Biografier

Til minde om ofre for nazismen i Danmark

Hans Erik Andersens id-kort fra politiet.

Hans Erik Andersen

Hans Erik Andersen blev født på Amager i 1909. Da han var et par år gammel, flyttede han med sine forældre til Valby i et to-familieshus, som hans farfar havde fået bygget.

Som ung flyttede han til Fyn, hvor han arbejdede i en fotoforretning og mødte sin første kone Agnete. Efter hans farmor og farfars død flyttede de tilbage til hans barndomshjem i Valby.

Under krigen blev han reservepolitibetjent for Københavns Politi, hvor han som mange andre blev taget af tyskerne den 19. september 1944. Først blev han deporteret til Neuengamme koncentrationslejr, hvor han var indtil den 29. september 1944. Herefter kom han videre til Buchenwald koncentrationslejr.

I Buchenwald fik han lungebetændelse, men var en de heldige, der sammen med andre syge fanger blev hentet af De hvide Busser og indsat i Frøslevlejren i december 1944. Han blev løsladt fra Frøslev den 16. april 1945.

Efter hjemkomsten blev han af ukendte grunde skilt fra Agnete og stoppede som reservebetjent, da man ikke ønskede at genansætte ham.

Hans Eriks far, som arbejdede hos DSB, skaffede ham herefter et job som kontrollør på Herlev station.

I 1948 mødte Hans Erik Alice, som han blev gift med i 1949. De fik to piger, Birgit (1950) og Kirsten (1953), og boede sammen i barndomshjemmet i Valby.

Livet efter krigen var hårdt for Hans Erik, og alkoholen var en stor del af hans liv.

Hans Erik døde af skrumpelever i 1975.

Skrevet af Camilla Janning (Hans Erik Andersens barnebarn)

Snublesten sat: 2024