han var mangeårigt medlem af Danmarks Biblioteksforenings hovedbestyrelse, medlem af Bibliotekscentralens bestyrelse og forretningsudvalg og censor ved Danmarks Biblioteksskole. Han skabte sig et navn i dansk biblioteksvæsen gennem en lang række biblioteksfaglige artikler. Han var en engageret fortaler for informationsteknologi i bibliotekerne og for bevarelse af gratisprincippet. Den gennemgående holdning var bibliotekerne som demokratiske steder, som sikrer alles lige og frie adgang til viden. Derfor var han fortaler for en tæt koordinering mellem forsknings-, folke- og uddannelsesbiblioteker, herunder skolebiblioteker blandt andet i artiklen: Alle biblioteker for alle. Biblioteker for alle. Alle for alle. 

Alex betragtede kultur som en proces, og han så bibliotekerne som et arsenal for demokratiet, med deres store beholdninger af menneskenes tanker, følelser og erfaringer, som kunne være en drivende kraft for menneskelig udvikling. Jordens og de menneskelige ressourcer skal udnyttes, ikke til udryddelse af menneskeheden, men til velfærd for alle mennesker på jorden.

De rystende oplevelser i Theresienstadt var med ham resten af livet fysisk så vel som åndeligt. Hans ene lunge fungerede ikke efter tuberkulosen. Der udviklede sig en skjult kræft, som han endte med at dø af i 1996. Fortvivlelsen over de mange grusomheder og døden for titusinder af børn var med ham hver dag. Mest af alt var han sorgfuld og vred over, at der ikke efter afslutningen af krigen og masseudryddelserne kom en “godhedens revolution”. Man var bare vendt tilbage til den sædvanlige smålighed.

Alex tog konsekvensen af sine holdninger ved at kæmpe for alles rettigheder, med biblioteket som sit udgangspunkt, suppleret af at han fortalte om sine erfaringer og holdninger på højskoler, præsternes efteruddannelse hvor han var fast foredragsholder og i radioen. I 1955 udkom den selvbiografiske roman ”Løbet” hos Arena, hvor en ung jøde forsøger at overvinde sin nærtagenhed og hævnfølelse efter nazitidens forfølgelse. Senere udkom erindringsbogen ”Enhjørning” om barndommen i Leipzig og ”Theresienstadt Elegi” med fortællinger fra Theresienstadt. Begge erindringsbøger fik stor udbredelse.

I 1983 var Alex hovedkraft bag Danmarks Radios undervisningshæfte om Theresienstadt. Han opsummerede sin erfaring:

“De dødes stemmer klinger altid inde i mig: Ikke blot Theresienstadts og alle de andre lejres, men også historiens og nutidens millioner og atter millioner af stemmer, der fortæller om sult, forfølgelse, krig, udryddelse af mennesker. I mørkets by havde vi drømme om en bedre verden: om levende og trygge børn, om menneskebekræftelse. I dag oplever vi alles kamp mod alle og trussel om total udslettelse. Jeg føler bitter skuffelse, afmagt, sorg, vrede. Stemmerne giver mig styrke til at leve og yde mit bidrag til, at alle mennesker får et godt liv og en god død. Menneskene bestemmer. Der er nok til alle. Jorden er rig.”